Anmeldelse: Michael Manns ’Ferrari’ kommer for sent op i omdrejninger

Passionsprojekter er ikke altid lig med kvalitet. Vi skal ikke længere tilbage end til Ridley Scotts storladne epos Napoleon for at finde en langtraver, som ikke levede op til de høje forventninger, man kunne og burde have til sådan et epos.

Om muligt har de været endnu større til Prime Video-filmen Ferrari. Med instruktørlegenden Michael Mann (Heat, Ali, The Insider) som chauffør bag rettet på den biografiske film om bilfabrikant-ikonet Enzo Ferrari og Adam Driver i den navnkundige hovedrolle samt Penélope Cruz og Shailene Woodley som henholdsvis hans kone og elskerinde, er det svært ikke at komme bare en smule op at køre over projektet.

Omdrejningspunktet i filmen er sommeren 1957, hvor Ferrari i en vanskelig periode i livet. Professionelt kan omsætningen ikke følge med de store racingambitioner, og firmaets økonomi er mere skrøbelig end halvflade dæk på 49. omgang i Formel 1-løb.

Privat lever han og konen Laura (Cruz) som hund og kat, hvor de det ene øjeblik afskyer hinanden og det næste ikke kan holde fingrene fra hinanden. Deres søn Dinos død året i forvejen lægger en yderligere anstrengelse på deres forhold og ditto med Enzos flere år lange forhold til elskerinden Lina (Woodley), som han har sønnen Piero (Giuseppe Festinese) med.

For at holde firmaet i live og present i folkets bevidsthed gælder det om at vinde løb. Især foran konkurrenten Maserati, et andet rødt ikonisk bilmærke, som Ferrari – med det berømte stejlende hingst-logo – duellerede med om herredømmet i Italien.

Prestigeløbet Mille Miglia, hvor kørerne skal tilbagelægge 1.000 mil på kortest tid, skal agere kampplads for, hvem der er alfaen med den bedste motor. Filmen bygger op til den kulmination, men vejen dertil er mildest talt noget bumpet.

50 nuancer af gebrokne accenter

Ferrari er skrevet af Troy Kennedy Martin og er baseret på motorsportsjournalisten Brock Yates biografi Enzo Ferrari: The Man, the Cars, the Races, the Machine.

Faktuelt virker det ikke umiddelbart, som om der er en finger at sætte på filmen, om end der nok er justeret på enkelte ting for dramaturgiens skyld.

Måske er det der, problemet ligger, for Ferrari er noget langtrukken og decideret kedelig i mange momenter.

Michael Mann har tidligere excelleret med biopics om Ali og whistleblower-filmen The Insider, så der er ingen tvivl om, at han godt ved, hvordan man skal skærer virkeligheden, så den bliver spændende på film. Omvendt lavede instruktøren også Public Enemies om gangsteren John Dillinger, som udfordrede selv den mest inkarnerede Mann-fans øjenlåg.

Med uforklarlige gebrokne italienske accenter over hele linjen – tal enten sproget Hollywood, eller kom med 50 nuancer af engelske dialekter, ikke det andet studentikose pjat – er skuespillet med Adam Driver i førersædet på ingen måder prangende. Men det falder dog heller ikke helt igennem, som det skete i House of Gucci.

Dermed falder Ferraris problem tilbage på historien, og hvordan den er opbygget.

For det første er hovedpersonen noget af en nar. Enzo mener altid, han har ret, og hvis han tager fejl, tja, så er det bare med at komme videre. Det lidet flatterende karaktertræk gør, at han er en anelse svær at holde af.

Ikke at en usympatisk hovedperson ikke kan fungere, men han skal alligevel kunne noget særligt. Dertil havde det klart hjulpet, hvis vi havde set Enzo Ferrari udefra gennem en til lejligheden fiktiv person. På den måde kunne den omvandrende legende rigtig få lejlighed til at komme op i omdrejninger, samtidig med at vi ikke partout skulle være tvunget til at synes om ham og hans handlinger, som der ellers arbejdes for, at vi skal.

Endelig kommer speederen i bund

Til gengæld fungerer racerscenerne til Mille Miglia fremragende.

Dér ser man Michael Manns exceptionelle tæft for sofistikeret action og spænding, så man sidder klinet til yderkanten af sædet og bliver revet rundt, når bilerne skærer svingene i de gudesmukke italienske landskaber, som galdt det liv og død – hvilket det selvfølgelig også gør, når vi taler racerløb på dette tidspunkt i verdenshistorien.

Der er sug i maven konstant, hvor bilernes brølende motorer fylder lydkulissen, og filmfotograf Erik Messerschmidts (Mindhunter, Mank, The Killer) linser flot indfanger nostalgiens skønhed, kombineret med mekanikkens voldsomme og potentielt destruktive kræfter.

Det er her i filmens oktanfyldte klimaks, at Ferrari får alvor kommer til live. På nær et par klassiske Mann’ske kameravinkler – helt tæt ind på baghovedet, som stod man klos op af personen – og få øjeblikkes nerve i samspillet mellem Driver og Cruz, er der ikke meget spændende at komme efter filmens første to tredjedele.

Til sammenligning var den åndsbeslægtede motorsportsfilm Le Mans ’66 langt mere helstøbt hele vejen igennem. Det dødsensfarlige aspekt ved datidens racing var konstant tilstede i ens bevidsthed, fordi personerne i filmen netop havde den ærefrygt, som den slags påkræver.

I Ferrari bliver vi ikke rigtig interesseret i de forskellige racerkørere, selv om de er nogle af 1957's hurtigste gutter. Skuespiller Patrick Dempsey og Ben Collins (’The Stig’ fra Top Gear) er selv skrappe fartdjævle i virkeligheden, men vi får det ikke vist i tilstrækkelig grad.

I stedet fremstår racerkørerne som tinsoldater i det store billede, hvor general Enzo er den vigtigste person. Hvilket man jo ikke kan fornægte, eftersom filmen bærer hans navn, men det er ikke, fordi man bliver blæst bagover af italieneren, der altid går rundt med store sorte solbriller.

Det er ikke en dårlig film, men på ingen måde en, som lever op til de forventninger, man som publikum har, når Michael Mann er involveret.