Film | Anmeldelser

Anmeldelse: ‘Den of Thieves: Pantera’ er muligvis historiens mest uinteressante kupfilm

Af
Lars Knudsen
23. januar 2025
Anmeldelse af Den of Thieves: Pantera'
Gerard Butler som 'Big Nick' O'Brien i 'Den of Thieves' / Foto: Rico Torres/Lionsgate

Del artikel

Efterfølgeren til ‘Den of Thieves’ har ikke meget at byde på. Første halvdel er ligegyldig, og selve kuppet er nærmest pinligt, dumt og ideforladt. 

Den of Thieves: Pantera

Premieredato: 23. januar 2025 i biograferne
Genre: Heist, action, drama
Instruktør: Christian Gutegast
Medvirkende: Gerard Butler, O’Shea Jackson Jr. Evin Ahmed, Salvatore Espasito, Orli Shuka,
Land: USA
Spilletid: 2 timer og 10 minutter

Da vi tog afsked med Big Nick (Gerard Butler) i action-heistfilmen ‘Den of Thieves’ fra 2018, var det gået op for ham, at de mange millioner han havde stjålet, var revet itu. Derudover opdagede han, at hans makker gennem hele filmen, Donny (O’Shea Jackson Jr.) var stukket af.

I efterfølgeren ‘Den of Thieves: Pantera’ er Butler tilbage i rollen som Big Nick. Nu er han midt i en skilsmisse, og han vil have de penge, Donnie skylder ham.

I mellemtiden har Donnie gennemført et succesfuld kup, hvor han har stjålet en stor mængde diamanter, og efterfølgende er han flygtet til Antwerpen. Her mødes han med lederen af den berygtede Panther-mafia, Jovanna (Evin Ahmad)

For diamanterne er ikke det endelige mål, de skal bruges som en del af en større plan, der går ud på at begå et af de største røverier nogensinde mod the World Diamond Center. En bygning med omkring 150 overvågningskameraer og et hav af sikkerhedsfolk.

Ligegyldig første halvdel

Der bliver lagt op til det helt store action-/thriller-/heistdrama i ‘Pantera’, og hvis bare den kunne leve op til en brøkdel af det, den lover i sit anslag, ville den være blevet til en hæderlig og underholdende actionfilm.

Men tempoet i filmens første halvdel (svarende til godt en time) dræner totalt fortællingen for alt, der minder om fremdrift.

Vi får ganske vist genetableret forholdet mellem Nick og Donny. Vi får fortalt, at Nick vil hjælpe Donny og hans nye kumpaner med det forestående kup. Vi ser Nick ryge sig høj på et diskotek og lægge an på et af bandemedlemmernes ekskæreste, hvilket naturligvis resulterer i et mindre slagsmål.

Og så får vi sat filmens mest ligegyldige gimmick i gang: Nick kan med sin tykke amerikanske accent ikke udtale ordet ‘croissant’ – og hvad så?

Det hele bliver en underlig blanding af vigtig viden og ligegyldig info, og efter den første time er der blevet snakket en del om kuppet, uden vi er blevet nævneværdigt klogere på, hvad det går ud på. Man er heller ikke det mindste engageret i de nye karakterer, og hvad endnu værre er: Man er blevet ligeglad de gamle.

Det er, som om Christian Gutegast, der igen både skriver og instruerer, tager for let på succesen fra den første film, og tager det for givet, at man vil interessere sig for historien, uanset hvor usammenhængende den er.

Ualmindelig dumt kup

Og når der endelig sker noget, og planlægningen skal forløses, bliver vi spist af med et ualmindelig tamt, hamrende uinteressant og meningsløst kup, der ikke bare er blottet for alt, der minder om spænding, men også bliver ufrivillig komisk.

Med 150 kameraer fordelt på gangene og de mange sikkerhedsansatte nærmer vi os noget, der minder om en aktion for Ethan Hunt i ‘Mission Impossible’. Her er det overhovedet ikke i nærheden af at være umuligt.

Vi får ganske vist fortalt, at der ikke er nogle blinde vinkler i forhold til de mange kameraer. Men det er ikke noget problem for røverne, for som de siger, så laver de bare deres egne – WTF?

Og uden megen forklaring render de nærmest ubesværet rundt på gangene i den totalt overvågede bygning. Og så gør de brug af noget, der minder om et usynlighedsskjold, som de gemmer sig bag – fik jeg sagt WTF?

Derudover er det til deres fordel, at der denne dag er en fodboldkamp på TV, der optager sikkerhedspersonalet, som derfor ikke har fokus på deres arbejde. Men heldigvis for dem, er de bedre underholdt, end vi er som seere.

Idéforladt og flad film

Det er tydeligt, at Gudegast her, ligesom den første film, har hentet inspiration fra nogle af de tunge film i genren så som Michael Mans mesterværk ‘Heat’, ‘Ocean’s Eleven’ og ‘Inside Man’. Det kan ses på både humoren, dialogen, kuppets udførsel, biljagterne og ikke mindst forsøget på at skabe interessante karakterer. På samtlige områder falder den totalt til jorden.

Der, hvor det er værst, er som før nævnt, det fuldstændigt uinteressante kup, der ikke på noget tidspunkt får en til at engagere sig. Men også i en af filmens stort anlagte biljagter på vejene i Sydfrankrigs flotte natur springer man over, hvor gærdet er absolut lavest. I de 10 minutter, biljagten varer, ser man ikke en eneste anden bil. Hvilket gør, at man unægtelig må sidde med en tam følelse, når jagten er ovre.

Det mest/eneste positive at sige om ‘Den of Thieves: Pantera’ er, at det relativt beskedne budget på omkring 40 millioner dollars er brugt fornuftigt i forhold til produktionen.

Filmen har flotte billeder, gode effekter og er solidt klippet. Men i dette tilfælde er det slet ikke nok til at dække over det faktum, at her er tale om en hamrende idéforladt og flad film.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser