Anmeldelse: ’Wonka’ er en overdådig og hjertevarm musicalfilm for hele familien

En hatfuld af drømme. Det er der, de fleste filmskabere starter ud. Det er egentlig det, alle kreative mennesker starter ud med, når de påbegynder et nyt eventyr.

Og det er dét, Willy Wonka (Timothée Chalamet) har, da han ankommer til den ukendte europæiske storby. Tryllekunstner, opfinder og chokolademager, den karismatiske charmetrold kan lidt af hvert, men har en altoverskyggende passion i livet.

Han vil åbne en chokoladebutik i det fashionable Galeries Gourmet og bringe kakaoglæde til alle med en sød tand. Det er dog lettere sagt end gjort, og den blåøjede optimist møder en god portion modgang efter bare at have været i byen i 24 timer.

Et chokoladekartel bestående af de tre førende chokoladesælgere – hensynsløse Slugworth (Patterson Joseph), Prodnose (Matt Lucas), som altid udpensler, og Fickelgruber (Mathew Baynton), der får voldsom kvalme af at høre ordet ”fattig” – føler sig truet af den optimistiske opkomling og begynder at planlægge, hvordan de kan sabotere hans forehavende.

Derudover står Willy i ubetalelig gæld til den griske og forbryderiske duo Mrs. Scrubbit (Olivia Colman) og Bleacher (Tom Davis). Når man ikke kan læse, er det svært at læse alle de mange små ekstra gebyrer, der står i værelseskontrakten på hotellet.

Men selv en tur ned i vaskeriet eller en gnaven, lapset Oompa Loompa, der kalder sig selv Tårnet (Hugh Grant) – fordi han er højere end gennemsnittet – kan holde ukuelige Willy Wonka nede. Slet ikke, når han får hjælp af den forældreløse Noodle (Calah Lane) og de andre folk, der er blevet snydt til at arbejde gæld af i Scrubbit og Bleachers vaskeri.

Synger, så hjertet smiler

Wonka er en overdådig og hjertevarm musical for hele familien. Instruktør og manuskriptforfatter Paul King, som også står bag Paddington-filmene, har sammen med medmanuskriptforfatter Simon Farnaby kreeret en herlig perle af en film, der uden tvivl bliver en juleklassiker.

Ført an af en veloplagt Timothée Chalamet, der giver den fuld gas med sang, dans og finurligt overskud, som den chokoladeglade sprechstallmeister. Tvivl om skuespillerens evner bliver gjort til skamme, og selv undertegnede sortseer måtte sande, at den klejne mand af statur er kæmpestor, når det kommer til film- og musicaltalent.

Allerede fra første strofe, hvor der netop synges om en hatfuld af drømme, bliver man blæst bagover. Sangskriver Joby Talbot fanger godt musikaliteten i både King og Farnabys lyriske og rimende dialog, der også afspejler legelysten i Roald Dahls oprindelige litterære forlæg.

Glædelig skønsang og rørende glimt ind i karakterernes indre, alt sidder i skabet, så selv den mest kolde person må sidde at vippe med fødderne i takt eller blinke hurtigt med øjnene, så begyndende tårer bliver viftet væk.

Det er en film båret af det magiske og dragende univers samt de umanerligt vidunderlige skuespilpræstationer. Colman og Davis er gakkede, underholdende og griske karikaturer, man elsker at se blive gjort til grin for deres onde gerninger, og ditto med den herlige skurketrojka Joseph, Lucas og Baynton.

Griner, så øjnene græder

Historien er klassisk og veloplagt – de gode mod de onde. Musicalelementet højner helt klart oplevelsen, og resultatet er en varm følelse i hele kroppen og en ubeskrivelig trang til god chokolade.

Willys mission med at give chokolade til masserne stammer fra barndommen, hvor pengene var få, men kærligheden fra moren (Sally Hawkins) rig. Hun plejede at lave en chokoladebar til sønnen hvert år på hans fødselsdag, og efter hendes alt for tidlige død har Wonka rejst verden tynd i bestræbelserne på at finde den hemmelige ingrediens, der gjorde netop hendes chokolade til noget særligt – ’amen, det går lige i kleenex-kanalerne.

Det samme gør sig gældende omkring Noodles, som krænger sit inderste ud i den hjerteskærende sang For a Moment (på dansk For en kort stund). Glæden over et kort øjeblik at glemme alle livets traurigheder og omvendt være opmærksom på ikke at sænke paraderne så meget, at nogen kan såre hende. Læg dertil, at efter hun for første gang nogensinde siger, at hun ville ønske, at Willy aldrig havde givet hende et stykke chokolade. For hver dag uden chokolade vil derefter være ren ulykke. Igen, frem med kleenex.

Vekslingen mellem de rørende og vidunderligt underholdende momenter fungerer upåklageligt. Manuskriptets opfindsomhed gør, at der hele tiden er nye og interessante udfordringer for vores helte. Ikke mindst, da de skal bryde ind i en kirke, hvor kartellet har deres hemmelige hule nedenunder.

Det kræver dog bare lige, at de får sneget sig forbi en præst (skæppeskønne Rowan Atkinson) og 500 munke, der alle er chokoladeafhængige, ligesom byens korrupte politimester (Keegan-Mechael Key) også er det.

Så er det heldigt, at Willy er snarrådig og har den rette plan, hvor enkeltdelene ville gøre selv Egon Olsen misundelig. Der indgår blandt andet en giraf med forkærlighed for akaciepastiller, som Wonka malkede tidligere i filmen. Man laver jo ikke bare chokolade af almindelig mælk, når der blandt de andre ingredienser også er de bittersøde tårer fra en russisk klovn.

Wonka er det opkvikkende skud endorfiner til det grå vintervejr og den slags julegave, der bare bliver ved og ved med at give.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: