Anmeldelse: Netflix-krimiserien ’Fool Me Once’ er ikke en ideel tømmermandskur

Titlen burde have været en advarsel. Det fulde engelske udtryk hedder ”Fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me”. Og nu burde det efterhånden være klart, at Netflix’ Harlan Corben-adaptationer aldrig bliver de store serieoplevelser.

Vi nærmer os efterhånden en håndfuld af dem og ja, det er fine krimier for det meste. Men aldrig i nærheden af noget, hvor man tænker, at det er en af årets helt store serieoplevelser.

Så hvad er det, man skal bruge de her serier til?

Fool Me Once er måske det perfekte eksempel på, hvad de kan. Med udgivelse 1. januar burde det være en ideel bingesnack til at hygge sig med under diverse fysiske og/eller moralske tømmermænd.

Serien handler om den tidligere militærkvinde Maya (Michelle Keegan), hvis mand (Richard Armitage) og søster (Natalie Anderson) for nyligt begge er blevet myrdet. Begge mord er stadig uopklaredem og politiet - med efterforskeren Kierce (Adeel Akhtar) i spidsen - står uden nogen nævneværdige spor.

Men da Maya pludselig ser sin afdøde mand på et hemmeligt overvågningskamera, hun har fået af en veninde til at holde øje med barnepigen, melder spørgsmålene sig i hobetal.

Hvordan kan han være i live? Har han forfalsket sin egen død? Hvis ja, hvor er han nu? Hvis nej, hvordan er det så muligt, at han optræder på videoen?

Maya går i gang med prøve at hitte ud af, hvad der er op og ned. Det er dog lettere sagt end gjort, da hun ikke har nogen anelse om, hvem hun kan stole på.

Krimi med stort K

Fool Me Once er bestemt ikke en dårlig serie. Mysteriet holder fint ved, og man sidder konstant og prøver at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen, og til tider taber man også kæben over et twist.

Problemet er, at serien er for lang.

Gode britiske krimiserier, som den her trods alt læner sig op ad, er typisk fire afsnit, seks, hvis der er historie til det. Men otte er at strække den i en grad, som Fool Me Once ikke kan bære. De to hovedplot-linjer, Maya og Kierce, kæmper for meget om den samme plads.

Et forsøg på at påstå, at Kierce er korrupt, kan man som seer aldrig købe, fordi han bliver skildret så sympatisk, som han nu engang gør. Politimanden lider af uforklarlige anfald, hvor hele hans krop holder op med at virke, og han får blackout. Kombineret med en højgravid kone og Adeel Akhtars generelle joviale måde at portrættere karakteren på sidestiller ham næsten med Maya som hovedrolle.

Men der er et eller andet i sammenfletningen af de to plotlinjer, der ikke helt fungerer optimalt. Hver især er de ganske interessante og kunne snildt bære serien alene. Men sammen bliver det dobbeltkonfekt, hvor fordybelsen i begge karakterer ender med at fremstå som unødvendigt fuld.

Og det er dér, at Fool Me Once kommer til at føles for lang. Det endda til trods for, at serieskaber Danny Brocklehurst konsekvent lader hvert afsnit slutte på en cliffhanger. Et klassisk romantrick, så læseren lige skal have det næste kapitel med. Billigt, men effektivt, og også en fast bestanddel af serie-værktøjskassen.

Det kræver dog, at man leverer varen hver gang, og det gør Fool Me Once ikke.

Hvem er morderen?

At serien starter ud med en scene, hvor en gruppe halvstore knægte danser rundt om et bål i nogle ruiner, mens de drikker og en er spændt fast til en stol, får ikke sat den krog i seeren, som det nok er tiltænkt. Mest fordi, at scenen stikker så meget ud fra resten af Fool Me Once, og da der først bliver vendt tilbage til det øjeblik i de to sidste afsnit, er det endnu et billigt trick, som ikke har den ønskede effekt.

Det er en skam.

Skuespillerne med Michelle Keegan i spidsen gør det virkelig godt. Keegan er troværdig i alle aspekter af karakteren. Der er desperation, snilde og handlekraft for alle pengene, hvor også Akhtar som altid giver en god præstation.

Og så er Joanna Lumley en fornøjelse som Mayas rige svigermor fra helvede. Fans af komedieserien Absolutely Fabulous (Helt hysterisk) husker hende måske som hovedrollen Edinas (Jennifer Saunders) bedste ven Patsy, men har naturligvis også andre meritter på CV’et. Få kan sige en spydig replik som Lumley, og få er så eminente til at formidle med deres ansigt, at de ved mere end den person, de taler med.

Hvis historien var blevet trimmet, så mange af twist-svinkeærinder var blevet droppet, ville Fool Me Once fremstå langt mere strømlinet og nervepirrende. Men når vi skal omkring tre-fire forskellige personers flashbacks og et dusin måske/måske ikke mistænkte, bliver det noget langtrukkent.

Og det er ikke noget, Fool Me Once er god nok til at kunne slippe af sted med.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: