Anmeldelse: Var du vild med Take That, er ’Greatest Days’ uomgængelig

Det er ikke fordi, at filmskaberne bag Greatest Days lægger skjul på, hvilken stemning vi skal i, når vi ser filmen.

Allerede i løbet af de første minutter får vi serveret filmens titel med glimmerskrift og et pudseløjerligt pink skær. Med tanke på at vi er midt i en Barbie-epidemi, giver det nogle utilsigtede sjove konnotationer.

Vi skal ikke skråle med på om at leve i en Barbie-verden af plastik, men i stedet finde vores boyband-kærlighed frem. For før nogen af medlemmerne af One Direction eller BTS eksisterede, og før Justin Timberlake gik solo fra ’N Sync, var der Take That.

De fem friske briter satte fra 1990 til ’95 adskillige teenageres hjerter i brand, med deres gode udseende – som ofte blev fremvist i minimal påklædning – og fremragende ørehængere.

Selv om Gary Barlow på papiret var det kreative geni i gruppen, var det i høj grad Mark Owen med sit drengede udseende og ikke mindst bad boy Robbie Williams, der var de visuelle trækplastre. Ja, og så var der danserne Jason Orange og Howard Donald.

Teatermusicalen The Band fra 2017 havde sange af Take That og handlede om fire kvinder, der mødes igen 25 år efter en koncert med deres yndlingsband til en ny koncert med det netop nu gendannede band. Det er denne historie, som Greatest Days tager udgangspunkt i.

Næstsidste nat med kliken

Rachel (Aisling Bea) arbejder som sygeplejerske på en børneafdeling. Når hun ikke er der, slapper hun af sammen med kæresten Jeff (Marc Wootton) og deres hund.

Men da hun vinder billetter til en koncert i Athen med yndlingsbandet fra teenagetiden, bliver det et gensyn med fortiden og veninderne Heather (Alice Lowe), Zoe (Amaka Okafor) og Claire (Jayde Adams).

Da der er gået 25 år siden, de sidst var sammen, er der selvsagt sket meget. For nogen mere end andre. Og det er altid akavet, når man mødes med gamle venner, og ting ikke er lige så nemme, som dengang hvor der ikke var en bekymring i verden.

Greatest Days kører i to spor. Dengang tilbage i 1990'erne, hvor vennegruppen var teenagere, og så i nutiden, hvor de er voksne. Begge sæt skuespillere gør det fint, uden de store dikkedarer.

Teenagerne skal lave lidt mere fysisk, da de ofte drømmer om at være med i bandets musikvideoer. Eller rettere sagt drømmer om, at sangerne dukker op og forsøder deres tilværelse med sang og glæde.

Især teenage-Rachel (Lara McDonnell) drømmer sig væk. For hjemme skændes hendes mor og far konstant, så hun faktisk er nødt til at passe på lillebroren Ryan og sørge for, at han får noget at spise.

Det er langt mere dystert og virkeligt end den bekymringsfri fantasiverden, vi blev stopfodret med på underholdende vis i filmmusicals som Mamma Mia 1 og 2. Men det passer omvendt også meget fint ind i den socialrealistiske film- og serietradition i England. Køkkenvask-realisme kalder de, om end instruktør Coky Giedroyc ikke springer helt ned i realismens dyb.

Greatest Days er trods alt en musical.

Syng, så hjertet danser

Og der er fin smæk på sang- og dansesekvenserne.

Take That-klassikerne bliver ændret en lille smule, så de ikke fremstår 1:1 med originalerne. Hvilket er meget fint, da det ikke er dem, der synger selv – de tre tilbageværende medlemmer Gary, Mark og Howard har en fin lille cameo som gademusikanter i en metro i Athen.

Højdepunkterne er, da en bustur en sen nattetime bliver omdannet til en natklub, og så afslutningsnummeret, hvor alle filmens skuespillere mødes og får deres Take That på.

Undervejs kommer vi til bunds i venindegruppens forskellige dilemmaer, og hvordan det har påvirket dem igennem livet. Det er til tider hårdt, men ikke i en grad, så man ligger grådkvalt på gulvet.

Dog bliver der en leveret en umanerligt indlevende og neddæmpet version af Rule the World fra Mathew Vaughns fremragende fantasifilm Stardust.

Greatest Days er fin karaoke, uden at være noget særligt. Et interessant element om musik som coping-mekanisme, og hvordan sange kan minde os både om gode og dårlige tider kunne med fordel være belyst endnu mere.

Teenagetiden virker, når det er bedst, som en imitation af den fremragende serie Derry Girls, hvor hverdagens teenageproblemer bliver sat på spidsen og holdt op mod en til tider grusom virkelighed.

Havde man haft mere mod, skulle Greatest Days i højere grad have omfavnet sine brutale hverdagsdilemmaer. I stedet bliver resultatet en omgang, hvor meget minder om noget, man har set før, bare bedre.