Anmeldelse: ’Warfare’ er en møghamrende god og ubehagelig krigsfilm

Den skærende tinnitus-inducerende hyletone snitter ondskabsfuldt trommehinden i trevler, så man instinktivt trækker hænderne op til ørerne for at skåne dem mod det auditive angreb, de bliver udsat for.

Nok engang er noget eksploderet i Alex Garlands og hans medinstruktør og -manuskriptforfatter, Ray Mendozas, krigsfilm ’Warfare’. Og det ubehageligt gode lyddesign imiterer fermt, hvordan det har påvirket soldaterne. Kameraet er let ude af fokus, og samtidig med at hyletonen kører på fuld smadder, er det også, som om de er under vandet. De groggy mænd kigger sig desorienterede omkring.

Vi er november 2006 i Irak i efterdønningerne af det, der bliver kaldt ’the Battle of Ramadi’. Koalitionsstyrker bestående af amerikanske, britiske og irakiske tropper har dagligt udkæmpet blodige kampe mod al-Qaeda-støttede oprørere i den strategisk vigtige by Ramadi.

19. november er en gruppe Navy Seals ude at agere observationspost i forbindelse med en stor operation. De indtager et hus i nattens mulm og mørke og holder den todelte lejligheds beboere som fanger, mens missionen er i gang.

I takt med at morgenen gryr, og det omkringliggende marked vågner til live, begynder de også at lægge mærke til mystiske hændelser. Mænd, der konstant kigger over mod huset, og biler, der kører frem og tilbage, stiger i aktivitet, indtil en stemme gjalder ud igennem nogle højtalere.

Det er ikke et kald til bøn, men til våben, for nu skal de amerikanske hunde nedkæmpes. En granat finder vej ind i huset, og det første store brag indvarsler, at nu er dagens kamp for liv og død gået i gang, og den stopper ikke i de næste 80 minutter af den hyper-intense ’Warfare’.

Møghamrende ubehagelig

Instruktør Ray Mendoza var en af de Navy Seals, som var en del af missionen. Han bliver i filmen spillet af ’Reservation Dogs’-stjernen D’Pharaoh Woon-A-Tai, der leverer en god, sammenbidt præstation. Hvilket også må siges at gøre sig gældende for resten af det spændende cast, der indeholder en perlerække af kommende Hollywood-kanoner.

Flere af soldaterne har været aktive i tilblivelsen af filmproduktionen. Både i form af øjenvidneberetninger, men de har også været på settet og øvet scenerne igennem med skuespillerne for at få den bedste skildring af begivenhederne.

For det er deres historie, og den bliver skildret med stor respekt i ’Warfare’.

Mendoza var militærrådgiver på ’Civil War’, og derigennem kom han i kontakt med Alex Garland. ’Ex Machina’-instruktøren har med egne ord bare været støtte for Mendoza og taget over, hvis for eksempel en scene har været for tæt på virkeligheden.

Og ’Warfare’ er realistisk i en sådan grad, at den også bliver møghamrende ubehagelig.

Som godt hærdet horrorfan skal der immervæk noget til at få undertegnede til at sidde og vride sig i biografsædet af ubehag. Men fra det tidspunkt, hvor en stor hjemmelavet fosforbombe pludseligt sprænger uden varsel, bliver hele min krop udsat for et sansebombardement af billeder og lyd, der tvinger mig længere og længere ned i det røde sæde. Og da filmen er færdig, er jeg fuldstændig smadret.

Ikke siden Erik Poppes uafrystelige skildring af Anders Breiviks brutale massakre i ’Utøya 22. juli’ har jeg haft det så fysisk dårligt. Skrigene fra de sårede soldater er høje og fortsætter i, hvad der føles som en evighed. Bombesprængte kroppe og afrevne lemmer fylder lærredet i en uhørt eksplicit grad, og igen, hærdet horrordude her, men i ’Warfare’ bliver mit sensoriske nervesystem sendt til tælling.

Terapeutisk bearbejdelse

Hvis der er en anke, og det er alligevel en ok stor en, er det, at situationen ikke bliver kontekstualiseret. Vi får ikke et oprids af, hvorfor soldaterne er i Irak, eller info om, at der få dage forinden har været heftige kampe i Ramadi, hvor amerikanske tropper efter sigende skulle have flere civile tab i forbindelse med et luftangreb.

Omvendt er det heller ikke den slags film, som Mendoza og Garland har i sinde med ’Warfare’.

Filmen er snarere et vidnesbyrd, en genfortælling af den traumatiske begivenhed, der har indprentet sig i soldaternes bevidsthed for evigt. Ray Mendoza har i interviews i forbindelse med premieren forklaret, at det at sidde og skrive manuskript sammen med Alex Garland til tider har været mere terapeutisk end timer hos en psykolog.

Derfor skal ’Warfare’ også nærmere ses som en rekonstruktion a la det Carl Javér satte i scene til dokumentarfilmen ’Rekonstruktion Utøya’, hvor overlevende skulle genskabe deres oplevelser fra den skæbnesvangre dag, 22. juli 2011.

Dermed er slægtskabet for ’Warfare’ også større med HBO-serien ’Generation Kill’ om invasionen af Irak end Garlands egen ’Civil War’.

Rollebesætningen i ’Warfare’ er der ikke en finger at sætte på, og hvis man er en af dem, som har lyst til at kigge på en stor del af fremtiden i Hollywood, er krigsfilmen et ret godt sted at starte. I hvert fald, når det kommer til mandlige skuespillere.

Joseph Quinn (‘Stranger Things’, The Fantastic Four: First Steps’), Charles Melton (‘Riverdale’, ‘May December’), Will Poulter (Guardians of the Galaxy Vol. 3’, ‘The Bear’), Cosmo Jarvis (‘Shōgun’, ‘The Odyssey’), Kit Connor (‘Heartstopper’), Niah Centineo (‘To All The Boys’-trilogien, ‘The Recruit’), Henry Zaga (‘The New Mutants’, ‘Queer’), Finn Bennett (‘True Detective: Night Country’, ‘A Knight of the Seven Kingsom’), Michael Gandolfini (‘The Deuce’, ‘Daredevil: Born Again’) og D’Pharaoh Woon-A-Tai.

Bare lær navnene nu, vi kommer til at se meget mere til dem fremadrettet.

’Warfare’ er en af den slags film, man kun har behov for at se én gang. Selvom den kun varer lige knap halvanden time, er sanseangrebet så voldsomt, at jeg i hvert fald ikke lige umiddelbart har behov for at genbesøge begivenhederne, som soldaterne gennemlever den skæbnesvangre dag i Irak. Men kæft, hvor er det en god film, alligevel!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: