Anmeldelse: Spion-actionfilmen ’Argylle’ er mere sløvende end adrenalinpumpende

Der er ingen tvivl om, at Matthew Vaughn er en instruktør med tæft for spænding og action. Efter at være startet som producent i slut-1990'erne, hvor han var involveret i Guy Ritchies to første britiske gangsterfuldtræffere Rub, stub og to rygende geværer og Snatch med bl.a. Brad Pitt og Benicio del Toro, debuterede Vaughn selv som instruktør i 2004.

Daniel Craig spillede hovedrollen som den navnløse coke-handler i Layer Cake, der tonalt var mere seriøs end Ritchies gangsterkomedier, men stadig med samme mængde brutalitet.

Craigs kølige og cool præstation i den film, var en af hovedårsagerne til, at skuespilleren året efter blev præsenteret som den nye James Bond.

Og ser man bort fra den fremragende fantasyfilm Stardust, er det også primært i variationer af spion/superhelte-film, at Matthew Vaughn har slået folderne. Endda med rigtig stor succes, og den første Kingsman-film står som den største succes.

I den forstand giver det mening, at forventningerne til den nye spionfilm Argylle er den i høje ende – men man bliver skuffet.

Filmen handler om spionbogsforfatteren Elly (Bryce Dallas Howard), der står bag en populærbogserie om agenten Argylle (Henry Cavill). Pludselig bliver hun efterstræbt på livet af virkelige spioner, da historien til hendes kommende bog minder så meget om virkeligheden, at både de gode og de onde vil have fat i hende.

Under beskyttelse af den hurtigttalende Aidan (Sam Rockwell) går det over stok og sten for både at slippe væk fra det onde Syndicate – der ledes af den konstant gnavne chef, Ritter (Bryan Cranston) – og prøve at komme først til at løse det mysterium, alle mener, hun er nøglen til.

Så meget potentiale og derfor så meget desto mere frustrerende, at Argylle ikke rammer plet på underholdningsskalaen.

Skyd først, Bryce!

Starten er ellers lovende. Vi med inde i historien, da Elly læser højt fra sin bog til et arrangement i en boghandel.

Med sin firkantede frisure ligner Henry Cavill mere noget fra en tegneserie end et rigtigt menneske. Scenerne inde i historien fungerer rigtig godt, netop fordi de er så langt ude i forhold til virkeligheden, at karikaturen af det typiske spionlir bliver en herlig pseudo-metakommentar.

Sangeren Dua Lipa som arketypen på en femme fatale-skurk fungerer upåklageligt, og ditto med John Cena som Argylles medhjælper Wyatt, som virkelig stråler i disse biroller.

Og det fungerer egentlig også fint, da Elly bliver viklet ind i en masse spionhalløj. Det smager lidt henad Sandra Bullock og Channing Tatum i The Lost City - og derved indirekte Kathleen Turner og Michael Douglas i 80'er-filmene Romancing the Stone og The Jewel of the Nile. Men det gør såmænd ikke noget, hvis det er underholdende.

Det er Argylle desværre ikke i længden. Og det er netop ordet ’længden’, der gør udslaget, så filmen ikke fungerer.

Argylle lider nemlig af det problem, mange film lider af i øjeblikket. To timer bør være pejlemærket for de fleste actionfilm, medmindre de har noget helt ekstraordinært at byde på, som f.eks. Keanu Reeves, der tæver og slår folk ihjel på spektakulær facon eller Tom Cruise, som forsøger at finde på nye måder at lave dødsforagtende stunts.

Og Argylle byder ikke på noget i actiondelen, vi ikke har set udført bedre før. De er underholdende, især når det fjollede og langt ude omfavnes. Var det noget med en kaskade af kulørte røgbomber, mens heltene danser med hinanden og skyder med store våben? Ja tak.

Genbrug og ligegyldigheder

Men så er der hele historien imellem.

Uden at røbe for meget indeholder Argylle et twist, som har potentiale til noget virkelig godt, men som bare ikke fungerer. Bryce Dallas Howard er ellers god i alt, hvad hun skal igennem i løbet filmen og vigtigst af alt, overbevisende. Hvad end hun skal være skræmt halvt ihjel eller lange øretæver ud, gør skuespilleren det med bravur.

Sam Rockwell leverer den samme præstation, han altid gør i den her slags roller. Sjov og lidt skæv, denne gang med et skvæt af uddeling af røvfuld. Igen, ingen klager der, ligeså med resten af skuespillet fra Cranston, Samuel L. Jackson og herlige Catherine O’Hara.

Men handlingen, ugh, den fungerer bare ikke. Som en kombination af The Lost City og 90'er-actionfilmen The Long Kiss Goodnight, bliver resultatet, når det er filtreret gennem Matthew Vaughns ellers normalt veloplagte filter, mere sløvt end adrenalinpumpende.

I stedet for en lydefri film fremstår Argylle snarere som et halvsløjt videospil, hvor man springer fra det ene sted til det næste, kun afbrudt af nogle lidt ligegyldige mellemscener.

Idéen er, at Argylle skal være den første film i en planlagt trilogi, som også skal foregå i samme univers som Kingsman-filmene. Om det rent faktisk bliver godt, er tvivlsomt. Ikke kun med den aktuelle film in mente, men også de to efterfølgere til den originale Kingsman-film, hvor kvaliteten har været støt nedadgående.

Og så cementerer filmen endnu en gang det problem, som Apple har, når det kommer til at investere alle de mange millioner i film til distribution. Udover Coda, der måske fik den billigste Oscar for Bedste film overhovedet de senere år – hvis vi ser bort fra Green Book - og Killers of the Flower Moon, har kvaliteten ikke ligefrem været overvældende, når det kommer til mærkatet ’Apple Original Films’.

Og det er derfor med stor ærgrelse i stemmen, at man må konstatere, at trods et stort potentiale, rammer Matthew Vaughn ikke tidligere tiders høje niveau med Argylle, som trods flere lyspunkter bare ikke fungerer som helhed.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: