Anmeldelse: Jodie Foster er formidabel på fransk

Hvad virker bedst, psykoanalyse eller hypnose? Ifølge en patient, som psykiateren Lilian (Jodie Foster) møder i starten af ’A Private Life’, er der ingen tvivl. Efter en enkelt hypnose droppede han smøgerne, som han i årevis havde forsøgt at lægge på hylden gennem ugentlige samtaler med Lilian.

Freud stoppede med hypnose, fordi behandlingen var for hurtig, lyder det fra hypnotisøren, som Lilian ser sig fristet til at besøge. Det er altså mere mellem himmel og jord, og ved at komme i kontakt med vores underbevidsthed er der mulighed for at lære os selv bedre at kende.

Det synes i hvert fald at være filmens holdning det meste af tiden, men som et genstridigt stykke sæbe glider den rundt mellem fingrene på publikum.

’A Private Life’ er en genreblandende sag, der i løbet af en stram spilletid skifter personlighed som en skizofren – fra psykologisk thriller til letbenet krimikomedie.

Det er både forvirrende og engagerende, men takket være en stærk menneskelig kerne er man med hele vejen til det tilfredsstillende klimaks.

Uligevægtige gravide kvinder

Talking Heads’ uendeligt cool ’Psycho Killer’ sparker filmen i gang med en blanding af engelsk og fransk lyrik, der sætter tonen for en film i krydsfeltet mellem de to sprog.

Jodie Fosters hovedperson Lilian er en kompleks kvinde, der har et svært forhold til både sine egne og andre menneskers følelser. Det gør det vanskeligt for hende at være en god mor, men også jobbet som psykiater må være temmelig besværligt.

Folk blotter deres sjæl på hendes briks, men bliver blot til bånd med navne på, som hun optager i stedet for at lytte.

Det ændrer sig dog, da hendes mangeårige patient Paula (Virginie Efira) begår selvmord. Lilian havde følelser i klemme hos Paula og ser ingen anden forklaring end, at nogen tog livet af den enigmatiske kvinde.

Først mistænker Lilian Paulas gravide datter – kvinder bliver uligevægtige sidst i graviditeten, lyder en morsom oneliner – men snart vender hendes lettere flaksende opmærksomhed sig mod Paulas mand Simon (Mathieu Amalric).

Han sørger på overfladen over konen, men langt ude på det franske land gemmer han sig med en anden kvinde, som han dyrker passioneret sex med. Har han også et økonomisk motiv for at få fingrene i Paulas store arv fra tanten?

Stjerners forspil i elevatoren

Det hele er svært at finde hoved og hale i, men betagende samspil mellem store stjerner får den noget klumpede fortælling til at glide.

Jodie Foster taler upåklageligt fransk som amerikanskfødte Lilian, men filmens helt store force er den universelt forrygende kemi mellem hende og Daniel Auteuil som eksmanden Gabriel. Der er en dejligt let tone mellem det forhenværende ægtepar, der hygger sig underligt meget, mens de som totale amatører efterforsker et formodet mord.

Det ene øjeblik drikker de sig fulde i rødvin på en restaurant og starter forspillet i elevatoren på vej op i hendes lejlighed. Det næste øjeblik hopper de i en bil og er et gakket makkerpar på opklaringsarbejde, der finder humoren i et glattejern, som ligner en dildo.

På sin vis bliver plottet rimelig ligegyldigt, når først de to folder sig ud sammen. Han er øjenlæge og skal i første omgang blot se hende, fordi hun efter Paulas død begynder at græde uforklarligt og lydløst, så tårerne triller stille ned ad hendes kinder.

Han ser ingen behandling, men førnævnte hypnotisør klarer Lilians problem på et øjeblik ved at føre hende ind i drømmesyn om tidligere liv. Hun vil ikke en gang have penge for det, og det kan dårligt ses som andet end et nyrestød til traumebehandlingsindustrien.

Underholdende blindgyder

Instruktør Rebecca Zlotowski sætter mange tallerkener til at snurre rundt og er kun interesseret i at fange nogle af dem, inden de falder til jorden.

Der er et overnaturligt spor i de hypnosesyn, som Lilian får, men i sidste ende er sandheden om Paulas død noget mere jordbunden. Derfor virker det som narrative blindgyder, at hun ser sin søn som nazistisk SS-officer og frygter at have sluppet Paulas dibbuk – en ond sjæl i jødisk folklore – fri.

Den jødiske kultur bliver pludselig skudt ind hist og her, og det skorter ikke på fortolkningsmuligheder, når snart sagt alt mytologisk tankegods er i spil. Men de uendelige alternativer betyder, at man faktisk ikke gider forsøge at finde frem til en sandhed.

Som højkonceptuel kunstfilm med et ønske om at levere flere spørgsmål end svar er det indlejret i filmens dna, at der ikke findes en objektiv sandhed.

Og det kan man faktisk godt leve med, fordi det alt andet lige er en underholdende tur, vi kommer ud på med fascinerende personligheder.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: