Anmeldelse: ’Kvinden i kahyt nr. 10’ er en filmisk knaldroman

Vi spilder ikke tiden. Efter en kort intro på fem minutter, hvor vi lærer, at hovedpersonen Laura (Keira Knightley) er hæderkronet journalist på den engelske avis The Guardian, er vi ude på den luksusyacht, hvor det meste af handlingen foregår.

Netflix-filmen ’Kvinden i kahyt nr. 10’ er en filmatisering af Ruth Wares bog af samme navn. I begge bliver Laura indrulleret i et mordmysterium, da hun en mørk nattetime ser en krop blive kastet over bord. Der er bare det problem, at der ifølge bådens ejer hverken mangler passagerer eller besætningsmedlemmer, så hvad så Laura egentlig? Og hvem er skyldig i mordet – hvis der overhovedet var et mord?

Det er sådan set dejligt ukrukket, at filmen bare kaster sig ud i handlingen og bølgen blå. Desværre bevirker det også, at man ikke når at blive investeret i Lauras problemer eller forstår hendes motivation for at tage imod invitationen fra et velhavende ægtepar om at tage med på bådens jomfrurejse.

Hun har kort forinden oplevet noget traumatisk, da hun under arbejdet med en historie så en kvinde blive dræbt. Det tjener som grund til, at hun med egne ord har lyst til at skrive ”en hjertevarmer i hjerteløse tider”, men det fremstår mest som en halvbagt manuskripttanke.

Hverken menneske eller karikatur

’Kvinden i kahyt nr. 10’ er en spændingskrimi, hvor pulsen holdes høj med hurtig klipning og nervepirrende underlægningsmusik. Filmen er også en psykologisk thriller, hvor vi skal komme i tvivl om, hvad Laura egentlig har oplevet. Undervejs bliver der lagt små tråde ud, som skal få publikum til at tvivle på, om hovedpersonen er en troværdig fortæller.

Keira Knightley er et solidt anker som Laura, fordi hendes udtryksfulde ansigt viser, at hun langt fra bevæger sig som en fisk i vandet blandt de rige gæster. Til gengæld er der ikke den store kemi mellem Knightley og David Ajala, der spiller Lauras fotograf-ekskæreste Ben, som også er ombord for at tage billeder af den tragisk-festlige komsammen.

Den enorme yacht sejler under norsk flag og er ejet af den midaldrende milliardærmogul Anne Lyngstad (Lisa Loven Kongsli). Jomfrurejsen markerer samtidig en afslutning, fordi den norske kvinde er døden nær af en kræftsygdom.

Derfor er det mest hendes mand, Richard Bullmer (Guy Pearce), der står for at underholde gæsterne, som er et udsnit af den såkaldte ene procent, der udgør verdens mest velhavende. De bliver skildret som den slags usympatiske og excentriske mennesker, vi er vant til at se i film og serier.

Der er øjensynligt en ambition om at gøre grin med dem, men vi er meget langt fra komikken i Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’, hvor absurditeten får frit spil.

I ’Kvinden i kahyt nr. 10’ bliver det ikke vildere, end at karaktererne sover i badekarret og sardonisk driller hinanden. Der er også en rockstjerne på fransk visit, men han joker vist kun med at have stoffer med og smutter, så snart det bliver en smule spændende.

Ingen af dem bliver udfoldet nok til, at man tror på dem som mennesker. Samtidig er de for utydelige til at være interessante karikaturer og bliver hurtigt ligegyldige. Og så er det jo endnu mere ærgerligt, at en dygtig skuespiller som Emmy-vinderen Hannah Waddingham (’Ted Lasso’) spilder sine talenter som hovedrige Heidi.

Dystre spejlinger

Filmens australske instruktør Simon Stone er bedst kendt som skuespiller, der har gjort sig en del på teatret. Han lykkes dog fint med at stramme spændingsskruetvingen og skabe slående billeder, som med konstante skygger og spejlinger ikke bare fremmaner en dyster stemning, men også hænger sammen med handlingen.

Både havet og yachtens blanke vægge bliver udnyttet til at gøre billedsiden til en aktiv medspiller, hvor der hele tiden sker noget. Derfor er det synd, at fortællingen i det store hele ikke rigtigt hænger sammen eller giver mening. Instruktøren og hans medmanuskriptforfattere, Joe Shrapnel og Anna Waterhouse, synes at være fanget mellem at ville lave en krimi i Agatha Christie-traditionen, hvor sporene løbende dukker op, og en psykologisk thriller som et karakterstudie.

Måske har der været for mange kokke i køkkenet, for ifølge krediteringen blev bogen først adapteret af den succesfulde manuskriptforfatter Emma Frost (’The White Princess’), som på et tidspunkt har sluppet projektet.

Lufthavnslitteratur på Netflix

Danske Amanda Collin spiller en mindre, men helt afgørende rolle som sikkerhedschefen, hvis navn Sigrid, når man udtaler det på engelsk, får én til at tænke, at hun nok skjuler en hemmelighed.

Opbygningen fungerer dog bedre end udførslen i ’Kvinden i kahyt nr. 10’, hvis forskellige plottwists ikke overrasker nær så meget, som filmfolkene nok havde håbet. Det er en filmisk pendant til et stykke lufthavnslitteratur, som onde tunger gerne kalder en knaldroman.

Den slags har dog ofte et stort publikum af en grund, og Netflix skal også nok hive en del seere ind med den nye udgave af en klassisk fortælling om mord og mystik på åbent hav.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: