Anmeldelse: ’Til verdens ende’ er en følsom kærlighedsfilm, forklædt som western

Som skuespiller spænder Viggo Mortensen bredt – fra de helt stille, følsomme mænd til de voldsomme og hårdtslående, og alt derimellem. Som instruktør har han dog en forkærlighed for karakterer, der på den ene eller anden måde er slået i stykker af tilværelsen og skal lære at finde vejen frem igen.

Det var tilfældet med hans instruktørdebut Falling, om en homoseksuel mand, der lader sin gamle, demente og homofobe far flytte ind i sit hjem med kufferten fulde af skeletter fra barndommens skabe.

I hans anden film som instruktør og manuskriptforfatter, Til verdens ende, går han bag alle cowboygenrens klichéer i en fortælling om at lægge en smertefuld fortid bag sig og bygge verden op på ny. Og han giver os en følelse af at forstå, hvordan det var at være nybygger og indtage et nyt støvet område af verden for 150 år siden. Som kvinde.

Slanger i paradis

Hovedrollen i Til verdens ende er nemlig ikke Viggo Mortensen, selv om han ligesom i Falling har fundet en prominent plads til sig selv på rollelisten. Historien tilhører Vicky Krieps’ fransk-canadiske Vivienne, der mister begge sine forældre i en ung alder og sværger, at hun fremover altid vil klare sig selv.

Da hun møder den lidt ældre danske immigrant Holger Olsen (Viggo Mortensen) på kajen i San Francisco, hvor skæbnen har skyllet dem begge op, nægter hun at gifte sig med ham. Til gengæld vil hun gerne følge ham til verdens ende – eller det der ligner. Nærmere betegnet et gammelt træhus på den støvede prærie i Nevada anno 1860, hvor kaktusser gror mere talrige end de træer, hun voksede op med og savner.

Desværre er der slanger i deres støvede paradis – og ikke kun i form af dem, der snor sig hen ad jorden. Den lokale forretningsmands søn, Weston, har et godt øje til Vivienne, og da Olsen føler sig forpligtet til at melde sig til borgerkrigen, slår han til. Bogstaveligt talt.

Det får konsekvenser, der rækker langt ud over både Olsen og Vivienne. Men som også giver Vivienne mulighed for at træde i karakter med al sin ukuelige livsvilje. På trods.

Danske gloser

Vicky Krieps er fantastisk og fascinerende i rollen. Hendes Vivienne er indbegrebet af kvindekraft. Smuk, selvstændig, sarkastisk, stærk. Hun har skabt sig selv og sit eget liv, og ingen mand skal få lov til at pille hende ned og gemme hende væk i et køkken.

Når Olsen alligevel får hende til at følge med sig til en lille hytte i en udørk, er det fordi, hun forstår, at han forstår lige præcis det. I hende har han ikke fundet en lille kone, han har fundet en ligeværdig partner, en livsledsager – for nu eller for altid, det vil tiden vise. Og han har fundet en gåde, som han har lyst til at bruge resten af livet på at løse.

Deres dynamik er smuk, dynamisk – og flere steder faktisk også ret sjov. Måske særligt som dansker, for Viggo Mortensens Olsen er selvfølgelig dansk immigrant, og han strøer filmen igennem om sig med danske brokker. En humor, der letter på filmens overordnede følelse af tragedie og tab som et livsvilkår.

Skabe og blomstre

Til verdens ende er i bund og grund en kærlighedsfilm, forklædt som western. En film om at føle sig set og insistere på at leve livet på sin egen måde. Om at skabe liv og mening i selv den goldeste verden – både i konkret og overført betydning. En film om at skabe og blomstre, fordi man beslutter sig for, at her findes et sted, en relation og et menneske, der er indsatsen værd.

Et lille stykke feel-good i en verden, hvor det meste føles hårdt og goldt, manifesteret via de blomster, Vivienne stædigt insisterer på at plante i sandjorden og de bygninger og andre trækonstruktioner, der vokser frem af Olsens hænder.

Med stædig ihærdighed og en bevidsthed om, at livet ikke giver ved dørene – hvad man ønsker af livet, er man selv nødt til at skabe. Og indimellem tager livet mere, end det giver. Uanset om man er en af dem med sort eller hvid hat.

Håb i mørket

Men den er også en film om grådighed, ondskab og tilværelsens ulidelige ubarmhjertighed. For Viggo Mortensen kender westerngenren godt nok til at lege med en lang række stereotype karakterer – den korrupte borgmester, der laver lyssky aftaler med den lokale ejendomsbaron, bartenderen, der har set for meget, og bare prøver at holde sig udenfor det hele – men alligevel ikke kan lade være med at blande sig lidt. Enspænderen der bliver sherif. Den enfoldige unge mand, der selvfølgelig ender som uskyldigt offer. Og skurken, der ikke ejer skyggen af godhed, men bare kræver ind og tager med vold.

Han kender dem godt nok til at bevæge sig ud over klichéen og gøre dem til karakterer, der fylder og farver den verden, han bygger op omkring Olsen og Viviennes liv. Mest med mørkere strøg.

Det er råt og brutalt, til trods for alle roserne. Alligevel forlader man biografen med en følelse af håb. Takket være westernhistoriens måske nok blideste sherif og hans kærlighed til en kvinde af en ganske særlig støbning, der rækker ud over både tid og sted, liv og død.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: