Anmeldelse: ’Jane Austen ødelagde mit liv’ – og det er faktisk lidt vidunderligt

På Jane Austens tid stod der ganske meget på spil, når en ung pige skulle finde en mand. Det handlede om penge, stand, sikkerhed, arvefølge og rygte. At vælge sin egen vej og sit eget hjerte var ikke altid så ligetil. Eller det, der havde førsteprioritet.

Det gav Jane Austens heltinder en indre kompleksitet, som fungerede som en stærk drivkraft – og gjorde hendes romaner til værker, der stadig den dag i dag kan vække genklang.

Franske Laura Piani forsøger i debutfilmen ’Jane Austen ødelagde mit liv’ at tegne en moderne Austen-heltinde. Det lykkes kun delvist. Netop fordi vi i dag ikke har et sværd hængende over hovedet, når det gælder romantiske forbindelser.

Det er faktisk helt okay aldrig at blive gift eller stifte familie, hvis det er det, man vælger. Hovedsagen er, at man tager et valg – og ikke bare lader livet glide forbi. Til gengæld lykkes ’Jane Austen ødelagde mit liv’ med rigtig meget andet. Ikke mindst at være oprigtigt charmerende.

En høj, mørk fremmed

Camille Rutherford er ganske skøn som den kejtede boghandler og forfatter in spe, Agathe Robinson, der arbejder i den kendte boghandel Shakespeare and Co. i Paris sammen med sin kollega og bedste ven, Felix.

Hun elsker de støvede bøger og drømmer om en dag selv at skrive en. Helst lige så god som sin store heltinde Jane Austens. Hvis altså det ikke var, fordi hun lider af mere eller mindre permanent skriveblokering. Måske trænger hun til at komme lidt mere ud i verden, før hun for alvor har noget at skrive om?

Det mener Felix, der er en rigtig damernes ven, og hendes søster, der ofte har overnattende mænd, men sjældent kan huske deres navn om morgenen. Men Agathe er ikke til dating-apps. Hun drømmer om det store romantiske møde. Sker det ikke, kan det være lige meget. Og det er ikke mange, man møder, når man helst ikke vil forlade de trygge rammer.

Ud af komfortzonen

Men en sen aften på en japansk restaurant sker der noget magisk. En nøgen mand på bunden af en sake-kop bliver levende for hendes øjne og inspirerer hende til endelig at tage hul på et rigtigt bogprojekt.

Felix er begejstret og sender uden Agathes vidende et par kapitler til et britisk forfatterrefugie, drevet af Jane Austens fjerne slægtninge. Og da hun vinder tre ugers ophold, må hun tage en svær beslutning: Skal hun satse? Tør hun? Og hvad med Felix, der måske faktisk har potentiale til at være mere end en god ven?

Det hele bliver endnu mere kompliceret, da hun lander i England og bliver hentet af Jane Austens grand-grand-grand-grand-nevø, Oliver, der – udover at være en gnaven gut med en mur af fordomme om franske kvinder – også er både høj, mørk og ganske flot.

Pludselig står eneboeren Agathe i den grad uden for sin komfortzone: i et andet land, med en skriveblokering og en potentiel kærlighedstrekant foran sig.

Ujævn, men med charme

Det er en sød historie. Sjov og præcist lige så akavet, kikset og tåkrummende som Agathe selv. Men også lige så charmerende i sin beskrivelse af et menneske, der har opgivet håbet om, at der findes kærlighed til hende.

Og som pludselig befinder sig i en situation, hvor hun har hele to mulige veje at gå. Eller faktisk tre – for det er jo også en mulighed ikke at vælge nogen af de mulige bejlere. Agathes famlende vej mod frihed og en fremtid, hvor livet ikke bare passerer forbi hende, men faktisk leves, er ganske rørende.

Ikke mindst fordi Camille Rutherford spiller Agathe, som var hun en ægte Austen-heltinde: stærk, stridbar, stædig og helt sin egen – men med en sårbar kerne og skrøbelige drømme, man håber vil gå i opfyldelse for hende. Hendes i stigende grad romantiske dans om Oliver, fint spillet af Charlie Anson fra 'Downton Abbey', er også rigtig fin, sød og sjov.

Romantiske utopier

Når 'Jane Austen ødelagde mit liv’ alligevel ikke kommer helt op at ringe, skyldes det, at den aldrig helt finder en jævn tone. Den vil for mange ting, der stritter i forskellige retninger. Den vil gerne være gammeldags og romantisk, men samtidig moderne og feministisk.

Den vil gerne være sjov, men også oprigtig. Akavet, men samtidig sofistikeret. Sværmerisk, men alligevel rationel. Det er der selvfølgelig en pointe med, for den romantiske virkelighed, Agathe har læst sig til gennem Jane Austen, kan virkeligheden selvfølgelig sjældent leve op til.

Deraf titlen, der også kunne have været: ’Romantiske komedier ødelagde min evne til at se kærligheden, når den står lige foran mig’.

Men der er toneskift nok til, at man ville være blevet helt rundtosset, hvis ikke Camille Rutherfords Agathe havde været et så fint og stabilt holdepunkt.

I hende finder alle modsætninger en plads. Hun kan faktisk være det hele på én gang. En gammel sjæl i et moderne liv. Det er det, der gør hende så uimodståelig. Og filmen så charmerende – alle skønhedsfejl og ujævne vejbump til trods.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: