Anmeldelse: ‘Road House’ er ikke en god film, men den er heller ikke kedelig

Patrick Swayze var ikke bare ‘verdens bedste udsmider’ i Road House fra 1989, der er gået hen og blevet en vaskeægte Swayze-klassiker. Dalton, som han hed i filmen, havde også en ph.d. i filosofi, som havde lært ham dybe sætninger som ‘in a fight, nobody wins’. Og når han kom i problemer, mens han smed bad guys ud af baren i Missouri, kunne han tilkalde verdens næstbedste udsmider, vennen Wade, spillet af Sam Elliott.

Det helt igennem unikke og nytænkte plot har Doug Liman syntes burde genindspilles, denne gang med Jake Gyllenhaal som udsmideren par excellence.

En venlig MMA-fighter

I det nye remake er handlingen flyttet til en strandbar i Florida. Dog efter en åbning, hvor vi ser Post Malone som en uovervindelig streetfighter, der udfordrer alle. Lige indtil han ser Jake Gyllenhaals overkrop, hvilket får ham til at stikke af. Og det kan man da godt forstå, for den er frygtindgydende med ikke bare seks, men otte, nej 10 rækker af mavemuskler.

Gyllenhaal er Elwood Dalton, tidligere MMA-fighter med en plaget fortid. Egentlig en venlig og ret pædagogisk mand, der helst ikke vil slås – medmindre nogen tvinger ham til det. Hvilket de, som regel, fortryder, når de bagefter ligger på hospitalet.

En nøgen Conor McGregor

Elwood får tilbudt et udsmiderjob af barejeren Frankie. Hun har problemer med nogle lokale bøller, der chikanerer hendes beværtning og efter først at have takket nej, ombestemmer Elwood sig. Naturligvis.

De lokale bøller er hyret af en forretningsmand, en forkælet rigmandssøn, der gerne vil købe baren af Frankie for at få fingre i jorden. Og i en lind strøm sender han den ene inkompetente småforbryder efter den anden, indtil han til sidst sætter præmieskurken ind, Knox, der er spillet af Conor McGregor. Præsenteret for os i en scene, hvor han går splitterravende gennem en by med et stort grin på.

En visuel skuffelse

For nogle vil McGregor sikkert blive anset som et scoop, men ‘overspil’ kunne være hans nye mellemnavn. Nogen fintfølende skuespiller er der i hvert fald ikke gået tabt i ham.

Men hans præstation understreger tonen i Doug Limans instruktørstil. Alt er over the top, hvilket gør filmens første tredjedel ret underholdende. Derefter går der generisk plot i den, og det hele går jævnt ned ad bakke.

Den største synd filmen begår er dét, der skulle være gevinsten: kampscenerne. God gammeldags fist fight på nært hold. Men ak, i en mærkelig prioritering er netop de kampscener så dårligt belyst, at man knapt kan se, hvordan der bliver slået på næven.

Flere af scenerne er endda også ‘digitally enhanced’, som det hedder på engelsk. De har fået hjælp af computerarbejde, hvilket virkelig er en skuffelse. Vedholdende rygter hævder også, at flere scener er færdiggjort med AI under skuespilstrejken, men indtil den sag er dømt, står det hen i det uvisse.

Uanset om der er brugt AI eller ej, er det sikkert, at filmen ikke er nogen John Wick, når det kommer til fotografering. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor meget flottere, den ville have taget sig ud, hvis den danske filmfotograf Dan Laustsen havde stået bag kameraet her. Nu er den i stedet blevet en temmelig uambitiøs sag, rent visuelt.

Pulp uden hjerne

Road House var allerede i 1989 tænkt som B-films-pulp. Action, der skulle underholde og ikke tages for alvorligt, og hvor hovedformålet med filmen var at se mænd få kæberaslere. Den nye version er lavet i samme ånd, uden at have den oprigtighed, som Swayze tilførte.

Jeg får lyst til at citere den amerikanske filmkritiker Roger Ebert, da han anmeldte den gamle film: ‘Dette er ikke en god film, men det er heller ikke en kedelig film’. Det samme kan siges om denne nye Road House, der er perfekt til en sen fredag aften efter X Factor, hvor hjernen er sunket ned mellem sofahynderne.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: