Anmeldelse: ’The Holdovers’ bliver en fremtidig juleklassiker

Det gnavne ydre til trods, er læreren Paul Hunham (Paul Giamatti) ikke så slem, som han umiddelbart virker. Bevares, han er ikke bleg for at give sine elever lektier for henover juleferien eller verbalt pille dem fra hinanden, hvis de er flabede eller, nåde og trøste dem, dovne eller dumme.

Kort sagt, en af den slags lærere, man altid frygtede at løbe ind i.

Men som det fortærskede ordsprog siger, skal man aldrig dømme en bog på dens omslag.

The Holdovers foregår i julen 1970 på Barton Akademiet, og Paul er blevet snydt, eller rettere sagt straffet for at dumpe en senators søn, til at passe på den håndfuld elever, som ikke skal hjem på juleferie. Deriblandt den intelligente, men lettere umulige Angus Tully (Dominic Sessa).

Der går dog ikke lang tid, før det kun er de to og kantinechefen Mary (Da’Vine Joy Randolph) – som har mistet sin søn i Vietnamkrigen – der er tilbage på skolen. Støt og roligt lærer de hinanden bedre at kende, og måske er den gamle gnavpot og den store knægt, der er rebelsk overfor alt, ikke så forskellige endda.

Et lille julemirakel

Instruktør Alexander Payne har igennem hele karrieren excelleret i disse slice-of-life-fortællinger. Hverdagshistorier der, selvfølgelig med dramatisk overdrivelse, kunne ske for enhver.

En af de bedste, er vineventyret Sideways – Paynes første og, indtil The Holdovers, eneste samarbejde med Paul Giamatti.

Og det er en glædelig genforening. David Hemmingsons manuskript byder både på lårklaskende sjove replikker og stille eftertænksomme øjeblikke, hvor man lige bliver nødt til at tage en dyb vejrtrækning eller to for at genvinde fatningen.

Alt sammen flot indfanget af den danske filmfotograf Eigil Bryld (In Bruges, House of Cards), der elegant indfanger 1970-atmosfæren. En lun indpakning, som fløjlsblød velour, man har lyst til at slænge sig i.

Replikkerne er modsat skarpe og skåret ind til benet hver gang. Humoren er rap og bærer præg af det miljø, filmen foregår i. Både Paul og Angus er begavet med oratoriske evner, der ligger over gennemsnittet, og til trods for aldersforskellen er de forbløffende ens.

Begge virker til at have en tilgang til andre mennesker, som går ud på at holde dem på afstand, så man ikke selv bliver såret. Deres lettere misantropiske tilgang til livet dækker over to sårbare eksistenser, der hver især har fået tilstrækkeligt med følelsesmæssige knubs til, at de tør åbne sig og lade nye mennesker komme ind.

Da jeg tilbage i december havde en samtale med Paul Giamatti – som desværre grundet tekniske omstændigheder ikke blev foreviget – talte vi kort om The Holdovers og hans knarvorne karakter. Skuespilleren fortalte, at Alexander Payne lavede en distinktion mellem ”nice” og ”kind”, når det kom til Paul Hunham. ”Han er måske ikke sød, men han er venlig,” forklarede Paul Giamatti.

Læreren sætter da også flere gange andre personer på plads, når han føler, de overtræder grænser for, hvad der er god opførsel. Hvad end det er småsnobbede rigmandsbørn, der synes, Mary skal tage sig sammen, eller akademiets rektor, som er mere interesseret i finansiering end elevernes uddannelse, har Hunham et meget stærkt moralsk kompas. Måden, det kommer til udtryk på, er ikke altid det mest fintfølende.

Det samme gælder i og for sig også for Angus. En af de yngre drenge, som er ladt tilbage over jul, har mareridt og tisser i sengen. I en kort og lavmælt udveksling, forklarer han hurtigt knægten, hvordan han selv nogle gange har mareridt og nok skal hjælpe ham de urinvåde lagener næste morgen, så der ikke er nogen af de andre, der skal opdage noget.

De små glæder i livet

Den hellige treenighed bestående af Paul Giamatti, Dominic Sessa og Da’Vine Joy Randolph er alle eminente.

Debutanten Sessa formidler flot teenagevrede og ditto usikkerhed, samtidig med at han har den her cool outsidervibe. For sej til at være her, men også lidt bange og skrøbelig – han skal nok blive til noget stort.

Veteranerne Giamatti og Randolph leverer hver især et flot portræt af knækkede mennesker. Begge er for nylig blevet belønnet for deres flotte præstationer med hver en Golden Globe – han for Bedste mandlige skuespiller i en musical eller komedie og hun for Bedste kvindelige birolle.

Giamatti har altid været en elegantier, når det kommer til at veksle mellem komedie med en dramatisk kant, der går direkte i hjertekulen. Med en falsk kontaktlinse til at gøre ham skeløjet leverer skuespilleren et af karrierens højdepunkter som den gnavne underviser. Der er ingen, der kan tale sagte som Giamatti eller ditto råbe i det karakteristiske høje toneleje, hvor det tenderer til skingert.

Randolph har været en af de mest interessante skuespillere at følge igennem de seneste fem år, hvor hun har funklet med sin fantastiske scenetilstedeværelse i serier som High Fidelity og Only Murders in the Building og film som Dolemite is My Name, Kajilionaire og The Lost City.

Men det er som kvinden, der skal døje med to halvsure mandslinge henover julen, samtidig med at hun sørger over sin afdøde søn, som kommer til at løfte hendes karriere til næste niveau. Randolphs komiske timing vidste vi allerede var uovertruffen, men måden, hun gestalter Marys sorg på – både den indre og den udfarende – er sjældent set mere rørende.

The Holdovers er Alexander Paynes bedste film siden Nebraska i 2013 ja sågar siden Sideways. Kombinationen af komedie og subtilt coming-of-age-drama sidder lige i skabet, og skuespillertrioen i front er fremragende.

Kort sagt, bør The Holdovers blive en fremtidig juleklassiker, man ser på lige fod med Disneys juleshow.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: