Anmeldelse: Jeg har aldrig set et barn, der spiller så råt og ægte som i ’Min Gloria’

Der tales og skrives en del om, hvordan det er at være au pair, ikke mindst i forhold til løn og udnyttelse af billig arbejdskraft fra ofte fattigere lande. Men hvordan er det egentlig at være det barn, der vokser op med en betalt barnepige som sin tætteste voksenkontakt?

Det får man et ret godt indtryk af i Marie Amachoukelis både rørende og tankevækkende Min Gloria. Hovedpersonen er nemlig seksårige Cléo fra Paris, der mistede sin mor til kræft, da hun var bare to år og derfor nu tilbringer det meste af sin tid sammen med sin kærlige børnepasser Gloria fra Cap Verde.

Det er Gloria, der bader hende, putter hende og lærer hende om verden. Det er hende, hun fniser så meget med, at hun får ondt i maven. De to forstår hinanden, i en grad, så de nærmest danner en lille symbiose, hvor der ikke altid er særligt meget plads til Cléos kærlige, men fortravlede, far.

I børnehøjde

Men da Glorias mor dør, er hun nødt til at vende tilbage til Cap Verde for at være mor for sine egne børn, en dreng og en pige, som hun har forladt for at tjene penge til familien. Cléo er ude af sig selv af sorg over at miste den eneste moderskikkelse, hun kan huske at have haft.

Ikke mindst fordi hun aldrig havde forestillet sig et liv uden Gloria, eller at Gloria havde et liv før hende. Hun var hendes! Cléos far indvilliger derfor i, at de to kan tilbringe en sidste sommer sammen hos Gloria i Cap Verde. Mod betaling, selvfølgelig. Det bliver et følelsesladet gensyn – på godt og ondt.

Min Gloria er et afdæmpet og fint portræt af kærlighed i børnehøjde. Af længslen efter en mors kærlighed. Og af barnets stille (og til tider også knap så stille) sorgproces – for selv om Cléo kun er seks år, ved hun inderst inde godt, at sommeren med Gloria, med alle dens badeture og solbeskinnede dage, får en ende. Selv om alt i hende stritter imod erkendelsen.

Dømmer aldrig

Men Cléo er ikke det eneste barn, der kommer i klemme. Glorias to børn har været nødt til at undvære deres mor i så mange år, at de nærmest ser hende som en fremmed. Datteren Fernanda, der er den ældste, forholder sig køligt neutralt til Gloria. Som en bekendt, man godt kan lide, men ikke er tæt på.

Som en yderligere påmindelse om Glorias svigt, er hun gravid, og frygter for, hvordan hun selv vil være som mor. Sønnen, César, reagerer mere voldsomt – med trods og smækkede døre. For ham er Cléos tilstedeværelse en konstant påmindelse om, at han selv er blevet svigtet, valgt fra, så hans mor i stedet kunne være mor for en andens barn. Hans smerte råber lige så højt som hans vrede. Der ligger en konstant understrøm af fare under hans del af fortællingen – for er han så vred, at han vil lade det gå ud over Gloria? Eller finder de et fælles fodslag, som det de er – to børn, der begge savner en mors kærlighed.

Det er ganske barskt med alle de svigtede børn, men Marie Amachoukeli-Barsacq dømmer aldrig, ligesom hun holder tonen let. Hun observerer bare. I erkendelse af, at en mor undertiden ikke har så mange valg. Og at det at forlade sit barn også kan være gjort af den form for kærlighed, der hedder nødvendighed. For nogen skal jo tjene penge til familiens overlevelse.

Købt kærlighed

På den måde bliver Min Gloria en kontant påmindelse om, at kærlighed måske nok er universel, men ikke altid uden omkostninger. Og Cléos lykke og tryghed sammen med Gloria har kostet to andre børn dyrt. Samtidig med, at det er den, der har givet dem mad på bordet og tøj på kroppen.

Og kan man i øvrigt, i sidste ende, tale om kærlighed, når den er købt og betalt?

Fra barnets side – ja! Men hvad med den voksne? Den Cap Verdiske skuespiller Ilca Moreno Zego formidler det dobbelttydige i Glorias relation til Cléo på fineste vis. For det er ikke kun sjov og ballade at have et feriebarn. Det er også noget. der indimellem hænger hende langt ud af halsen, når Cléo bliver træt og besværlig – som seksårige jo gør, og Gloria hellere vil mødes på stranden med sin nye kæreste. Så bliver det tydeligt, at ferien for hende først og fremmest er et job. Og at det endegyldige farvel måske også lidt bliver en lettelse. Nok først og fremmest på grund af hendes dårlige samvittighed over, at hun, ved hvert eneste slag hendes hjerte slår for Cléo, forråder sine biologiske børn.

Fantastisk præstation

Louise Mauroy-Panzani var kun seks år, da hun indspillede rollen som den jævnaldrende Cléo, og hun er fantastisk! Film, der har mindre børn i de bærende hovedroller, står og falder med barneskuespillerens præstation, og denne anmelder kan ganske enkelt ikke huske at have set et barn, der spiller så råt og ægte hele vejen igennem.

Både når det gælder uforfalsket glæde og de smertefulde tårer. Det er en stor og kompleks rolle for et så lille barn, men hun formår at formidle alle de følelser, der vælter gennem Cléos lille krop, mens hun med barnets iboende nysgerrighed bruger sommeren på at udforske et fremmed sted – og kæmpe for en kærlighed, hun allerede har tabt.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: