Anmeldelse: ’A Quiet Place: Day One’ er sublim science fiction

Det handler om lyd i A Quiet Place-filmene.

Rumvæsnerne, som har sendt menneskeheden på randen af udslettelse, orienterer sig nemlig i verden primært igennem høresansen. Syn har de intet af, ej heller lugt- og følesans.

Derfor gælder det om at være så stille som overhovedet muligt. For ellers kommer de. Det lærte vi i den første film fra 2018, hvor skuespilleren John Krasinski (The Office, Jack Ryan) lige pludselig åbenbarede sig som en af de mest interessante instruktører i slut 10'erne/start-20'erne.

Instruktørstolen er blevet givet videre her i tredje omgang til Michael Sarnoski (Pig), som i den grad sætter sit flotte fingeraftryk på filmserien.

I stedet for at være en direkte fortsættelse af den forrige film, er A Quiet Place: Day One en prequel til de to første film.

Som titlen antyder, handler det om den dag, hvor rumvæsnerne ankom til jorden. En begivenhed, vi fik en lille forsmag på i A Quiet Place II, hvor filmen netop begyndte i et flashback, da alt stadig var fredeligt i den lille by Millbrook. Indtil de kom.

Day One starter med, at vi får et overview af New York City. En tekst forklarer, at byen i gennemsnit har et lydniveau på 90 decibel.

”Det svarer til lyden af et endeløst skrig,” står der derefter, og så er den ildevarslende tone ligesom sat.

Day One starter også i dødens forgård, et hospice lidt udenfor New York. Digteren Samira (Lupita Nyong’o) er terminalpatient og hader alt ved det trøstesløse sted, hvor man bare venter på, at livet ebber ud.

Bedstevennen er katten Frodo (Nico, Schnitzel) og så kan hun til dels tolerere plejeren Reuben (Alex Wolff). Det lykkes ham da også at lokke hende med på en udflugt til byen med løftet om, at de kan få pizza derinde, før de tager hjem.

Men bedst som de sidder i bussen på vej tilbage, bliver himlen fyldt op med meteorlignende objekter, som suser mod New York – invasionen starter nu.

Katten over den alle

A Quiet Place: Day One er fantastisk. Så kort og præcist kan det siges.

Normalt bliver filmserier dårligere, jo længere vi kommer op i tallene. Men faktisk fremstår Day One langt henad vejen på niveau med den første film – endda bedre.

For det første formår Michael Sarnoski at sætte lyd-lig-med-død-aspektet af filmserien fornemt i scene. I de forrige film blev der hurtigt skabt smuthuller, hvorved karaktererne så havde mulighed for at kommunikere med hinanden gennem tale.

Den slags eksisterer næsten ikke i Day One, hvor et stort regnskyl med torden er det eneste af den slags smuthuller.

Og der er noget poetisk og sørgeligt, når Samira og den jurastuderende Eric (Joseph Quinn) skriger deres frustrationer over situationen ud, camoufleret af de store tordenskrald.

De to møder hinanden gennem Frodo, der tilfældigt støder på Eric og fører ham tilbage til Samira.

Hvor er det fantastisk for os kattemennesker, at vi nu endelig efter alle de gode hunde har et fornemt bevis på, at katte bare er fantastiske. Stor cadeau til Nico og Schnitzel for at være de bedste katte i showbiz pt. At det så er komplet urealistisk, at en kat kan være så stille som Frodo, det er okay. Det er jo fiktion, ikke dokumentar.

Hvad der heller ikke hersker nogen tvivl om, er Michael Sarnoskis eminente manuskript.

Sublim science fiction

Selv om vi befinder os midt i en storby, er Day One overvejende et sublimt, intimt overlevelsesdrama.

Efter den indledende kamp, hvor Samira bliver bevidstløs, og New York hensat til en slagtehal, er vi kortvarigt sammen med en stor flok mennesker. Det kræver dog blot en larmende person, og ethvert helle er i fare for at blive udslettet.

Da hun alligevel lever på lånt tid, sætter hun sig for at finde frem til pizzastedet Patsy’s, som har en særlig plads i hendes hjerte fra barndommen. Det er på vej dertil, at hun og Eric bliver ført sammen. Han er en jurastuderende fra England og fuldstændig uden nogen bekendte i storbyen.

Måden, de to eksistenser bliver knyttet sammen og interagerer med hinanden, er fin og nænsom. Det er to mennesker, der tilfældigvis befinder sig på det samme sted, da apokalypsen indtræffer, og de bliver derved kammerater i krig.

Hvor hun til dels har givet lidt op på livet – på nær målet om at få en slice fra Patsy’s – grundet sygdom, giver hun ikke ham lov til det samme. Og han har ikke tænkt sig at lade hende dø, før hun har fået det sidste stykke pizza.

Det er enkelt og enormt rørende at overvære. Michael Sarnoski tilføjer så meget humanisme til filmen, at selv den mindste gestus af venlighed eller selvopofrelse er en gylden reminder om det gode i mennesket.

Håb for menneskeheden

Skuespillet er selvsagt fremragende. Oscarvinder Lupita Nyong’o er blændende i alt, hvad hun foretager sig. Sarkasmen, som kun en terminalsyg har, sidder lige i skabet og ditto med den frustration over at blive berøvet livet af noget, der er ude af ens kontrol.

Joseph Quinn, der bragede igennem med rollen som den charmerende outsider Eddie i Stranger Things, fortsætter med levere mindeværdige pragtpræstationer. Han har den indædthed og ulmende vildskab, der lyser i hans øjne, som en ung Marlon Brando.

Sammen er de ren magi, om end de blegner i den måde, Frodo bliver præsenteret. Det kan godt være, at de kårer bedste hund i Cannes, men årets dyr på film er uden sammenligning katten fra Day One.

Sarnoski har taget fotograf Pat Scola og komponist Alexis Grapsas med sig fra Pig, og det var en god beslutning. Billederne er vanvittigt flotte, brutale og dragende, og musikken er tilpas afdæmpet, så man ikke får actionfilm-fornemmelsen.

En forunderlig smuk marionetforestilling i starten af filmen leder tankerne hen på Pig og den ærbødige respekt, der blev gestaltet, når Nicolas Cages traumeramte kok lavede mad. Når de dygtige håndværkere udfører deres metier, giver Sarnoski og co. dem tid og plads til arbejde.

Skønheden og håbet omfavner A Quiet Place: Day One.

At den så også løser opgaven som effektiv invasionsfilm, er ren flødeskum. Det genskabte New York i London-studier giver genlyd af dommedagsfilm som War of the Worlds, 28 dage senere og utallige zombiefilm, hvor dødbringende horder skyller ind over menneskerne som altudslettende tsunamier.

Når genrefilm som A Quiet Place-filmene er bedst, udstiller de enten menneskehedens styrke eller svagheder. I Michael Sarnoskis hænder bliver det i Day One til en mesterlig fremvisning af ukuelig vilje og håb.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: