Anmeldelse: ’Mango’ er lige så glat og sød som frugten

Det er lidt et mysterium, hvorfor ’Mango’ hedder ’Mango’. Titlen siger nemlig intet om, hvad der er på spil mellem de to mennesker, som forelsker sig i løbet af filmen.

Bevares, filmen foregår på en mangofarm – undskyld, det er vigtigt for ejeren, at man kalder det en mangoplantage – hvor der er rig mulighed for at indtage den eksotiske frugt i forskellige former, blandt andet som flydende mangonade, altså ligesom lemonade.

Her insisterer ejeren på, at det udtales på engelsk, hvilket selvfølgelig kan være fornuftigt nok, hvis man prøver at skabe brandgenkendelighed. Men i alle andre henseender er han ikke den store forretningsmand, så det virker som en joke, hvor man nok skulle have været der.

Måske skyldes titlen bare, at mango er et ret skægt ord. Jeg har for eksempel hygget mig meget godt med at skrive mango alt for mange gange i de ovenstående linjer.

Og faktisk er ’Mango’ en ganske hyggelig film. Den er fuldstændig ufarlig og med sin halvanden times spilletid lige til at fortære en aften foran fjernsynet. Om noget kan man mest skose den for at være lige rigeligt glat og sød – ikke ulig en mango.

Underbagt romance

To af dansk films hotteste skuespillere står over for hinanden i ’Mango’, der er det seneste danske udspil på Netflix.

Josephine Park spiller den ambitiøse hotelchef Lærke, der bliver sendt af sin overordnede Joan (Paprika Steen med morsom, nonchalant energi, som hun mestrer til perfektion) til Sydspanien. Her skal hun overbevise den danske Alex (Dar Salim) om at sælge sin mangoplantage, så der kan bygges et luksushotel på grunden.

Mens Lærke er karrierekvinde i en sådan grad, at hun dropper ferien med den voksne teenagedatter Agnes (Josephine Højbjerg), der i stedet for Bornholm kommer med til Málaga, er Alex idealist. I Dar Salims skikkelse mærker man, at Alex har noget tungt i bagagen og en god grund til ikke at sælge.

Til gengæld savner man en forklaring på, hvorfor de to stridshaner falder for hinanden – for handler det kun om, at de begge er smukke og solbrune? Den underbagte romance opvejes af god pingpong mellem alle medvirkende, og det skaber troværdig kemi ikke bare mellem hovedpersonerne, men samtlige involverede.

Anders W. Berthelsen er charmerende i sine få scener som Lærkes søde eksmand, der gerne giver en hånd i bytte for lidt hvidvin og går med til at afholde en gender reveal-fest med sin nye, gravide kone, selv om han dårligt kan udtale ordene.

Og så får Josephine Højbjerg som Agnes også noget at arbejde med, da hun er på frigørelsesprojekt efter et afslag fra Arkitektskolen, som tydeligvis har mange gode elever at vælge og vrage imellem.

Sentimental hjertevarme

Mehdi Avaz er lige nu aktuel i biografen med den veloplagte familiefilm ’Børnene fra Sølvgade tager kampen op’. Han er også blevet fast instruktør for Netflix, for hvem han har lavet det Christopher-bårne musikdrama ’A Beautiful Life’, efter at streamingtjenesten nappede kokkedramaet ’Toscana’, som blev fundet for let til biografen og da også blev gennemtygget og spyttet ud af anmeldere.

Manuskriptet til ’Mango’ er skrevet af instruktørens bror Milad Schwartz Avaz, der efter det fælles gennembrud med debutfilmen ’Mens vi lever’ og opfølgeren ’Kollision’ er gået mere dystert til værks i serierne ’Alfa’ og ’STHLM Blackout’. Her er han dog i et klichéfyldt feelgood-territorium, hvor det allerhøjst gør en smule ondt, inden alt forløser sig i en lykkelig slutning.

Brødrenes stil, der herligt ublu favner det sentimentale og hjertevarme, som ellers ofte har trange kår i den danske filmbranche, har ikke bare gjort dem populære hertillands, men også givet dem et internationalt publikum.

De er ikke bange for at give publikum, hvad de vil have, og cadeau for det. Men det er altså småt med twists i en film, når den største overraskelse er, hvor stort et lån man åbenbart kan tage som almindelig mellemleder.

Intetsigende postkort

’Mango’ er en film, som det er svært rigtigt at hidse sig op over. Alt og alle er så billedskønne og postkort-romantiske, at det hele får et kunstigt skær, som romcom-genren alt for ofte lider under.

Man trækker lidt på smilebåndet, når Lærke i bilen irriterer sin datter ved at bruge ordet bolle – altså i betydningen at have sex – et utal af gange. Det er jo ikke for alvor sjovt, men nærmere i familie med at more sig over at sige mango ad nauseam.

På den måde har filmen jo den helt perfekte titel, fordi den i al sin intetsigende væren meget fint viser, at vi har med en temmelig lækker-tom størrelse at gøre. De små antydninger af kritik af rejsebranchen og turismens ødelæggelse af det autentiske får ikke lov til at spolere en kærlighedsfortælling, der næppe går over i historien.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: