Anmeldelse: ’Snefællesskabet’ er et uafrysteligt, eksistentialistisk mesterværk

Hvordan bevarer man håbet, når det ser allermest håbløst ud?

Det er det altoverskyggende spørgsmål, de overlevende fra flystyrtet stod overfor hver dag i al den tid, de var isoleret i Andesbjergene.

72 dage var de strandet, omringet af de sneklædte bjerge. Det uruguayanske amatørrugbyhold Old Christians Club var på vej til den chilenske hovedstad Santiago for at spille en kamp mod et britisk hold. Derfor havde de lejet et fly, som skulle bringe dem og deres gæster til og fra Chile.

Dårlige vejrforhold og et par fatale pilotfejl gjorde, at flyet styrtede ned.

Historien er allerede blevet filmatiseret et par gange, men instruktør J.A. Bayonas (Børnehjemmet) Society of Snow (på dansk Snefællesskabet) er uden sammenligning den bedste.

Netflix-filmen tager udgangspunkt i Pablo Viercis bog af samme navn. Lider man af flyskræk, er Snefællesskabet uden tvivl at sidestille med en decideret horrorfilm.

For alle andre er det et uafrysteligt medrivende drama, der får en til at værdsætte livet – for det kan blive fjernet med blot et fingerknips.

Jagten på livet

Fra de første øjeblikke, hvor de grå og hvide bjerge faretruende dukker glimtvis frem bag skydækket, forstår vi frygten i passagerne, selvom de på dette tidspunkt ikke ved, hvor galt det står. Som et ukendt monster, der blotter sine tænder i et skræmmende smil, er det et forvarsel om det kommende mareridt.

Bayona veksler flot mellem dialogen menneskerne imellem og en voice-over-fortæller, der skuer tilbage på mareridtet i sneinfernoet.

Det er i de ekstreme situationer, at vi finder ud af, hvad slags mennesker, vi rent faktisk er. Når civilisationens bekvemmeligheder er flået væk, og det eneste, der er tilbage, er viljen til at overleve, kan man pludselig gøre ting, man ellers ikke ville gøre.

Det er ikke af lyst, de spiser deres afdøde venner og familie. Alternativet er at dø af sult og dermed indirekte svigte de overlevende og de dødes minde. For hvis ikke, der er nogen til at huske dem, har de så overhovedet eksisteret?

Lyden er det, der sælger illusionen i Snefællesskabet.

Den knirkende metalliske klang fra inde i vraget, motorerne fra eftersøgningsflyene, som ekkoer blandt bjergsiderne og vindens ubønhørlige susen, og så selvfølgelig Michael Giacchinos hjertekule-penetrerende musik, hensætter en i en auditiv drøm, der veksler mellem skønhed og mareridt.

Man får en lille knude i maven, når man ser Snefællesskabet, og måske genovervejer man også lige sin bestilling af hot wings eller spare ribs. For det er svært ikke at få en smule væmmelse ved tanken om at gnave på ben efter at have set, hvordan de overlevende slikker knoglerne fuldstændig rene for at få den sidste mængde næring med. Igen, er lyden det, der gør ubehaget desto større.

Det hvide helvede

De blændende landsskabsbilleder har den fine kombination af pittoresk skønhed, men samtidig også en grusomhed. Det uendelige ocean af sne og klippetoppe, der som bølger pryder landskabet så langt øjet rækker, er en konstant reminder om, at de virkelig er alene.

Deroppe, hvor man kigger ned på skyerne, der bugter sig i hulrummet mellem bjergene og langsomt smyger sig henover ryggene. Naturen i al dens majestætiske voldsomhed. Det formidler Bayona med Snefællesskabet flot. Hvor ubetydelige og magtesløse, vi mennesker i virkeligheden er, når vi er overfor de mægtige kræfter, der omkranser os.

Et enkelt snefnug virker ikke af meget, men når utallige af dem kommer væltende i form af laviner, er der ikke et mere frygtindgydende syn. Igen, det er fremragende, hvor nøjagtigt Bayona og kompagni får skildret det menneskelige drama.

De få, men meget overbevisende actionscener i form af flystyrtet og sneheldet på bjerget, er lavet tilpas, så man ikke bliver revet ud af illusionen, fordi man stopper op og studser over, at det hele ligner et CGI-orgie.

Den mådeholdenhed er der mange filmskabere, der kunne lære noget af i en tid, hvor det virker, som om mere er bedre.

Snefællesskabet er intet mindre end et eksistentialistisk mesterværk, hvor man får lyst til at give et ekstra kram til dem, man holder af. For det kræver bare et splitsekund, og så kan det hele være væk.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: