Anmeldelse: Netflix-filmen ’The Kitchen’ er et fantastisk stemningsfuldt sci-fi-drama

Det er sjældent, man ser en science fiction-film som Netflix’ The Kitchen. På nær lidt avanceret teknologi hist og her drysset med noget AI og futuristisk arkitektur, føles det hele meget jordnært. Ingen flyvende biler, som i Blade Runner, men ellers er vi nede på gadeniveau.

Dog uden konstant noir-regn, selv om vi befinder os i London på et tidspunkt ude i fremtiden.

Omfattende gentrificering dræber langsomt sociale byggerier, hvor samfundets mindre velstillede ellers har til huse. Et af de sidste områder er det navnkundige The Kitchen, hvor enspænderen Izi (Kane Robinson) bor.

Myndighederne i byen har besluttet, at stedet skal rømmes og nedrives, men beboerne går ikke frivilligt. Mens det trækker op til en konfrontation, fortsætter Izi målrettet med at gå på arbejde i en bedemandsforretning. Målet er at få nok penge til at flytte ind i en lejlighed i det fashionable Buena Vida.

Målet er næsten nået. Men så ser han en dreng til en mindehøjtidelighed for en kvinde, han engang kendte. Den unge knægt Benji (Jedaiah Bannerman) har ingen i sit liv, udover andre rodløse unge i en lokal motorcykelbande.

De bliver venner. Spørgsmålet om, hvorvidt de er far og søn, hænger usagt imellem dem, for det er mere sikkert bare at være venner end på den måde at skulle indrømme, at man føler sig afhængig af et andet menneskes kærlighed og tilstedeværelse.

Det og mange andre temaer behandler debut-instruktørduoen Kibwe Tavares og Daniel Kaluuya (Get Out, Judas and the Black Messiah) med fornem nænsomhed i det stemningsfulde sci-fi-drama.

Af sorg skal håb gro

The Kitchen minder umiddelbart mere om franske boligbloksportrætter som Mathieu Kassovitz’ moderne klassiker La Haine og Ladj Lys Les Misérables end de konnotationer, der typisk melder sig, når man tænker science fiction.

Det er samme low-key tradition, som Alex Garland (Ex Machina) ofte praktiserer i sine eksistentialistiske sci-fi-mesterværker.

Sidste års The Creator havde til tider nogle af de samme elementer, men i The Kitchen er det helt anderledes nede på jorden.

Oftest er det kun de mange politidroner og udsigten fra de hærgede lejligheder, der afslører, at vi er på et uspecificeret tidspunkt ude i fremtiden. Og så på Izis arbejde, hvor hologrammer er en fast del af indretningen. Bedemandsforetagnet har omfavnet holisme i bedste kapitalistiske stil, så der bliver taget en pæn skilling for, at man få de store pakker, hvor ens jordiske rester bliver gødning for et træ, der kan vokse sig stort og til evig tid være minde om ens afdøde.

En fin lille detalje, der dog ikke bliver satiriseret overdrevent.

Det er bare en del af hverdagen, hvor alle prøver at narre de mindre klogere, så man derved kan bedre sin egen position i livet. Ikke af ond mening. Det er bare sådan, hverdagen er. I den forstand læner The Kitchen sig på sin vis også ind i den gamle hæderkronede filmtradition ’kitchen sink realism’.´, på dansk køkkenvask-realisme. Især i 1950'erne og 60'erne var den dominerende indenfor britisk kultur, hvor hovedpersonerne var vrede unge mænd, der var trætte af verdens tilstand.

Izi er ikke decideret vred, men klart desillusioneret over, hvordan hans liv har udviklet sig, og hvor han befinder sig i det nu.

Lyden af fremtiden

Selv om The Kitchen på papiret er sci-fi, er det mere drama end spektakulær fremtidsvision. Et par velvalgte og virkelig godt udførte actionscener omhandlende motorcykelbanden på plyndringstogter hæver pulsen på de rigtige tidspunkter.

Frygten for, hvornår politiet kommer for at rydde boligblokken er konstant til stede, og når det endelig sker, rammes hjertestrengene nænsomt og kraftfuldt på en og samme tid.

Ikke mindst takket være den helt exceptionelle gode musik. Musikeren Labrinth (Euphoria) og Alex Baranowski leverer et af de mest stemningsfulde stykker musik til en film, jeg længe har hørt. Det er underspillet elektronisk musik, der summer inciterende hele tiden, så den futuristiske atmosfære altid er present i ens bevidsthed, selv om det visuelt ikke ser sådan ud.

Krydret med basspumpende hip-hop-numre og forskellige sange, som en lokal DJ (veloplagt gestaltet af den tidligere fodboldspiller Ian Wright) i ’The Kitchen’ spiller for lokalområdet, er lydsiden klart et af filmens stærkeste punkter.

De to hovedroller Kane Robinson og Jedaiah Bannerman er begge rigtig gode. De siger måske ikke altid så meget, men deres kropsprog afslører altid, hvad det er, de føler indeni.

Fans af Netflix' fantastiske gangsterserie Top Boy ved allerede, hvor dygtig Robinson er til at formidle indestængte følelser med øjnene, og det er præcis samme dygtige håndværk, den tidligere britiske rapper og nu skuespiller byder ind med i The Kitchen.

Det er ofte nemt at skælde ud på Netflix for at udgive den ene metervare efter den anden. Men det er der, man skal huske på, at de også tager chancer med perler, der ellers ikke ville udkomme andre steder. Sådan føles det med The Kitchen.

For alle de ligegyldige Kevin Hart- og Adam Sandler-oplevelser – som pudsigt nok kommer med en spændende en af slagsen til marts – kommer der også tankevækkende og dragende film som The Kitchen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: