Der er blevet diskuteret heftigt på redaktionen, men nu er vi blevet enige, og en funklende top-10 over de bedste internationale film for året er klar.
Det har været er herligt år med store dramaer, underholdende komedier og betagende mesterværker. Med kun 10 pladser på den eftertragtede liste er der naturligvis blevet slagtet nogle darlings i udvælgelsesprocessen, hvoraf nogle gør mere ondt end andre.
Emerald Fennells skønne satiriske Saltburn var snublende tæt på at ryge med, ligeså med den rørende science fiction-actionfilm The Creator og den rablende vanvittige svenske dokumentar Miraklet i Gullspång.
Og så er det værd at bemærke, at der kun er blevet plads til én streamingfilm på listen til trods for den tsunami af titler, vi bliver overdynget med hver eneste uge.
Der var været mange gode, og her er, fra alle os til alle jer, vores top-10 over de bedste internationale film i 2023.
1. The Banshees of Inisherin
2. Oppenheimer
3. Spider-Man: Across the Spider-Verse
4. Killers of the Flower Moon
5. Faldne blade
6. The Fabelmans
7. Barbie
8. Bottoms
9. John Wick: Chapter 4
10. Tár
1. The Banshees of Inisherin
”Det hele var okay i går”, bliver der flere gange sagt i instruktør og manuskriptforfatter Martin McDonagh vidunderlige sorte tragikomedie.
Da Colm (Brendan Gleeson) pludselig en dag beslutter sig for, at han ikke vil være venner med kammesjukken Pádraic (Colin Farrell) mere, vender det op og ned på begge deres liv. Afskårne fingre, ildspåsættelse og et æsel med grufuld skæbne er et par af absurde elementer i den finurlige, hårde og på sin vis både hjertevarme og hjerteskærende film.
Der er ingen tvivl om, at hvis ikke det var pga. en vis multiversfilm – Everything Everywhere All at Once – havde The Banshees of Inisherin høstet mere hæder ved diverse awardshows. Men hos os var der ingen tvivl om, at det var en klokkeklar nummer et!
The Banshees of Inisherin kan ses på Disney+.
2. Oppenheimer
Den anden halvdel af Barbenheimer-fænomenet, Oppenheimer, indfinder sig sikkert på andenpladsen, og havde den lige været en tak mere skarp – og Christopher Nolan dvælet lige så meget ved de kvindelige roller, som han gør med de mandlige – havde den ligget helt i top.
Den britiske auteurs version af en biografi over atombombens fader J. Robert Oppenheimer (en fantastisk Cillian Murphy) er en dragende fortælling, hvor man nærmest ryger ind i en trancetilstand i takt med, at Oppenheimer udfolder sig.
Det er filmhåndværk på et ambitiøst og højt niveau af den slags, som med vor anmelder Ann Lind Andersens ord, er et must for film-feinschmeckere.
Oppenheimer er tilgængelig til køb og leje hos bl.a. Viaplay, Blockbuster og Apple TV.
3. Spider-Man: Across the Spider-Verse
Anden del af Sonys banebrydende og imponerende animationstrilogi om den unge Miles Morales (Shameik Moore), der i et af de mange uendelige multiverser endte med at blive Spider-Man, efter den oprindelige døde.
I Spider-Man: Across the Spider-Verse møder vi endnu flere edderkop-superhelte, da Miles bliver hvirvlet ind i det store Spider-Society, hvor veninden – og Spider-Woman i en anden verden – Gwen Stacy (Hailee Steinfeld) er blevet medlem. Men den unge knægt er ikke helt enig i lederen Miguel O’Haras (Oscar Issac) agenda, samtidig med at superskurken The Spot (Jason Schwartzman) bliver faretruende mere kraftfuld.
Sjældent er en 2’været så god, som det er tilfældet her, hvor man når igennem hele følelsesregisteret og hungrer efter mere, når rulleteksterne går i gang. Det er slet og ret en af de bedste ”midterdele” af en trilogi i filmhistorien.
Spider-Man: Across the Spider-Verse kan ses hos Viaplay.
4. Killers of the Flower Moon
Selv om Martin Scorsese netop har rundet de 81, har han bestemt ikke tænkt sig at fede den i en pensionisttilværelse. Det seneste mastodontværk Killers of the Flower Moon er instruktørens bedste siden The Wolf of Wall Street fra 2013, måske endda siden Casino fra 1995.
Historien om de skruppelløse hvide opportunister, der i 1920'erne og 30'erne myrdede medlemmer af den indfødte amerikanske stamme Osage for at få fingrene i deres olieholdige jordbesiddelser er et langt, men fremragende portræt af grådighed i dens reneste form.
Med en funklende Lily Gladstone i spidsen, flankeret af Leonardo DiCaprio som en enfoldig krigsveteran og Robert De Niro som hans ærgerrige onkel, er filmen en af den slags, man skal se. Ikke mindst de blændende skuespilpræstationer og netop afdøde Robbie Robertsons geniale underlægningsmusik, der hypnotiserer i filmens brutale og smukke univers.
Killers of the Flower Moon kan købes og lejes hos bl.a. Apple TV, Blockbuster og SF Anytime.
5. Faldne blade
Den bedste rom-com i år kommer ikke fra de sædvanlige kanter som USA eller England. Næh, det er det finske unikum Aki Kaurismäki, der på 81 minutter formår, hvad de fleste filmskabere skal bruge to timer på.
De to eksistenser Ansa (Alma Pöysti) og Holappa (Jussi Vatanen) lever hver især halvtriste tilværelser i Helsinki. Tilfældigvis møder de hinanden, og søde smil udveksles imellem de to ensomme mennesker. Får de rent faktisk hinanden, eller er de dømt til altid at være alene med deres tanker som eneste selskab.
Det er absurd komedie, der giver associationer til Coen-brødrenes Fargo-film og Jim Jarmusch’ særegne ouvre. Faldne blade stryger direkte i hjertekulen og ind på en femteplads på vores liste over årets bedste internationale film.
Faldne blade kan ses i biograferne fra 25. december.
Anmeldelse: ’Fargo’ melder sig ind i kampen om at blive årets bedste serie
6. The Fabelmans
2023 var året, hvor de store filminstruktører for alvor vendte tilbage til de danske biografer efter coronapandemien. Steven Spielberg stod bag den måske største kærlighedserklæring til filmmediet set i flere år med den semi-selvbiografiske The Fabelmans.
Med udgangspunkt i flere begivenheder i Spielbergs eget liv fulgte vi i filmen den unge Sammy Fabelman (Mateo Zoryan Francis-DeFord og Gabriel LaBelle) fra det første øjeblik, hvor han ser en film og fortaber sig i det magiske univers.
Temaer som familier i opbrud, og hvordan man som barn/teenager og voksen håndterer det, bliver sobert og elegant skildret, uden at der peges fingre. Det hele bliver leveret i en vidunderlig filmelskende indpakning, man ikke kan andet end at elske, hvis man har en lille cineast i sig.
The Fabelmans kan ses hos Prime Video.
7. Barbie
Barb’en i Barbenheimer er et fænomenalt og medrivende orgie af pink, god karma og en Ken med seriøse mindreværdskomplekser.
Da Stereotypiske Barbie (Margot Robbie) får en eksistentiel krise, tager hun til den virkelige verden sammen med en Ken (Ryan Gosling) for at opklare, hvad der er grunden hertil. Derfra går det over stok og sten med bl.a. et Ken-patriarkat i Barbieland.
Af alle de underholdende ting i Barbie overstråler en alle de andre: Ryan Gosling. Han er intet mindre end fantastisk, og alene hans præstation gør filmen mere end almindelig seværdig.
Barbie kan ses hos HBO Max.
8. Bottoms
Eneste streamingfilm på årslisten over internationale film, men hvilken en!
Emma Seligmans genialt gale satire om et par highschoolpiger, der laver en fight club, så de kan komme i seng med deres cheerleader-crushes, er en opvisning i humoristisk overskud. Hvad end det drejer om de karikerede footballspillere, som altid render rundt i deres udstyr, eller de mange overraskende blodige kampscener, er Bottoms fyrstelig underholdning fra start til slut.
Hovedrolle-duoen Ayo Edebiri (The Bear) og Rachel Sennott (Shiva Baby) leverer perfekte parodier på den type nørder, som i især 90'er- og 00'er-komedier forsøgte med alle midler at knalde de populære piger på skolen. I et år, hvor der til tider har været langt mellem grinene, er Bottoms fyldt med dem fra start til slut.
Bottoms kan ses på Prime Video.
9. John Wick: Chapter 4
Årets bedste actionfilm ramte biograferne i marts, og siden da kæmpede alle de andre om at være næstbedst. For ingen kom i nærheden af det filmiske skud adrenalin, som er John Wick: Chapter 4.
Vendettaen mod den kriminelle underverden og dens bestyrelse the High Table når nye blodige højder. I bedste actionspil-stil springer vi fra location til location, hvorefter røvsparkeren over dem alle, John Wick (Keanu Reeves), skal nedkæmpe en hær af modstandere på den mest benknusende og kæberaslende facon.
Klimakset er nogle fantastiske scener i Paris, hvor især trapperne op til Sacré-Coeur kirken tager pusten fra en i flere omgange. John Wick: Chapter 4 er rent ud sagt den fedeste film, du kan se fra 2023.
John Wick: Chapter 4 kan ses hos Prime Video.
10. Tár
Cate Blanchett har leveret mange kraftfulde og mindeværdige præstationer i karrieren, men hovedrollen som den navnkundige dirigent Lydia Tár er muligvis den bedste af dem alle.
En ren tour de force-præstation, hvor vi ser i starten ser Tár på toppen af karrieren og derfra følger den brutale deroute, hvor skellet mellem virkelighed og fantasi til tider bliver udvisket fuldstændig.
Tár er et perceptuelt mareridt, hvor man til tider har svært ikke ved at have ondt af Lydia, selv om hun egentlig ikke er et godt menneske. Instruktør og manuskriptforfatter Todd Field har kun lavet to spillefilm før Tár – de ligeledes fremragende In the Bedroom og Little Children – og her holder han det samme uhyre høje niveau, man nu med rette forvente fra ham.
Tár kan ses hos SkyShowtime.
Serieguide: De 10 bedste internationale serier i 2023
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: