​​​​​​​Anmeldelse: ‘Viktor mod verden’ har en intelligent lethed, der er sjælden for dansk film

‘Hellere bange end død’ er mottoet hjemme hos Viktor og hans mor, hvilket de lever omhyggeligt efter. For verden er et farligt sted, hvor alt kan gå galt. Selv en tur til supermarkedet må tackles med omhu, der er enhver spion-mission værdig, og en dag er det lige ved at gå galt, da en gammel dame spørger Viktor, om han kan tage en liter mælk ned fra øverste hylde. Nej, så hellere forskanse sig derhjemme med gamle danske film som Forelsket i København, hvor der er trygt og velkendt.

Fra jazz til forsikringssalg

Alligevel har Viktor en udlængsel, krystalliseret i hans drømmerier om at møde sin far, den legendariske jazzmusiker Charlie. Men han ved også, at det er noget, han skal holde for sig selv, for moren, spillet af en altid gennemført Bodil Jørgensen, får sære kvababbelser, hver gang Viktor nærmer sig emnet. Så, når han er alene på værelset, kan han tage sin hvide smoking på og lade, som om han er en hyldet jazzmusiker som sin far.

Da moren en dag vitterligt kommer uheldigt af sted og dør, beslutter Viktor sig for at drage ud i den virkelige verden for at opsøge sin far. Men den sagnomspundne Charlie er blevet til det mere prosaiske navn Peter, og jazzmusikken skiftet ud med forsikringer, opdager Viktor, da han finder sin far i et stort forsikringsfirma, hvor han er direktør.

Modernisering af den danske folkekomedie

Hvordan Viktor åbenbart har en sans for forsikringer, og hvordan det går med den evigt klodsede receptionist Josefine (Anna Bruus Christensen fra Fantomforhold, der her spillefilmsdebuterer), skal ikke røbes her, men det er finurligt og sjovt på en hyggelig måde. En stemning, filmen går helt bevidst efter, for den er på sin egen måde en videreførelse af de gamle, danske folkekomedier, Viktor er vokset op med. En hyldest til dem, men også en modernisering, hvilket godt kunne være endt som et halsbrækkende forsøg.

I debutant Christian Arhoffs hænder er det blevet et modigt sats ud i en filmgenre, danskerne traditionelt elsker, men hvor han har tilført sin helt egen tone, både i billeder, scenografi, replikker og humor. En humor, der har en intelligent lethed over sig bag den forsimplede facade.

Udstrakt plot

Hvor man dog kan mærke, at filmen er en videreudvikling af Arhoffs afgangskortfilm fra Filmskolen, Viktor på månen, er selve historien, fra da Viktor rykker ind til de kolde glasvægge i forsikringsselskabet. Hans møde med de andre karakterer spiller, men selve plottet med at udvikle en ny forretningsstrategi, så de svenske ejere bliver imponerede, ender som lidt tung tomgang i fortællingen. Selv ikke veloplagte skuespilpræstationer fra både Nicolas Bro som faren og Rosalinde Mynster som farens sekretær kan redde den del.

Nyt stort talent

Filmens helt store fornøjelse er dog Nicolai Jørgensen som Viktor og Anna Bruus Christensen som Josefine. Finere og sødere kemi skal man lede længe efter, og man må bare sige, at Nicolai Jørgensen utvivlsomt er et af dansk film og seriers helt store nye talenter. Fra Doggy Style til Carmen Curlers (særligt det afsnit med Joachim Fjelstrup) har han vist sin spændvidde og den sjældne gave at rumme både humor og en relaterbar menneskelighed i sine karakterer.

Mere af den slags

Med denne debut har Christian Arhoff gjort sig til en instruktør, jeg glæder mig til at se mere fra. Viktor mod verden demonstrerer en vilje og lyst til at gå anderledes veje. Til at fortælle med lethed og en barnlig naivitet, der ikke virker dum. Tværtimod. Og som tør være helt sin egen. Det er stærkt af en debut, og det er den slags, dansk film har brug for.