Anmeldelse: ’Sound of Freedom’ er noget religiøst, nationalkonservativt pladder

Hvordan kan en krimi-thriller om menneskehandel med børnesexslaver, og som kun har kostet lige knap 15 millioner dollars ende med at tjene mere end den nye Indiana Jones-film i USA? Det er spørgsmålet, man har stillet i løbet af sensommeren og efteråret.

Lige siden premieren 4. juli – på den amerikanske uafhængighedsdag, ikke helt tilfældigt valgt – har Sound of Freedom været i mediernes søgelys. Konspirations-tosserne fra QAnon-grupperne har omfavnet filmen, fordi de bl.a. ser den som en bekræftelse af deres lettere idiotiske teorier om, at alle rige – som de vel og mærke er uenige med – holder sammen i en hemmelig international klub, hvor sex med børn og sataniske ritualer er faste elementer.

Umiddelbart skulle man tro, at det ikke ligefrem er en målgruppe, man ønsker skal tage ejerskab over ens film. Men intet er helt, som det burde være med Sound of Freedom.

Kort sagt, handler filmen om amerikaneren Tim Ballard (Jim Caviezel), en agent ved det amerikanske Homeland Security-agentur. Hans speciale er at overvåge og arrestere pædofile for besiddelse og/eller distribution af børnepornografi.

Tim er god til sit arbejde. Men det nager ham også grueligt. At skulle kigge de mange stykke bevismateriale igennem og sjældent redde nogle af de uskyldige børn piner ham.

Ved den seneste anholdelse opstår der en mulighed. Med snedigt bedrag lykkes det ham, at overbevise det pædofile møgdyr om, at Tim er en af ”dem”, og dermed redder han den lille otteårige Miguel (Lucás Ávila). Vi har allerede i filmens åbning set, hvordan drengen og hans storesøster Rocio (Cristal Aparicio) af blevet kidnappet i Honduras.

Derfor bliver resten af Sound of Freedom en lang jagt for Tim med at finde frem til pigen, før det er for sent.

Tonedøv lyd af frihed

Umiddelbart lyder det jo som en meget ligefrem film, man ikke kan have noget imod. Men udførslen og den kvælende måde, hvorpå kristendom bliver stopfodret på værste foie gras-metode ned i halsen på publikum, er vammelt.

Fra første sekund, da Javier Navarretes svulstige patosladet underlægningsmusik går i gang – og det bliver ved, til efter sidste rulletekst er løbet over lærredet – bliver man kommanderet af filmskaberne til, at nu skal man denondelynemig være ked af det og føle meget voldsomt. Hele tiden. Konstant. Med styger-inferno, hvis man skulle være i tvivl.

I det hele taget er filmhåndværket i den pauvre ende. Vi er lige nøjagtig over billig-tv-serie-niveau, men ting filmet med en drone kan også få selv det lort til at se nogenlunde dyrt ud.

Replikkerne er som taget ud af en amatørteaterforestilling. Jim Caviezel bruger meget tid på at stå og se godt bedrøvet ud, indtil han siger noget opløftende. Ham og Bill Camp – som spiller en tidligere kartelgut, der har set lyset efter at have knaldet en 14-årige børneprostitueret – leverer hæderlige præstationer. Også fordi man ved, hvad de hver især kan, skinner det så meget desto mere igennem, at manuskriptet ikke sidder i skabet.

Det er designet omkring øjeblikke, hvor de gode kan finde styrke i deres tro på gud til at fuldføre deres mission. Oftest med en god lyskilde, så man rigtig kan se, de bliver badet i guds velsignende lys.

Team America, f**k yeah!

Med tanke på, at Jim Caviezel tidligere i karrieren spillede Jesus i Mel Gibsons The Passion of the Christ og filmens overordnede stærke kristendomsbudskab, er det ikke så underligt, at filmen er blevet en succes hos de gudfrygtige amerikanere.

Især dem, som elsker at se en patriot som Tim Ballard sige sit job op for at gøre det rigtige. Hvis systemet ikke gider hjælpe, tager man bare sagerne i egen hånd, the american way – USA, USA, USA!

At det hele er bygget på en rigtig historie, gør jo bare det hele mere fantastisk. Man skal dog ikke lave særlig meget research for at finde ud af, at der er pyntet endda ret heftigt på fortællingen.

De to søskende f.eks. eksisterer ikke, og derved bliver hele filmens sidste tredjedel ren fiktion. Den storstilede undercovermission i Columbia, hvor det meste af Sound of Freedom foregår, var faktisk mere omfangsrig end filmen viser, hvor der udover børn også blev handlet med voksne.

En af Tims hjælpere er en tilsyneladende uselvisk rigmand Paulo, der gerne vil gøre noget godt og lege betjent. Rollen bliver spillet af filmens producent, Eduardo Verástegui, som er en mexicansk kendis og abortmodstander, der pt. arbejder på at stille op til præsidentvalget i Mexico.

Igen, virker timingen for udgivelsen af filmen ikke helt tilfældig.

Vigtigt emne, dårlig film

Den amerikanske distributør Angel Studio specialiserer sig i ultra-religiøse projekter, et yderst lukrativt marked i USA. En genialitet fra deres side finder man under rulleteksterne, hvor en besked fra hovedrolleindehaver Jim Caviezel spiller. Her kan man ved hjælp af en QR-kode gå ind på en hjemmeside og give biografbilletter til andre mennesker. Hvor meget af filmens indtjening, der er blevet indhentet på den front, kunne være interessant at få indblik i.

Og så er der Tim Ballard, helten. Lige efter filmen udkom i USA, forlod Ballard den organisation, han selv startede, Operation Underground Railroad. Hurtigt kom det frem, at det var fordi flere ansatte i organisationen og udenfor beskyldte ham for flere forskelige former for seksuelle krænkelser. Flere beskyldninger bliver ved med at se dagens lys.

Alt det er desværre med til at trække fokus det vigtige emne, der ellers er filmens udgangspunkt. Menneskehandel med børn – ikke kun til i seksuel kontekst – er et reelt problem flere steder i verden, og man kunne ønske, at mere kompetente filmfolk havde lavet denne film.

Men Sound of Freedom bliver aldrig andet end religiøst nationalkonservativt pladder, der aldrig var kommet i biografen, hvis ikke distributøren havde luret, at det var lige præcis det, som det konspirationstosset marked hungrede efter.