Anmeldelse: ‘Maestro’ er et flot, men overfladisk portræt af Leonard Bernstein

Leonard Bernstein (1918-1990) var et legendarisk talent, når det kom til musik. Som kun 25-årig fik han sit gennembrud på et afbud. Dirigenten for New York Philharmonic var blevet syg, det samme var hans stedfortræder, og så fik den unge Bernstein chancen.

Og tog den. I en grad man sjældent har set, hverken før eller efter. Ingen var efter koncerten i tvivl om, at en storslået ny dirigent havde set dagens lys.

Siden gik det stærkt, både med at dirigere nogle af verdens førende symfoniorkestre, med at komponere musik i forskellige genrer, bl.a. til filmen West Side Story og med at undervise og indføre unge i klassisk musik.

Spielberg valgte Cooper

Man kan med andre ord godt forstå, at Bradley Cooper har tænkt, at her er et så interessant og epokegørende menneske, at man kan lave en spændende biografisk film om ham. Eller rettere, det var faktisk Martin Scorsese, der først fik idéen, og da han ikke havde tid – han skulle lave The Irishman – overlod Scorsese roret til Steven Spielberg.

Og da Spielberg så Bradley Coopers første film som instruktør, A Star Is Born, spurgte han Cooper, om han ville have jobbet. Således står filmen nu med både Scorsese og Spielberg som producere. Et stærkt lineup.

Karriere eller kærlighed?

Cooper omskrev manuskriptet sammen med Josh Singer, og om det er dér i processen, det er gået skævt, kan man kun gisne om. I hvert fald har filmen et anderledes fokus end det forventelige, altså om Bernsteins karriere og kærlighed til musikken.

Musikken fylder kun ganske lidt, desværre. For hovedhistorien her i Maestro handler nemlig om et privat aspekt hos Bernstein. At han aldrig i offentligheden kom ud af skabet.

Og til at illustrere det, er vægten i langt de fleste scener i filmen lagt på Bernsteins kone, Felicia Montealegre, som han var gift med i 27 år og fik tre børn med.

Skjult seksualitet

Fortællingen om, at det kan være svært at stå ved sin seksualitet på grund af tidsalderen, kulturen etc., kan være en god historie og en, vi har set mange gange. Det kræver bare, at man kan mærke det menneske, der har kvalerne, tvivlen og den eksistentielle krise. Problemet i Maestro er, at det kan man ikke.

Bernstein fremstilles som en karismatisk, flirtende libertiner, der tager for sig af retterne, men portrætteringen af ham forbliver på det overfladiske plan, og efter filmen er man ikke blevet meget klogere på, hvilke tanker og følelser han selv havde om sit ægteskab og sine mange affærer, hvoraf nogle også indbefattede hans mandlige studerende.

Fra bifigur til hovedperson

Centrum for filmens historie bliver i stedet Felicia, som er hende, man følger og føler sympati for. Filmen burde retteligt have heddet Fru Maestro. Det ville have været mere sandfærdigt. På den måde lægger filmen sig, ufrivilligt eller ej, i kølvandet på Sofia Coppolas aktuelle Priscilla, der også handler om personen ved siden af hovedpersonen. Forskellen er bare, at Coppola melder klart ud, at det er hendes ærinde.

Selv om vi ikke ser, hvornår eller hvordan Felicia opdager og erkender, at hendes mand mest er til mænd, er det hende, vi ser føle sig ensom. Hende, der må beherske sin skarpe tunge, når hun tager Leonard i at kysse en mand i gangen til en fest i deres hjem. ‘Fix your hair, Lenny. You’re getting sloppy’, siger hun. Men hvad det betyder for deres forhold ellers, viser filmen ikke, hvilket er en stor mangel, når nu Cooper gør det til historiens omdrejningspunkt.

I stedet lægger han sine kræfter i at nuancere ægteskabet i Leonard og Felicias første møde. Der er ingen tvivl om, at der er en vis kemi mellem de to, en forbindelse, som de begge føler. Og at de livet igennem nærede oprigtige følelser for hinanden.

Men når Cooper svigter den ud-af-skabet-historie (og hvad der sker for de involverede familieparter, hvilket klart er en interessant og underbelyst fortælling), han igangsætter, føles det som en film, der tager tilløb uden at komme i mål.

Mimik og næser

Fokussen får også en indflydelse på skuespilpræstationerne. Carey Mulligan som Felicia får plads til at shine, og Mulligan griber spotlyset. I momenter leverer hun noget af sin karrieres bedste skuespil. Overfor står Bradley Cooper, der viser, at han er en teknisk dygtig skuespiller. Han går, taler, ryger og flirter som Leonard. Og rygtet siger, at han har brugt syv år på at træne sin dirigent-mimik.

I filmens ene store musikscene er han da også imponerende som den passionerede Bernstein. Det er levendegørelsen af Bernsteins berømte opførelse af Mahlers Resurrection symfoni nr. 2, i Ely-katedralen, med kor, symfoniorkester og hele svineriet. En seks minutter lang sekvens optaget med glidende kameraføringer – med Cooper i fuld udfoldelse. Det er smukt lavet, og man ønsker bare mere af det!

Men ret beset, bliver vi ikke klogere på, hvem Bernstein var som mand, inde bag det musikalske geni. Og for Coopers præstation betyder det, at han nok ligner, men at han ikke kan mærkes i maven, eller hvor følelserne nu sidder.

Angående at ligne, har der været kontrovers om Coopers påsatte næse. Filmen er blevet beskyldt for ‘jew facing’. Til dét er der kun to ting at sige: At forklæde sig er og har altid været en skuespillers gebet. Og virkeligt godt makeup-arbejde af en håndværksmæssig mester! Manden bag er den Oscar-vindende Kazu Hiro. Det var også ham, der lavede Gary Oldman om til Winston Churchill (uden woke protester, i øvrigt).

En fryd for øjet

Et andet sted, filmen brillerer, er i dens visuelle udtryk. Cooper leger med genrer, farver, s/h-lys, dans og maskinpistols screwballkomedie-replikskifte. Især ved Leonard og Felicias første møder bliver fortællingen koblet sammen med et slags overflødighedshorn af en hyldest til Hollywood. Det er veloplagt og vellavet og en fryd for filmøjet.

Alene for den del, Mahler-scenen og Carey Mulligans præstation, er filmen værd at se. Men man må bære over med en biografisk historie, der ikke rigtig interesserer sig for, hvem ‘the Maestro’ var, andet end hvem han kunne lide at gå i seng med.

Og uanset om det drejer sig om en berømt dirigent eller enhver anden, er det formål både fælt overfladisk og også temmelig skuffende. For historien om Leonard Bernstein er så meget mere. Bare ikke i Coopers hænder.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: