Anmeldelse: ’IF – Fantasivenner’ er med eventyrlige længder årets bedste familiefilm

Lige knapt to minutter gik der, før øjnene begyndte at blive tårevædede første gang.

For selv om IF – Fantasivenner er en familiefilm, er det en af den slags, der hiver hårdt i hjertestrengene fra start til slut. Tænk Pixar-film, bare i levende live.

Følelsen fra de ikoniske animationsfilm starter allerede ved filmens begyndelse. I en flot montage ser vi, hvordan den lille familie bestående af Bea, mor (Catharine Daddario) og far (John Krasinski) først lever det gode liv og dernæst får det ødelagt.

Fans af Op vil nikke genkendende til introen og ikke mindst komponist Michael Giacchinos fremragende musik, der emmer af legesyge og livsglæde med et sørgmodigt skær – præcis som det gjorde i Pixar-filmen, hvor han også stod for musikken.

Årene går, og Bea (Cailey Fleming) er nu tilbage i New York for første gang, siden hun var lille. Den 12-årige pige skal bo hos sin bedstemor (Fiona Shaw), mens hendes far bliver opereret i hjertet.

Han forsøger konstant at holde humøret højt, både for sin egen skyld, men også for Beas. Hans påfund veksler fra at danse med et dropstativ til at binde en masse lagner sammen, så det ser ud, som om han er flygtet fra sin hospitalsstue ud igennem vinduet.

Men Bea insisterer på, at han skal holde op med at fjolle.

”Livet kan jo ikke altid være sjovt,” som hun siger, hvorefter han svarer, med den visdom, der kommer efter at have mistet den man elsker alt for tidligt: ”Men vi er nødt til at prøve.” – det er ikke mig, der græder, det er dig, som græder.

Efter mere eller mindre at have forårsaget en oversvømmelse af biografsædet, allerede inden det første kvarter er gået, begynder fantasivennerne fra filmens titel at melde deres ankomst.

Oppe på det magiske loft

På øverste etage i samme bygning som bedstemorens lejlighed ser og hører Bea en underlig skikkelse løbe op og ned ad trapperne. Hun følger efter en aften og opdager, at fantasivæsner er virkelige.

Mere specifikt, den slags, børn finder på og har som venner. Den gnavne Calvin (Ryan Reynolds) forsøger at finde nye børn til de efterladte IF’s – Imaginære Fantasivenner – efter at deres børn er vokset op og har glemt dem.

Det går dog ikke så godt, og derfor melder Bea sig til at hjælpe ham. Hurtigt går det op for dem, at det ikke er muligt at finde nye børn til de gamle fantasivenner. I stedet skal de forene dem med de børn, som fandt på dem i første omgang.

Jo mere, man beskriver handlingen i IF – Fantasivenner, jo mere begynder den at lyde som noget, der kun kan lykkes som animationsfilm.

Men John Krasinski løser den opgave forbilledligt.

Udover at spille Beas far er han også instruktør og manuskriptforfatter på den magiske perle. Efter gyser-ruminvasionsfilmen A Quiet Place og dens efterfølger er det måske et lidt overraskende genreskift for den tidligere The Office- og Jack Ryan-skuespiller.

Men Krasinski lavede faktisk en anden film om en familie, hvis liv bliver vendt op og ned som følge af livstruende sygdom og hospitalsindlæggelse. I modsætning til komediedramaet The Hollars, er tonen meget lettere i IF.

Det skyldes ikke mindst de mange vidunderlige fantasivæsner. De to hovedfigurer er Blomst – som ligner et kryds mellem Dot fra Animaniacs og Betty Boop – og Blå, som egentlig er lilla, men hans barn var farveblind, så derfor hedder den kæmpe pelsklump Blå.

Især den bedårende blå bulderbasse sørger for masser af grin med sin ligefremme og barnlige attitude. Som når han bliver bange, og Blomst siger, at han skal tænke glade tanker, og han derefter messer ”Kaffe og croissanter” for sig selv. Udover at være filmanmelderes hofspise til pressevisninger er der selvfølgelig en rigtig fin og hjertevarm grund til, at det netop er det, som bringer ham glæde.

Krasinski doserer med sikker hånd de guldkorn udover hele IF. Små spor bliver lagt ud, og så kommer forløsningen senere i filmen. Det lyder ret enkelt, men det er forbavsende, hvordan mange filmskabere sjusker med den slags af den ene eller anden grund. Her er det gjort mesterligt fra ende til anden.

Mere Pixar end Pixar

Det er heller ikke tilfældigt, når filmen Harvey med James Stewart kører på et tv i baggrunden. Filmen om en excentrisk mand, hvis bedste ven er en usynlig hvid kanin på lige knap 1.93, har uden tvivl været en inspiration for Krasinski, og så skulle det undre, hvis ikke Pixars farverige og fantasifulde univers har tjent som kreativ ledestjerne.

Fantasivennerne ligner i hvert fald noget fra animationsfilmene.

Apropos animation er computereffekterne helt perfekte. Det er ikke meningen, at væsnerne altid skal se 100 procent virkelighedstro ud, så en enhjørning og en kæmpe talende vingummibamse ser derfor så tilpas løjerlige ud, som idéen om dem indbyder til.

Hvorimod Lewis – den ældste fantasiven på 93 år – ligner en teddybamse i fuldvoksen størrelse og med den værdighed, som en ældre person skal have.

Fotograf Janusz Kamiński – Steven Spielbergs hoffotograf – fanger mesterligt den visuelle magi med sine billeder. Mere end en gang føler man sig hensat til barndommens leg med figurer og dukker, hvor kun ens egen fantasi kunne sætte begrænsninger for de vilde eventyr på børneværelset.

Præstationerne fra de amerikanske skuespillere er også helt i top. IF er en meget fysisk film, både når det kommer til fysisk komik og formidlingen af følelser gennem grin, gråd og kram.

Sprudlende, fantastisk og eventyrlig

Normalt ville tanken om dansk eftersynkronisering af en spillefilm få det til at løbe koldt ned ad ryggen, men historien er så stærk, at selv nogle til tider lidt slukkede stemmepræstationer er til at leve med.

Christian Fuhlendorff som Blå er dog casting i verdensklasse på den danske side. Hans energi matcher fortræffeligt den pelsede bulderbasses personlighed.

Kan man læse undertekster eller forstå engelsk, skal man dog unde sig selv at se originalversionen, hvor replikkerne kommer til at få et endnu større og mere fyldestgørende emotionelt punch, end det er tilfældet med den danske.

Meget kan man sige om Christian Fuhlendorff, men han er trods alt ikke nogen Steve Carrell, som lægger stemme til den engelske udgave af Blå.

Og så fortjener Cailey Fleming, John Krasinski, Phoebe Waller-Bridge, Fiona Shaw og ikke mindst Ryan Reynolds – der leverer en fantastisk underspillet præstation som Calvin – og alle de andre, at man hører deres bud på, hvordan de sjove og rørende ord lyder. Især nyligt afdøde Louis Gossett Jr. som gamle Lewis får en ekstra følelsesmæssig slagkraft.

Det er også lidt sjovt, at Krasinski og Reynolds' bedre halvdele – Emily Blunt og Blake Lively – begge lægger stemmer til fantasifigurer, så filmens familietema bliver en virkelig indgroet del af dens DNA. Denne afspejles i øvrigt også i den danske version, hvor skuespillerparret Jens Sætter-Lassen og Neel Rønholt lægger stemmer til henholdsvis Calvin og Blomst.

IF – Fantasivenner handler om, hvordan vi håndterer de situationer, hvor livet gør ondt, og vi er magtesløse. Med fantastisk sjove påfund og et magisk univers, som sprudler af livsglæde, har John Krasinski formået at skabe en film, der er mere Pixar end Pixar selv har været i flere år.

Kombineret med en dybt rørende historie om at håndtere livsforandrende øjeblikke sætter IF sig lunt på tronen som årets bedste familiefilm indtil videre.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: