Anmeldelse: ’The Sweet East’ er en syret americana-odyssé

”Det var bare en film,” siger den kønne og ikke så dybsindige Troy (Jack Irv) til Lillian (Talia Ryder). De to high schoolere ligger og snakker i sengen efter et knald, hvor smalltalken falder på en unavngiven film, de har set.

Navnet bliver ikke nævnt, men replikken ”Det er bare en film,” kunne sagtens være faldet i kontekst til The Sweet East.

Filmen handler om Lillian, der under en skoleudflugt til Washington D.C. bliver separeret fra resten af gruppen. Det sker på en pizzarestaurant, hvor en bevæbnet konspirationsteori-tosse kommer ind og kræver at se kælderen. Han mener, at en det er et skalkeskjul for en pædofiliring, og nu vil han heroisk redde dem alle.

Lillian bliver ledt ud derfra gennem en hemmelig passage af den anarkistiske politiske aktivist Caleb (Earl Cave) og det bliver starten på en syret americana-odyssé.

Vi kommer omkring nynazister, islamister og gakkede filmproduktioner i The Sweet East, debutfilmen fra en af tidens mest interessante filmfotografer Sean Price Williams.

Selv om filmen foregår i nutiden, har den visuelle side – og indholdet – mere tilfælles med de vilde 70'ere end den blankpolerede Instagram-nutid. Hvor man dog også kan finde et retrofilter til at gøre ens opslag tilpas chikt.

I Price Williams' film er det dog anderledes gennemført.

Magnetisk pragtpræstation

The Sweet East fik premiere på Cannes filmfestivalen i 2023, og allerede der blev den udråbt som en sjælsbeslægtet amerikansk udgave af Lewis Carrolls Alice i Eventyrland.

Sammenligningen er måske ikke så underlig, da Lillian bogstavelig talt bevæger sig igennem en lang tunnel a la et kaninhul og kommer ud i et syret univers.

Anslaget til, at vi ikke har med en helt almindelig film at gøre, åbenbarer sig kort forinden. Lillian står ude på restaurantens toilet og kigger sig selv i spejlet. I et nærmest 'fjerde væg'-brydende øjeblik begynder hun at synge til den sang, hvis musik hidtil har akkompagneret scenen.

Effekten er kæbetabende god, og hovedrolleindehaver Talia Ryders magnetisk dragende tilstedeværelse cementeres fra begyndelsen. Lige siden debuten i abort-mesterværket Never Rarely Sometimes Always har skuespilleren stået som en af de mest funklende kommende filmstjerner.

Præstationen i The Sweet East stadfæster forventningen om, at Ryder bliver en af de helt store.

Hvad end det er hendes særegne småarrogante og ligegyldige teenageattitude eller hendes evne som eventyrlig manipulator, er Talia Ryder eminent og løfter flot ansvaret som The Sweet Easts guidende fyrtårn.

For vi og Lillian kommer ud for den ene mere absurde situation efter den anden. Når de så ses i samlet helhed som surrealistiske perler på en snor, står helheden mere interessant, end de gør, når de opleves i løbet af filmen.

Selv om tiden med den nynazistiske universitetsprofessor Lawrence (en skøn afdæmpet og tilpas creepy Simon Rex) er fascinerende, trækker den også til sidst ud i langdrag.

Og sådan gør det sig faktisk også gældende for de efterfølgende eventyr, hun kommer ud for.

Manuskriptforfatter Nick Pinkerton bruger lidt den samme formular til hvert af Lillians møder. Personerne bliver vildt fascinerede af hende og vil gøre alt for at være i hendes nærhed, også selv om det bliver på bekostning af deres eget ve og vel. Og så ender det hele med, at hun smutter til sidst alligevel, ligegyldigt, hvad de gør.

Syret americana odyssé

The Sweet East taler ind i livets evige foranderlighed og den følelse af rodløshed, der kommer af ikke at føle tilknytning til noget eller nogen.

Der er ikke nogen relationer eller sentimentale grunde, som holder Lillian fast. I stedet er det en ung kvindes rejse igennem en turbulent tid i USA, hvor alt er omskifteligt, afhængig af hvem og hvor man er.

Et eklektisk soundtrack, der veksler mellem stille og rolig jazztrompet og fuldstændig diffus eksperimentalmusik, er med til at forstærke den syrede oplevelse.

Sean Price Williams' fornemme tæft for visuelle vidunderbilleder fornægter sig ikke. Det er samme råhed og skønhed, som han leverede til Safdie-brødrenes højspændte gennembrudsfilm Good Times med Robert Pattinson.

Instruktøren er selv fotograf på The Sweet East, der fremstår som indbegrebet af amerikansk indiefilm. Og især inspirationstiden i 1970'erne, hvor den slags værker netop var en stor del af årtiets repertoire, og både de etablerede og især de nye filmskabere ikke var blege for at tage chancer.

Der bliver ikke på samme måde taget de store chancer i The Sweet East, selv om filmen er en ret speciel oplevelse. Ved at dykke ned i de miljøer, den gør, og med en slet skjult ironisk indgangsvinkel, bliver alvoren hurtigt afmonteret.

Til trods for, at den kun er lige knapt 100 minutter lang, minus rulletekster, føles filmen henimod slutningen en smule lang i spyttet.

Allestedsnærværende hunk Jacob Elordi glimrer i rollen som filmstjernen Ian, som Lillian skal spille overfor i den film, hun pludselig bliver castet i. Det er ikke en præstation, hvor han får mulighed for at sige så meget, men snarere forlader sig på sit markante filmstjerneudseende.

The Bear-skuespilleren Ayo Edebiri fortsætter med at være et fund i alle roller, hun træder ind i. Denne gang som hyperentusiastisk filminstruktør, som muligvis/muligvis ikke udvikler et crush på Lillian.

Det er de specielle karakterer, den imponerende billedside og Talia Ryders pragtpræstation, der gør The Sweet East til noget helt særligt. Sean Price Williams markerer sig som en filmskaber, man bør holde øje med fremadrettet, med en underfundig og spændende indgangsvinkel til at fortælle historier.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: