
Anmeldelse: Det sker sjældent, at jeg siger det her, men varulvefilmen ’Wolf Man’ er alt for kort

Wolf Man
Premieredato: 16. januar 2025
Genre: Horror
Instruktør: Leigh Whannell
Manuskriptforfatter: Leigh Whannell, Corbett Tuck
Medvirkende: Christopher Abbott, Julia Garner, Matilda Firth, Sam Jaeger m.fl.
Land: USA
Spilletid: 1 time og 43 minutter
De fleste kender varulve-myten.
Når det bliver fuldmåne, bliver den stakkels forbandede sjæl transformeret til en ulvelignende skabning, som ødelægger og dræber alt, der kommer i vejen for den. Det er sjældent, at der laves variationer over denne.
Men det er ikke desto mindre dét, som instruktør og medmanuskriptforfatter Leigh Whannell gør i ’Wolf Man’. I stedet for den klassiske fuldmåneforvandling twister han det mere over i en realistisk og nærmest zombieagtig retning.

Filmen begynder således med et tekststykke, hvor der står, at en vandrer i 1995 er forsvundet i skovene i staten Oregon. Rygterne siger, at han er blevet smittet med ”bjergfeber”. En lidelse, der ifølge indfødte amerikanernes sagn indebærer en transformation fra menneske til ulveansigt.
Ved at anvende en ny skabelsesmulighed og fjerne fuldmåneelementet bliver det hele langt mere uforudsigeligt.

Efter teksten får vi en lille sekvens, hvor vi følger en far-søn-duo på jagt ude i skoven. Noget stort og mystisk begynder at jage dem, inden det igen forsvinder lige så hurtigt, som det dukkede op.
30 år senere er drengen Blake (Christopher Abbott) blevet en voksen mand og nu selv far til pigen Ginger (Matilda Firth). Han er arbejdsløs og tager sig derfor af hende og hjemmet, mens hustruen Charlotte (Julia Garner) har et hektisk arbejdsliv som journalist.

Der er småknas i ægteskabet, og da Blake får besked om, at hans far, der har været forsvundet i lang tid, endelig er blevet erklæret død, foreslår han, at familien tager sammen til Oregon og pakker farens hus i skoven ned.
Kort tid efter ankomsten til skoven kører de galt og bliver jagtet af en ukendt skabning, der river Blake på armen. Og så er spørgsmålet, om sygdommen eller det faderlige beskytterinstinkt vinder kampen om hans hjerne.
Lyden af smerte
Det går virkelig hurtigt i ’Wolf Man’. Selvom spilletiden officielt er 103 minutter, er det reelt under halvanden times film, vi rent faktisk får.
Derfor bliver der ikke brugt særlig lang tid på karakteropbygning eller suspense. Vi får lige ridset groft op, hvad slags karakterer familien er, og hvor deres potentielle udvikling kan bevæge sig hen. Og så er det ellers bare katten-efter-musen og body horror-transformation for resten af billetprisen.

Transformationen af Blake er virkelig fascinerende. Whannell gør god brug af praktiske effekter og lancerer også et varulvedesign, som på mange måder adskiller sig fint fra andre.
Lyddesign er alfa og omega i disse scener. Lyden af knogler, som brækker, tænder, der falder ud, og inficeret kød, der væsker og flyder med blod. Transformation er et visuelt mareridt på flere niveauer, og den del er yderst velfortalt i ’Wolf Man’.

25 film, du ikke må gå glip af i biografen i 2025
Der er også noget hjerteskærende i at se situationen fra Blakes perspektiv. Resten er verden kan ikke forstå, hvad han siger, og han kan ikke forstå dem, så afmagten og frygten for at miste sig selv og svigte sin familie står så meget desto tydeligere frem.

Christopher Abbott, som fik sit gennembrud i HBO-serien ’Girls’, formidler fint Blakes deroute fra menneske over til det animalske mareridt. Når ’Wolf Man’ er bedst, går den direkte i hjertekulen.
Desværre sker det ikke tit nok i filmen.
Fremstår som en karikatur
Der er flere problemer med ’Wolf Man’ desværre.
Først og fremmest er filmen alt for kort. Manglen på god karakterudvikling kommer til udtryk, da fokus skifter fra Blake til Charlotte, og hun skal være helten. Julia Garner, som er en af sin generations bedste skuespillere, har ikke vanvittig meget at arbejde med, og derfor ender figuren mest af alt som en karikatur fremfor en nuanceret karakter.
Spilletiden er desuden for kort til at lave det samme ubehagelige horrordrama, som Leigh Whannell formåede med sin forrige film, ’The Invisible Man’.

Heri blev opdateringen af det klassiske monster til en urovækkende skildring af partnervold og den konstante frygt, som slår sine modbydelige klør i ofrene for den slags modbydelige overgreb.
I ’Wolf Man’ bliver temaet om at ville være den bedste beskytter for sin familie desværre ikke særlig fornemt udfoldet.

Her er de bedste internationale film i 2024
Filmen har da også været igennem en turbulent tilblivningsfase. Leigh Whannell har været tilknyttet af flere omgange, og i lang tid var det meningen, at ’Wolf Man’ skulle genforene Ryan Gosling med ’Blue Valentine ’-instruktøren Derek Cianfrance (’I Know This Much is True’).
Et eller andet sted i processen er det, som om fokus på at give den gode historie tid til at udfolde sig er blevet glemt.

I stedet for at fremstå som et moderne horrormesterværk med noget på hjertet om barndomstraumer og forældrerollen med alle dens implicitte forventninger og pligter, ender i ’Wolf Man’ med en actionhorrorversion, hvor der ikke bliver dvælet tilstrækkeligt ved de følelsesladede begivenheder eller skabt gode nok karakterer.
Skønne spildte muligheder er der mange af i film- og seriebranchen, men den her er ekstra frustrerende. For det kunne og burde have været så godt.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: