Anmeldelse: Interesse-boblen springer hurtigt i ’The Beanie Bubble’

”Er det ikke hende/ham fra?”. Vi har alle oplevet enten at få det spørgsmål eller stille det, når vi ser en film eller en serie sammen med nogen. For man genkender den person, man ser på skærmen, men kan bare ikke lige placere i hvilken sammenhæng.

Sådan er det også i og for sig med Apple TV+-filmen The Beanie Bubble, der handler om tøjdyrsfænomenet, som var her, der og alle vegne i ’90erne. Det er ikke så meget med skuespillerne. De er meget nemme at placere.

Nej, det er instruktør-duoen Kristin Gore og Damian Kulash. En hurtig googling afslører for det første, at de to er gift og for det andet, at hun er datter af den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore, og Kulash er forsanger i rockbandet OK Go.

Ingen af dem har den store filmerfaring, så det kan undre lidt, hvorfor valget er faldet på netop de to til at instruere et prestigeprojekt for streamingtjenesten. For den brander sig netop på at tiltrække de store stjerner og kreative hjerner og give dem frihed til at skabe, hvad de vil – næsten.

Forlægget er Zac Bissonnettes bog med den umanerligt lange titel The Great Beanie Baby Bubble: Mass Delusion and the Dark Side of Cute.

Filmen er fortalt i forskellige tidslinjer ud fra, hvordan de tre kvinder Robbie (Elizabeth Banks), Sheila (Sarah Snook) og Maya (Geraldine Viswanathan) oplevede deres samarbejde med skaberen af Beanie Babies, den excentriske sælger Ty Warner (Zach Galifianakis).

Genbrugs bamsefest

Skuespillet er The Beanie Bubbles trækplaster.

De fire hovedroller er skarpe i deres repliklevering og kan deres komedietiming i søvne, så de er behageligt selskab.

Og så er det pudsigt at se Galifianakis uden sit karakteristiske skæg. Det er som at se en helt anden person, men det kan noget. Derfor er det desto mere en skam, at filmens manuskript er lidt over det hele, uden rigtig at brage igennem.

For de tidspunkter man bliver revet med i filmen, er det fordi skuespillerne hiver en ind. Groft sagt, ville det være lige meget, hvad de gjorde i scenen, bare fordi de har én scenetilstedeværelse, hvor man ikke kan fjerne øjnene fra dem.

Men fordi vi hele tiden ser Ty ude fra, gennem Robbie, Sheila og Mayas øjne, kommer vi aldrig rigtig tæt på ham. Det er der givet vis en pointe med. Noget med at man ikke vil helgengøre en person, der ikke ligefrem bliver skildret som det allermest sympatiske menneske i verden.

Men hvis man vil give stemme til de kvinder, som hjalp med at bygge imperiet, hvorfor har man så ikke brugt deres rigtige navne? Eneste mulighed er, at de ikke ville være med, for igen, en hurtig Google-søgning og man er det klogere.

Nu skal film jo heller ikke altid være sandfærdige vidnesbyrd, der skal være plads til kreativ frihed.

Men når man påkalder sig, her er ”sandheden” – fine disclaimers sørger for at fralægge ethvert ansvar – så bliver man også målt ud fra det prædikat.

Farvefuld pastiche

The Beanie Bubble minder mest af alt om finanskrak-komedien The Big Short eller talrige andre Adam McKay-film, hvor der med tyk ironisk og langt ude humor italesættes et givent emne eller periode.

Bare ikke nær så godt udført.

Og det skulle ellers være en ting, man gerne ville undgå. At fremstå som noget mindre godt. For hvad er så pointen med at se filmen, hvis man kan se en, der minder om den, bare bedre?

Der er uden tvivl en god film i The Beanie Bubble.

Men om Kristin Gore og Damian Kulash har været de rigtige personer til at forløse den historie, det er mere tvivlsomt. For når alt kommer til alt, så er det ikke en dårlig film.

Den første halve time flyver afsted, uden de store beklagelser.

Men den næste time, den er mere drøj. Historien bumler derudaf ufortrødent, men de mange spring i tid og gentagelser af greb bliver trættende i længden.

I det hele taget er spring i forskellige tidslinjer en af de mest overbrugte klichéer i film- og serieverden, og når det ikke bliver udført med panache, mister det hurtigt sin effekt og charme.

Hvilket meget godt opsummerer oplevelsen med The Beanie Bubble. Efter de indledende positive indtryk, forsvinder begejstringen mere og mere i takt med at filmens 110 minutter begynder at føles længere og længere.

Når man har Shiv fuckin’ Roy hende selv i en af hovedrollerne, så forpligter det altså.