Anmeldelse: ’Dumb Money’ er den sjoveste film om aktiehandel nogensinde
Dumb Money
Premieredato: 21. september 2023 i biograferne
Genre: Biografi, komedie, drama
Instruktør: Craig Gillespie
Manuskriptforfatter: Lauren Schuker Blum og Rebecca Angelo, baseret på Ben Mezrich bog 'The Antisocial Network'
Medvirkende: Paul Dano, Seth Rogen, Pete Davidson, America Ferrera, Nick Offerman, Anthony Ramos, Shailene Woodley m.fl.
Land: USA
Spilletid: 1 time og 45 minutter
Aktier er en finurlig størrelse. Præcis som penge har de kun den værdi, som det omkringliggende samfund tildeler dem. Hvis mange vil have en bestemt aktie, men der kun er et begrænset antal til rådighed, bliver de meget værd.
Er man snedig, kan man spekulere i det med meget stor profit til følge. Men hvordan forklarer man alle nuancerne i det forholdsvis komplicerede skakspil, der er aktiehandel?
Martin Scorsese og Leonardo DiCaprio gav en glimrende kokainintroduktion til aktiespillet med The Wolf of Wall Street (2013), hvorefter Adam Mckays Oscar-vinder The Big Short gav en endog meget brugervenlig og poppet gennemgang i 2015.
Før da var der selvfølgelig Bossen og bumsen, Wall Street og den kriminelt undervurderede Boiler Room, men de havde alle et fiktivt udgangspunkt, hvorimod de to førnævnte var forankrede i virkelige begivenheder.
Det er da også virkeligheden, Dumb Money læner sig op ad. Titlen refererer til det nedladende insider-udtryk, som aktiefolk bruger om amatørinvestorer – uvidende dummernikker, der handler med hjertet fremfor hjernen.
Men hvis der er nok med hjertet på rette sted, kan de overrumple selv de største finanshajer.
Og det var dét, som skete i januar/februar 2021. En række amerikanere spredt over hele landet havde i løbet af det seneste halve år investeret i aktier hos GameStop, en butikskæde med speciale i videospil.
Wall Street havde satset på, at firmaet ville gå rabundus. Men fordi de menige amerikanere investerede så massivt, steg aktien på et halvt år fra 3 dollars stykket til over 400. Afhængig af hvilken side af handlen man befandt sig, var det med enten en potentiel massiv gevinst eller en katastrofal økonomisk lussing.
Anmeldelse: ‘Ehrengard’ forener arvegods og Oscar-guld med et lummert glimt i øjet
Folket mod finansen
Dumb Money viser begivenhederne, som leder op til den uventede situation. Vi er stadig i coronatiden, om end hen imod nedtrapningen af den globale pandemi.
Det stille og undervurderede finansgeni Keith Gill (Paul Dano) arbejder til dagligt som lavtlønnet analytiker. Men i fritiden – når han ikke er hengiven husbond for konen Caroline (Shailene Woodley) og far for deres lille baby – er han YouTuber med det bombastiske navn Roaring Kitty. Komplet med rød bandana og masser af katte-memes og – plakater i baggrunden.
Keith fortæller med stor passion om, hvilke aktier han ser en god fidus i, og som han personligt har lyst til at investere i, fordi han mener, det er en god handel. Et af hans tilbagevendende argumenter for, at det netop er GameStop-aktien er, at han simpelthen godt kan lide forretningen.
Anmeldelse: Den absurde komedieserie ’I’m a Virgo’ er måske årets vildeste serieoplevelse
Få skuespillere kan som Paul Dano levere en så sukkersød og uskyldig replik, så man rent faktisk tror på det. Lige så urovækkende og skræmmende han var i The Batman som skurken The Riddler, lige så fremragende er han i Dumb Money. Han har han det average joe-look, man sjældent ser i blankpolerede amerikanske film.
Han er filmens hjerte og sjæl, men vi kommer også omkring de almindelige mennesker, som opkøber GameStop-aktier. Sygeplejersker, collegestuderende og sågar en ansat fra butikskæden. Det er arbejderklassen mod de rige.
En hjertevarm kindhest
Selv om det ville være fristende at reducere finansfolkene til rige, dumme svin, kommer der alligevel lidt nuancer. Jovist, Vincent D’Onofrio, Nick Offerman og Sebastian Stan spiller røvhuller af høj karat med vidunderlig bravur og til grinagtig perfektion.
Anmeldelse: Aristokratiet bliver fremragende spiddet i den sorte komedieserie ’The Great’
Det samme gør sig gældende for Seth Rogens karakter, som er ”hovedfjenden”. Men i enkelte momenter bliver han menneskeliggjort. Det er en lille scene mellem ham og konen (Olivia Thirlby) i deres soveværelse, men det hæver lige hans endimensionelle børsbro til et rigtigt menneske.
Og det er virkelig i de små øjeblikke, at Dumb Money excellerer. De små korte scener med Keith og hans bror (Pete Davidson i vanligt brovtende storform) og deres forældre (Kate Burton og Clancy Brown) er herlige. Enten lårklaskende sjove eller dybt rørende, når de besøger brødrenes afdøde søsters gravsted. Stilheden er larmende, og sorgen står malet i deres ansigter og kroppe, hvor hver en fiber er spændt.
Med tanke på, at instruktør Craig Gillespie tidligere har lavet de vilde og ekstravagante I, Tonya, Cruella og Pam & Tommy, er det overraskende, hvor afdæmpet denne film er. Der bliver dog skejet ud en gang imellem, og der er masser af needle drops til at iscenesætte, hvilket tidspunkt i popkulturen vi befinder os i. Det er en rigtig fed musikside.
Dumb Money fanger perfekt den tidsånd, hvor den almene amerikaner er blevet træt af etablissementet og er klar til at gøre, hvad de kan for sig selv og give fingeren til magthaverne. Det er gennem Reddit og YouTube, at der bliver kaldt til våben.
Det er ikke for ingenting, at Lauren Schuker Blum og Rebecca Angelos manuskript er en adaptation af Ben Mezrichs bog The Antisocial Network. Hvis forfatter og titel lyder lidt bekendt, er det fordi han også står bag The Social Network, der som bekendt blev en ganske succesfuld David Fincher-film om Facebook.
Er der nogen som helst retfærdighed til, bliver Dumb Money også en lille tidskapsel-guldklump.