Anmeldelse: 'Ønsket' kammer over i selvudvikling

Vi er ikke mange tilbage på kloden, hvis nogen overhovedet, som ikke er vokset op med Disney. I generationer har de været indbegrebet af barndom, magi og fantasi. I hvert fald indtil for ca. 20 år siden, hvor Disney begyndte at købe ind af konkurrerende brands.

Således er både animationsstudiet Pixar, filmuniverset fra Marvel, Lucasfilm inklusive Star Wars og alle Fox’ filmtitler blevet hentet ind under den gigantiske megaparaply, der i dag er Disney.

Selvfølgelig har Disney inden 2006 også været en kæmpekoncern, men rekvireringen af de mange kreative konkurrenter har sendt bølger af bekymring for monopoldannelse og ensretning gennem fans og filmindustri verden over. Der er kommet en forstyrrende aura af kalkulation, som er steget omvendt eksponentielt med Disney-filmenes dalende kvalitet i samme periode.

100 år med Disney

Uanset Disneys mørke sider, så skal en 100-års fødselsdag fejres. Og det sker blandt andet med biograffilmen Ønsket. Den foregår i det magiske kongerige Rosas, hvor Kong Magnifico ’befrier’ befolkningen for deres hedeste ønsker i bytte for beskyttelse og et sind uden længsel.

Asha bor med sin mor, morfar og geden Valentino. Hun brænder for at gøre en forskel og søger derfor en stilling som kongens assistent. Hun får lov at se rummet med befolkningens ønsker og bliver overbevist om, at Kongen er helt forkert på den. Hun synes folk skal have lov til både at drømme, men også at forsøge at få deres drømme til at blive virkelighed.

Kongen bliver rasende over Ashas frækhed, og hun smides ud på røv og albuer. Det får Asha til at sende at sende et særligt ønske afsted mod stjernehimlen. En lille stjerne lytter og kommer ned til hende. Den spreder sin magi overalt, og sammen beslutter de sig for at befri befolkningens ønsker.

Et mangfoldigt kongerige

Det er tydeligt, at Disney har gjort en stor indsats for at repræsentere alle i Ønsket. Kongeriget Rosas tæller de fleste religioner og hudfarver i fredelig sameksistens. Skurken i filmen er ikke overraskende den midaldrende hvide mand, der ikke har indset, at hans verdenssyn er begrænsende for alle andre end ham selv.

Så hvis nogle af ovenstående elementer trigger dit raseri og giver dig en utøjlelig trang til at udtrykke det på sociale medier, så er Ønsket ikke en film, du skal gå ind at se. Så er du advaret.

Mange referencer

Fordi Ønsket skal fejre 100 år med Disney, er filmen gennemvædet med referencer til fortidens filmskat. For fans vil det være en sjov oplevelse at finde de mange referencer, der både ligger visuelt og i replikkerne. Men det gør ikke rigtig noget godt for filmen.

Jeg overraskede mig selv flere gange ved at glemme alt om handlingen og i stedet kigge efter små ’eastereggs’ fra gamle Disney-klassikere. Normalt elsker jeg referencer, men de skal være subtile, små appetitvækkere og ikke forstyrre for meget. I Ønsket ender de med at overdøve det meste, eller måske er Ashas fortælling bare ikke stærk nok til at fastholde vores opmærksomhed?

Fællesskab eller individ

I kongeriget Rosas har Kong Magnifico som en i starten godmodig diktator indført en form for kommunisme, hvor al individuel stræben er fjernet til fordel for fællesskabet. Asha kæmper for individets ret til at drømme og stræbe, og det er da bestemt svært at opponere imod.

Konflikten i filmen bliver altså en kamp mellem at opgive sig selv for fællesskabet og at dyrke sin individuelle passion.

Men behøver man vælge det ene over det andet? Jeg sad med en lidt mærkelig smag i munden over denne hyldest til at skulle fuldkommen forlade fællesskabet for at dyrke sig selv og sin egen rejse. Jeg mener, hvis vi kigger ud over verden i dag, har vi så netop ikke tabt fællesskabet på gulvet?

Er rejsen mod et bedre klima og en mere fredelig verden ikke pt. sat på hold på grund af magtfulde enkeltindividers enøjede stræben efter ja, mere magt, land, penge og prestige?

Jeg drømmer bestemt ikke om fælleseje, men jeg kunne godt fantasere om, at vi blev bedre til at se os selv som en del af et fællesskab, hvor vi har et ansvar for ikke at lade vores egen individuelle udviklingsrejse, den være sig monetær eller mental, gå ud over andre.

Tænk om Ønsket havde kunnet formidle det? I stedet bliver det en enten/eller-historie, hvor individets lykke og frihed afhænger af, om man får lov at udleve alle sine drømme.

Så kære Jesper Fårekylling! Mit juleønske er, at vi vælger den kedelige, men nok mere gavnlige middelvej, hvor fællesskab og individ ikke behøver være modsætninger, men kan gå hånd i hånd mod en bedre fremtid for os alle. God jul!