Anmeldelse: ‘Reality’ er en stor whistleblowerhistorie i en lille, underkogt film

Havde russerne fingrene med i det amerikanske valg i 2016, som endte med, at Trump kom til magten? Først var rygtet en konspiration, som senere blev bekræftet gennem lækkede papirer. Men hvordan kom de fortrolige oplysninger i et medies hænder, og hvem sendte dem?

Reality på flere planer

Dét er historien om Reality Winner – ja, det er hendes rigtige navn – der var en idealistisk medarbejder i det amerikanske militær, og det er hende, der er hovedpersonen i Reality. En titel, der dermed fungerer på flere planer. Både som en indikation på den biografiske del om Reality og en ordleg med spørgsmål om hvilken ‘virkelighed’, der bliver alluderet til. Omkring valget og medierne og de konsekvenser, whistleblower-valget fik for Reality Winner.

En helt almindelig dag

I filmen møder vi Reality på arbejde, hvor det meste af dagen går med at sidde i en lille kontorbås og oversætte dokumenter. På vej hjem fra arbejde, tanker hun bilen og køber ind. Helt hverdagsagtigt. Da hun kommer hjem, står der imidlertid to mænd og venter ved hendes hus. FBI-agenter, viser det sig. De er venlige nok, men insisterer på, at de skal ransage hendes hjem og afhøre hende.

Reality reagerer meget roligt. Ingen melodrama her. For måske har hun ventet det? Også selv om hun siger, at hun ikke aner, hvad det hele drejer sig om.

Baseret på et teaterstykke

Alt foregår udenfor og i huset, og alt er samtale mellem Reality og de forskellige FBI-agenter. Dialogen er taget direkte fra FBI’s egne udskrifter, der inden filmen, blev til teaterstykket Is This A Room. Det dramastykke har instruktøren Tina Satter gjort til en film, hvor hun er tro mod oplægget. Også for tro.

For rent filmisk bliver det hele meget stillestående. Lige indtil afhøringsscenerne, hvor der bliver lavet et glitch hver gang, der bliver nævnt en detalje, som åbenbart er så hemmelig, at den ikke må nævnes. Nogle gange er glitchen ligefrem lavet som et jump-scare. Det er ærlig talt for søgt og for konstrueret.

Hurra for Sydney Sweeney

At en kvinde vælger at videregive statslige hemmeligheder, fordi hun synes, det amerikanske folk er tjent med at kende til disse omstændigheder er, uanset intention, et vildt valg med hårde konsekvenser. Og den historie kunne være blevet gjort til en spændende film. Det har Tina Satter desværre ikke formået.

I stedet har Reality mere karakter af en stiløvelse for en filmskole-studerende, ovenikøbet med temmelig dårligt skuespil. Ikke i hovedrollen, hvor Sydney Sweeney får lov til at vise flere sider af sit talent end hvad vi har set i Euphoria og The White Lotus. Underspillet, så man hele tiden er i tvivl om, om Reality er klar over, hvad der foregår. Men nogle af FBI-agenterne er så overspillede, at det nærmer sig karikatur. Josh Hamilton for eksempel både ligner og lyder som en mand, der har klædt sig ud til Halloween.

Uudnyttet potentiale

Der er alt for meget uudnyttet potentiale i filmen, hvilket er en stor skam, for det er en vigtig historie. Hvilket ansvar bærer vi som individer, når vi får kendskab til ulovlige hændelser, der påvirker vores demokratiske system? Det kunne der være kommet en gedigen spændingsfilm ud af.

I stedet gør Reality sig til en lille, ligegyldig øvelse, man knapt kan tage alvorligt. Man kan kun håbe på, at næste forsøg bliver bedre, for samme historie er på vej med instruktør og skuespiller fra filmen Cat Person. Det har Reality Winner fortjent.