Anmeldelse: Nikolaj Coster-Waldaus nye film ’God is a Bullet’ er et fejlskud

Hvorfor er Nikolaj Coster-Waldau ikke blevet en større filmstjerne?

Det har ellers i flere omgange tydet på, at han skulle blive den næste store danske eksportskuespiller. Efter den blændende debut som den titulære nattevagt Martin i Ole Bornedals Nattevagten så alt lysende ud. Fra start- til midt-00'erne havde Coster-Waldau bl.a. to biroller i Ridley Scott-filmene Black Hawk Down og Kingdom of Heaven.

En hovedrolle i en amerikansk tv-serie, New Amsterdam, blev dog kun til otte afsnit, før den fik øksen på det benhårde tv-marked i USA.

Men så kom der jo minsandten den der fantasyserie, der tog verden med storm. I takt med at Game of Thrones blev et globalt fænomen, blev Nikolaj Coster-Waldau også en af seriens helt store stjerner, takket være sin gode præstation som den i starten vederstyggelige Jamie Lannister.

Sideløbende var der igen fine roller på filmsiden. Hovedrolle i Andrés Muschiettis debutspillefilm, gyseren Mama, og biroller i Tom Cruises-filmen Oblivion samt i den romantiske komedie The Other Woman med Cameron Diaz. Og ikke at forglemme norske Headhunters, som ganske vist udkom før GoT, men ikke desto mindre bekræfter fortællingen om en solid, men ikke prangende karriere.

For der er også gedigne fiaskoer som Gods of Egypt og Domino, hvis produktion kraftigt kandiderer til at være blandt de mest kaotiske i dette årtusind.

Den gode præstation som den perfektionistiske kok Carsten i Christoffer Boes Smagen af sult er det mest opløftende fra de seneste par år og bringer os frem til den aktuelle neo-noir-thriller med den svulstige titel God is a Bullet.

Et eklatant fejlskud

Filmen handler om den joviale politimand Bob Hightower (Coster-Waldau), hvis teenagedatter er blevet kidnappet af en satanisk kult. I samme ombæring er hans ekskone og hendes nye fyr brutalt blevet slået ihjel af de vanvittige sektmedlemmer, der lystrer deres leder, Cyrus' (Karl Glusman), mindste ordre uden tøven.

Da ingen andre kan finde frem til hende, allierer han sig med det tidligere medlem Case (Maika Monroe), som melder sig frivilligt til at hjælpe Bob.

Rimelig ligetil thriller, hvor spændingen bør være uudholdelig fra første til sidste sekund. Sådan burde det være. Slutresultatet er en søvndyssende langgaber, hvor man flere gange sidder og spørger sig selv, hvordan den her film kunne få en tur i de danske biografer?

For der er ikke mange lyspunkter.

Bob Hightower fremstår som så anonym en karakter, at der praktisk talt ikke er noget, Nikolaj Coster-Waldau kan gøre for at få ham til at fremstå fængende. Det skulle da lige være, hvis han havde valgt at gå fuld Nicolas Cage-amok.

Bobs historie er heller ikke den mest interessante i filmen, det er Cases. For hun blev selv kidnappet som barn og har gennemgået helvedes pinsler i kulten, så hendes vendetta mod Cyrus og de andre er langt mere spændende.

Maika Monroe har da også mere at arbejde med og leverer en helt fint præstation. Men igen, resten af filmen svigter.

Instruktør og manuskriptforfatter Nick Cassavetes – som i øvrigt arbejdede sammen med Nikolai Coster-Waldau på The Other Woman – har adapteret den mystiske forfatter Boston Terans (ingen ved, hvem der gemmer sig bag pseudonymet) debutroman af samme navn, uden at man rigtig råber hurra.

Hvad skal der nu ske?

At det desuden kun er den stuerene udgave af filmen, vi får i biografen, som er næsten en halv time kortere end Cassavetes instruktør-cut, hjælper ikke ligefrem på sagerne. I den henseende er det værd at bemærke, at skuespilleren January Jones (Mad Men) figurerer prominent i rulleteksterne på trods af, at hun og hendes karakter ikke er at finde i den udgave af filmen, vi får herhjemme.

Det er kort sagt en fiaskofilm. Udover nogle yderst brutale voldsscener, som alligevel mangler nerve, fordi vi ikke har fået grund til at investere os i personerne, er der intet at komme efter for det danske biografpublikum. Det skulle da lige være for at se giraffen.

Så hvad skal der nu ske med Nikolaj Coster-Waldaus karriere? Pudsigt nok vender det hele tilbage til begyndelsen. For til december er der nemlig premiere på Nattevagten – Dæmoner går i arv, hvor Coster-Waldau gentager debutrollen fra 1994 i Ole Bornedals fortsættelse til succesfilmen. Fokus er denne gang på Martins datter, Emma (Fanny Bornedal), der får vækket den ellers komaramte morder Wörmer (Ulf Pilgaard) og sætter en masse brutale og skæbnesvangre begivenheder i bevægelse.

Det er meget sigende, at det ikke længere er Martin, som er hovedperson. Præcis som det gør sig gældende for Nikolaj Coster-Waldau. Der var engang, hvor man troede, han ville blive det næste store internationale danske navn. Men i mellemtiden er han blevet overhalet eftertrykkeligt indenom af Mads Mikkelsen.

Bliver decemberfilmen et skridt frem for den før så lovende karriere? For God is a Bullet har i bedste fald efterladt Coster-Waldau samme sted som før – hvis ikke et skridt tilbage.