Anmeldelse: Komediefilmen ’BlackBerry’ er en sikker vinder

Der var engang, hvor mobiltelefoner var nogle sorte klodser med fysiske knapper, og ikke bare dem, der sidder ude på siden.

Det føles som en evighed siden, og det er det også, når vi snakker teknologialder. Før Apple revolutionerede det hele med touchscreen og lækre smartphones, var der et mærke, der trynede alle de andre.

BlackBerry var forretningsmandens kæreste ejendel. Med det overskuelige og behagelige tastatur var det perfekt til beskeder og mails. I velmagtsdagene sad firmaet på hele 45 % af mobiltelefonmarkedet. Et brand … det er dominans.

Men der var umiddelbart ikke noget, som tydede på, at det skulle blive sådan. I hvert fald når man ser biopic'en BlackBerry. Her følger vi selskabet helt tilbage fra den spæde start, hvor de er de rene amatører, der knapt nok kan finde ud af at skrue en salgstale sammen, så nogen gider at investerer i idéen.

Med velvalgte nedslagspunkter kommer vi rundt omkring nogle af de mest skelsættende øjeblikke i BlackBerrys historie. Forlægget er forfatterne Jacquie McNish og Sean Silcoffs bog Losing the Signal: The Untold Story Behind the Extraordinary Rise and Spectacular Fall of BlackBerry, som instruktør Matt Johnson – der desuden også spiller en af de bærende roller – har adapteret sammen med med-manuskriptforfatter Matthew Miller.

Sjældent har det været så fascinerende og sjovt at følge en deroute, som det er i BlackBerry.

Tåkrummende grinagtigt

Filmen foregår primært i tre forskellige år: 1996, 2003 og 2007.

I starten er vi med helt tilbage, da firmaet bestod af de to grundlæggere Mike Lazaridis (Jay Baruchel) og Doug Fregin (Matt Johnson) samt en håndfuld ingeniører. Der er fuld drengerøvstemning og slut-90'er-nostalgi på kontoret, hvor tiden blandt andet bliver brugt på at game strategispillet Red Alert eller skydespillet Doom.

Fredagsfilm er selvfølgelig en fast del af kulturen i den lille iværksættervirksomhed, hvor alle kan replikkerne til den første Indiana Jones-film. Det er ren hygge og knapt så professionelt.

Det bliver der ændret på, da forretningsmanden Jim Balsillie (Glenn Howerton) bliver involveret. Den arrige mand er netop blevet fyret fra sit forrige job, men har en lille fidus til mobilfirmaet. Især da det går op for ham, at andre firmaer arbejder på en lignende telefon.

1996 er honeymoon-fasen for BlackBerry. Selv om der stadig er et stykke vej helt op til toppen, er der gåpåmod i lange baner. Mike er en kejtet opfinder med gode idéer og hjertet på det rette sted. Hans store aversion mod billigt fremstillede kinesiske produkter er nobel i forhold til kynisk kapitalistisk bundlinjefokus.

Jim er modsætningen, og hans fiksering på at eje et hockeyhold er både grinagtig, men også urovækkende. For han er den skruppelløse forretningsmand, man enten vil have på sit hold eller frygter at have som modstander. Howerton er fremragende som den konsekvent koleriske hidsigprop, der virker til at blive personligt fornærmet, hver gang nogen siger nej til ham. I den forstand er det ikke langt fra skuespillerens glansrolle i komedieserien It’s Always Sunny in Philadelphia.

Jay Baruchel fungerer ligeledes godt som den stille, akavede opfinder, som dog senere hen tapper ind i sin hensynsløse side. Med tilpas Wall Street finans-bro-frisure und alles.

Når venner bliver til fjender

Udover det overskuelige historiske overblik sidder replikkerne lige i skabet, hver gang. Den canadiske indiedarling-filmskaber Matt Johnson er selv uovertruffen som bandanabærende ingeniør, der vitterligt er en omvandrende HR-sag af upassende kommentarer og tvivlsom arbejdsmiljøattitude. Til gengæld har han hjerte, og i lang tid er der en tvekamp mellem ham og Jim om Mikes moralske kompas og sjæl.

Det er svært ikke at holde af folkene i BlackBerry, Jims lettere usympatiske væsen til trods. Man vil gerne have, at det lykkes for dem.

Men vi ved godt, at det ikke sker. For hvem kender du lige, som har en BlackBerry?

Som publikum sidder man uroligt og venter på, hvornår lykken vender. Hvornår dukker Steve Jobs op i sin sorte turtleneck og blå jeans og ødelægger det hele med iPhone? Det er ligesom at se Titanic, isbjerget kommer, og alle dør, det er givet på forhånd.

Hvordan vi kommer derhen, er ikke givet. Humoren er mere grovkornet, og det hele knapt så flashy som Dumb Money, der var lidt i samme dur som BlackBerry. Omvendt er det heller ikke lige så dystert og misantropisk som The Social Network, og i stedet fremstår BlackBerry som det perfekte miks af de to film.

Når BlackBerry er bedst, er det en superb komedie. At den også bliver klippet om til en serieversion, hvor vi får endnu mere, kan udelukkende kun blive godt.

Der er dybt at falde fra toppen af tech-verden, og Matt Johnson får skildret det med et sjældent set overskud i biopic-genren, der til tider har det med at trække i langdrag.

BlackBerry er, modsat mobiltelefonen, en sikker vinder, man har lyst til at vende tilbage til igen og igen.