Anmeldelse: ‘Frit fald’ er et iskoldt kirurgisk snit ned i parforholdet

Frit fald har allerede gået sin sejrsgang i den internationale filmverden. Først vandt den Guldpalmen i Cannes, så tog den en del priser ved European Film Award, og nu er den Oscar-nomineret i flere kategorier, inkl. bedste film og instruktør.

Men, og jeg indskyder et stort men, er filmen virkelig det mesterværk, den er blevet udråbt til? Nix, er svaret, hvis du spørger mig, og den kan slet ikke stå mål med den konceptuelt geniale The Zone of Interest, som den har konkurreret mod og vundet over i både Cannes og til den europæiske filmpris.

Skarpe observationer

Bevares, mindre end et mesterværk kan også gøre det, og Frit fald ér en god film, ingen tvivl om det. Forklædt som et halvt retssalsdrama og et halvt krimimysterium, dykker den franske instruktør Justine Triet i virkeligheden ned i det moderne parforholds kvaler.

Hun har selv skrevet manuskriptet sammen med sin mand Arthur Harari, og det er især i dialogerne, hendes skarpe, observante blik og endnu skarpere pen, for alvor kommer til udtryk. Uden at spoile, kan jeg godt røbe, at der på et tidspunkt er et skænderi, som er noget af det bedste dialog-skrivning, jeg længe har oplevet i en film.

Konkurrence i succes

Hovedpersonen er den succesfulde forfatter, Sandra (Sandra Hüller). Da hun mødte sin mand, Samuel (Samuel Theis) var han den roste og kendte forfatter og hun den nye og ukendte. Med tiden har Sandras succes dog oversteget mandens, hvilket kunne være en af årsagerne til, at deres parforhold knirker.

Anspændtheden imellem dem fornemmer man i filmens åbning, hvor Sandra bliver interviewet af en ung, kvindelig studerende i parrets hjem, et chalet i de schweiziske alper. Det er tydeligt, at den studerende er fan af forfatteren, og Sandra flirter hæmningsløst med hende.

Den åbenlyse flirt bliver for meget for ægtemanden Samuel, og han sætter højt musik på – 50 Cents P.I.M.P. – der gør interviewet umuligt at gennemføre.

Er hun skyldig?

Hvad der sker derefter bliver afgørende og er filmens omdrejningspunkt. Daniel, parrets blinde søn vælger at gå en tur i sneen med sin hund, og vi ser Sandra gå ovenpå, hvor Samuel befinder sig.

Da Daniel kommer tilbage fra sin gåtur finder han sin far liggende i sneen, død. Men har Samuel begået selvmord ved at springe ud fra husets øverste vindue, eller er det Sandra, der har skubbet ham?

Politiet vælger at tro på det sidste, og Sandra bliver anklaget for mord. Anden halvdel af filmen er rent retssalsdrama, hvor ens tro på Sandra bølger frem og tilbage. Har hun krav på vores medfølelse og solidaritet? Eller er hun en psykopatisk manipulator?

Under kortlægningen af omstændighederne omkring Samuels dødsfald bliver parrets forhold stillet til skue, hvilket nærmest og helt bevidst er det mest pinagtige i filmen. Forestil dig, at en jury skulle tage stilling til, om det var dig eller din partner, der var the good eller bad guy i forholdet? Skræmmende, ikke? For sandheden er jo nok, at det er de færreste parforhold, der kan tåle intenst spotlys i alle krogene.

Et godt skænderi

Det er også under denne proces, at parrets sidste skænderi bliver afspillet som en lydfil. Samuel har i månedsvis, åbenbart, samlet til huse af materiale om ægteskabet. Optaget samtaler i smug, taget noter, mens han har overvejet skilsmisse og sin næste bog. Simultant. Og skænderiet, som vi ser udspille sig som et flashback, er filmens helt klare store stik.

Det er her skuespillerne og især Sandra Hüller triumferer i troværdighed. Det er her, at hun igen viser, at hun er en af de mest interessante nutidige kvindelige skuespillere. Det gjorde hun også med Toni Erdmann og nu parallelt med Frit fald, ses hun også som Rudolf Höss’ hustru, Hedwig, i The Zone of Interest.

Følelsen af ægthed er i det hele taget en gennemgående værdi for Triet. Nogle scener føles nærmest dokumentariske, og det er selvfølgelig heller ikke tilfældigt, at karaktererne hedder Sandra og Samuel som i skuespillerne Sandra og Samuel.

Svingende intensitet

Justine Triet kan sin personinstruktion, for også Milo Machado Graner som sønnen Daniel leverer en hjerteskærende præstation. Splittet i sin loyalitet mellem sine forældre, den ene død, den anden levende, skal han afgive en vidneforklaring, der kan blive skæbnesvanger.

Det er igennem karaktererne, Triet holder sin intensitet oppe, og når den daler – og det gør den – er det, når hun giver sig selv for lang snor. Lader scenerne og indstillingerne blive ved for længe, hvilket også kan ses på filmens spilletid på to og en halv time. En halv time kortere, og alt havde stået skarpere (hvilket man, desværre, nok kunne sige om de fleste film i dag).

Psykologisk kispus

Der skal dog ikke herske tvivl om, at Triet har lavet en film med flere lag og mange nuancer, man kan spekulere over bagefter. Frit fald er et intelligent psykodrama, der leger med sit publikum, og mere end sit krimi-plot føles den som et iskoldt kirurgisk snit ned i de mørke sider af et ægteskab. Der, hvor misundelse, jalousi, mindreværd og bitterhed rumsterer. Alle de ting, der ikke tåler dagens lys. Undtagen på film.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: