Anmeldelse: ’Spaceman’ vil stå tilbage som en af årets største WTF-oplevelser!

Jeg elskede Chernobyl-serien, da den havde premiere for nogle år tilbage: Den var en langsom, støvet og nuanceret om end fiktionaliseret beretning om, hvad der gik galt ved nedsmeltningen af reaktor 4 tilbage i 1986. Instruktøren bag, Johan Renck, er nu klar med et nyt drama, filmen Spaceman.

Men inden vi når så langt som til selve filmen, bliver jeg nødt til at lufte et kuriosum om Renck. Den svenske Johan var tilbage i 90’erne nemlig kendt under navnet Stakka Bo og lavede eurodance-hittet Here We Go Again, der i hvert fald på min ungdoms diskoer i Horsens kørte i A-rotation. Jeg er ikke helt sikker på, hvad denne information skal tilføje andet end, at vi hermed allerede befinder os i WTF-territoriet – og der bliver vi.

Spaceman er en filmatisering af romanen Spaceman of the Boheme, skrevet af tjekkiske Jaroslav Kalfař i 2017. Her, ligesom i den aktuelle Netflix-film, følger vi Jakub Procházka (Adam Sandler), en kosmonaut sendt ud på en otte måneder lang mission for at undersøge en mærkelig lilla stjernetåge, der har spredt sig i udkanten af solsystemet. Tilbage i Tjekkiet efterlader han sig sin højgravide kone Lenka (Carey Mulligan), der efter mange år som andenviolin i forholdet, har besluttet sig for at forlade Jakub.

Toiletbøvl og edderkopper

Ude i rummet bøvler Jakub med ensomhed, og han døjer med toiletfaciliteterne og kameraer, der lukkes ned. Men det er ikke tilfældigt. Et gigantisk araknoidt rumvæsen har taget bolig på hans skib. Edderkoppen viser sig imidlertid at være ganske venligsindet og nysgerrig. Den kommunikerer via telepati, er yderst dannet og taler formfuldendt engelsk som kun Paul Dano kan præstere det. Og nå, ja den elsker Nutella.

Det umage par udvikler et venskab af en art, der mestendels går ud på, at Hanuš, som Jakub døber edderkoppen, lusker rundt i Jakubs minder om Lenka, mens de begge reflekterer over, hvad der gik galt. Lyder det bizart? Velkommen til Spaceman!

Komplet uden ironi

Den helt og aldeles gakkede handling kunne have været tonet i mange forskellige retninger. Jeg er sikker på, at filmen kunne være blevet en rendyrket komedie, endda med samme cast af spillere.

Men med Johan Rencks tilbagelænede, støvede fortællestil bliver det noget helt andet. Der sker noget virkelig interessant, når en så tosset film tager sig selv helt alvorligt. Der er en dyster inderlighed og melankoli over den fuldstændig uironiske tilgang til stoffet.

Jeg sad med kæben nede i kaffekoppen. Står Adam Sandler der i ramme alvor og trøstekrammer en gigantisk edderkop i én af de mest rørende og emotionelt ladede scener i sin karriere? Åbenbart. Jeg måtte efterfølgende lige tjekke, om der var nogen, der havde spicet min kaffe med fjolletobak.

Filmens visuelle side er også værd at bemærke. Ligesom i Chernobyl-serien fornemmer man tydeligt Johan Rencks fascination af analog teknik. Jakubs rumskib er som taget ud af en 60’er-sci-fi, mens de tilbage på jorden godt nok har mobiltelefoner, men den slags med antenne, som fik bukserne til at falde af, hvis man forsøgte at putte den i lommen.

Der hænger i det hele taget en em af nostalgi over filmens udtryk. Af den slags, hvor man sidder og tænker, at der da virkelig også var mere stil over elektronikken og tøj og natur i gamle dage.

Hypnotiserende trip

Spaceman er en film om altid at længes væk. At længes i en sådan grad, at man aldrig er til stede, hvor man er. Filmens moralske anker er Carey Mulligans Lenka, der i dyb ensomhed og svigt vandrer rundt i bygninger og i naturen for at finde en form for forbindelse: til sit barn, til Jakub og til sig selv.

Imens sidder kosmonauten mange millioner kilometer væk og synes stadig, han må flygte fra livet og sin fortid. Men så er det jo godt, man kan få besøg af en psykoterapeutisk edderkop.

Jeg blev helt hypnotiseret af Spaceman. Er den god? Det er svært at svare på. Den er et trip. Som at se Solaris på svampe, og det siger ikke så lidt. Men der er tydelige referencer til Tarkovskys mesterværk, som også omhandler skyld, savn, erindringer og identitet.

Til gengæld er det endnu en gang vidunderligt at se Adam Sandler i en dramatisk rolle, der uden at vakle kunne holde mig i et emotionelt brandmandsgreb, selv om han foretager sig de mest gakkede ting.

Måske det ikke bliver årets film, men sammen med Yorgos Lanthimos’ Poor Things kandiderer Spaceman uden tvivl om titlen som den største ’hvad-fanden-foregår-der’-oplevelse i 2024. Point for mod!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: