Anmeldelse: Wrestling-dramaet ’The Iron Claw’ er en tragedie uden lige

”Wrestling? Det er da noget fake fis, hvor folk render og lader, som om de slås?”

Det er den typiske reaktion, man får i Danmark, når man erklærer sig som fan af den hæderkronede showsport. Sjovt nok, har samme folk intet problem med at se hverken film eller serier og udråber det som kunst. Måske kræver det bare en ordentlig PR-maskine til at hjernevaske folk til at tro på, at noget er finere end andet?

Måske opstår der en større forståelse med The Iron Claw? Muligheden er der i hvert fald, når man har en film med en hovedrolletrio bestående af Zac Efron (High School Musical), Jeremy Allen White (The Bear) og Harris Dickinson (Triangle of Sadness og senest A Murder at the End of the World), hvor i hvert fald de to sidstnævnte er blandt de mest lovende stjerner på skuespilhimlen pt.

Omdrejningspunktet er en amerikansk familie med farmand Jack Adkisson (Holt McCallany) i spidsen. Texaneren er dog bedre kendt under sit wrestler-navn Fritz Von Erich. I sin aktive karriere portrætterede han i lang tid en ond tysker, hvis signature move i en kamp, var det frygtede iron claw/jerngreb, hvor han maste modstanderens kranie, så man ikke havde andet valg end at give op.

Da karrieren går på hæld, starter han selv sin egen organisation op. World Class Championship Wrestling bliver en institution i Dallas-området, hvor han selv og senere sønnerne Kevin (Efron), David (Dickinson) og Kerry (Allen White) er de ubestridte stjerner og helte.

Men i familien går der rygter om en forbandelse, der går tilbage til Fritz' mormor i Tyskland. Som tiden går, får Von Erich-forbandelsen igen fat i den berømte wrestling-familie, og tragedie på tragedie hagler ned over dem i en helt ubærlig grad.

Virkeligheden overgår fiktionen

Det har været en fuldkommen umulig opgave for instruktør og manuskriptforfatter Sean Durkin at få skåret hele Von Erich-familiens historie ned til en film på lidt over to timer. Og det har han også været klar over, da filmen hævder blot at være inspireret af virkelige begivenheder.

For eksempel var der udover filmens fire brødre – Kevin, David, Kerry og Mike (Stanley Simons) og Jack Jr., der døde som dreng, før filmens begyndelse – endnu en bror, Chris. Elementer af hans personlighed er blevet skrevet ind i Mike.

De resterende medlemmer af virkelighedens Von Erich-familie har sagt god for filmen, så det må siges at være gjort med deres velsignelse.

Selve wrestling-aspektet af familiens arbejde kommer vi kun overfladisk i berøring med. Vi ser udvalgte kampe eller rettere sagt, udvalgte dele af udvalgte kampe. Det handler om at blive verdensmester i den overordnede organisation NWA, hvor de forskellige regionale føderationer er medlemmer af. En titel, der altid lige var inden for Fritz’ rækkevidde, men aldrig fik den pga. politik – det råber han i hvert fald højt om til alle, hvad end de har lyst til at høre om det eller ej.

Derfor er det op til sønnerne at skaffe hæder tilbage til familien. Ældstesønnen Kevin har fysikken, men er elendig på mikrofonen. Og hvis man ikke har ordene til at sælge en kamp, skal man være noget helt exceptionelt, og det er han trods alt ikke.

Det er til gengæld lillebror David. Et ordentligt brød, der kan få talt folk ind i sæderne til kampene i den firkantede ring. Det er dog Kerry, der er farmands favorit. Det forklarer han dem ved morgenbordet, men der er mulighed for at rykke op og ned på den interne rangliste afhængig af ens bedrifter.

På sin vis er det herligt forfriskende og komisk at høre en forældre så ærligt rangere sine børn, men også urovækkende. For det kræver jo, at man så er den bedste hele tiden for at bevare førstepladsen.

Holt McCallany er filmens uovertrufne stjerne som den stålsatte patriark. Samspillet med Maura Tierney, der spiller hustruen Doris Von Erich leverer både nogle af filmens mest rørende scener, men også de mest hjerteskærende.

For The Iron Claw er først og fremmest en tragedie. Ikke et drama, ikke en biopic, men en tragedie, hvor man skal være gjort af et usædvanligt stof for ikke at blive rørt minimum én gang i løbet af filmen.

Publikum i følelsesmæssigt jerngreb

Blandt det øvrige cast, er det lidt en broget landhandel.

Den egentlige hovedperson i The Iron Claw er Kevin, og det kræver selvfølgelig sit af det tidligere teen-idol Zac Efron. I filmen bliver den ældst-levende Von Erich-søn fremstillet som en retskaffen person, der ikke rigtig kommer i kontakt med ulovlige stoffer på samme måder, som brødrene David og Kerry – igen en sandhed med modifikationer i forhold til virkeligheden.

Efron giver den halvfuld gas som en all american mand, der spiser sine vitaminer og beder sine bønner, som selvfølgelig kun har været sammen med den kvinde, Pam (Lily James), han gifter sig med. Men det er også dybt uinteressant.

Skuespilleren har ikke den rækkevidde i repertoiret, der skal til for at gøre karakteren fængende. Det er lige på grænsen til tv-film, så simpelt og karikeret er det.

Harris Dickinson og Jeremy Allen White brager (naturligvis) igennem i alt, hvad de gør. Også Stanley Simons som lillebroren Mike gør et flot varigt og hjerteskærende indtryk. I filmens mange lange indstillinger får skuespillerne rig mulighed for at vise deres evner, uden at der bliver klippet væk. Det stiller store krav til castet, hvor de i de fleste tilfælde løser opgaven flot.

Til gengæld skal Sean Durkin have en ordentlig røffel for et sjusket og unødvendigt kluntet manuskript. Han formår på ingen måde at formidle, hvor stort wrestling faktisk var i den periode i Texas. Der var tre ting, som betød noget i Dallas-området i slut-70'erne/start-80'erne: Gud, guns og Von Erichs – rangeringen ændrede sig naturligvis fra tid til anden.

Men også simple fortællemekanismer sejler. Der bliver bl.a. gjort et stort nummer ud af, at Kevin ikke vil have, at hans nyfødte søn skal have Von Erich-navnet. Hvilket barnet heller ikke ville, for Kevin og resten af familiens lovformelige efternavn er Adkisson. Scenen er derfor decideret vrøvl og sjusk i forhold til filmens egen opstillede historie.

Og så er det nærmest utilgiveligt, hvordan slutningen fremstår. Det er, som om Durkin står med en megafon og råber ”Græd!” for sine fulde lungers kraft.

Derfor ender The Iron Claw, trods et imponerende grundlag og spændende forudsætninger, som en halvbagt hurtigret. Det her burde have været en serie, fordi der simpelthen er så meget at fortælle. I stedet står vi tilbage med en klippeklister-version af en af de mest tragiske historier i amerikansk underholdningshistorie.

Von Erich-familien har fortjent bedre.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: