Anmeldelse: Zack Snyders kornfetich har taget fuldstændig overhånd i 'Rebel Moon – Part Two'

Det må være sådan nogen som mig, Netflix’ algoritme har brugt til at retfærdiggøre Zack Snyders overmåde voluminøse rumopera Rebel Moon – Part Two: Scargiver.

Som jeg også skrev i anmeldelsen af 1’eren, er jeg utrolig velvilligt indstillet på at tilgive, hvis genren er sci-fi. Jeg er en umættelig svamp, og der er (synes min mand i hvert fald) ingen nedre grænse for, hvad jeg kan finde på at fortære film- og seriemæssigt, hvis blot der er laserguns og robotter.

Så herfra skal lyde et oprigtigt undskyld til jer allesammen. Jeg må simpelthen beklage, at mine data nu er skyld i, at instruktøren Zack Snyder endnu en gang får fuldstændig frie hænder til lave, hvad der nok må karakteriseres som et genremæssigt historisk lavpunkt. Rundstyk!

Først skal der høstes

Rebel Moon – Part Two: Scargiver fortsætter, hvor den første film slap. Vi befinder os i et univers brutalt styret af The Motherworld. Men på den lille bondeplanet Veldt har en gruppe erfarne krigere, nøje udvalgt rundt omkring i universet, samlet sig for at gøre modstand mod overmagten.

Eller det vil sige, først skal der lige høstes korn. Det bruger filmen i hvert fald 20 minutter på (!) Og der må jeg bare sige stop. Jeg kan som sagt tilgive meget, men nu har Zack Snyders kornfetich simpelthen taget overhånd.

Der må være nogen fra Landbrug & Fødevarer, som hiver fat i ham, for han må virkelig se at få afløb et andet sted end i sine film. Jeg magter ikke flere skud af hænder med kornaks, der glider gennem fingrene, eller billeder af svedende kroppe, der høster med le. Stop det. Lige nu!

Jeg havde virkelig håbet, at Rebel Moon – Part Two: Scargiver, når nu den var ude over den træge iscenesættelse af universet og præsentation af alle figurerne, som tyngede 1’eren, kunne nosse sig sammen til at få fortalt en spændende historie. Men der er ingenting.

Der er Motherworld-skibet, som skal angribe om fem dage, og så planetens beboere, der først bruger tre dage på at høste og resten på skydetræning. Det er simpelthen ikke nok. Især ikke, når samtlige figurer er skematiske ekkoer af andre filmuniversers stærke world-building.

Et mislykket projekt

Da den første Rebel Moon-film havde premiere, argumenterede jeg for, at den i det mindste var flot. I denne bliver de evindeligt gentagende scener ubegribeligt kedsommelige. I denne omgang virker den visuelle æstetik mere som noget, en kunstig intelligens har lavet, eller en telefon med et vaseline-filter.

Der er ingenting bag facaden af modlys og slowmotion. Ing-en-ting! Zack Snyder er krediteret som både instruktør, manusforfatter og gudhjælpemig også som fotograf. Det kunne have været ærefrygtindgydende, hvis projektet var lykkedes. Det gjorde det ikke.

Rebel Moon – Part Two: Scargiver er en film med hovedpine-inducerende replikker, hvor karaktererne siger præcis, hvad de gør. Voice over, der forsøger at kontekstualisere handling og univers, men til ingen verdens nytte.

For filmen er slet ikke interesseret i at fortælle historien om den verden, vi befinder os i. Det bliver bare nævnt og glemt igen. Og så er der de evindelige flashbacks, der skal give en form for kød på de stakkels afpillede karakterers baghistorier.

Men det ender med blot at forstyrre handlingen (hvis der var en) og understrege, hvor lidt original Snyder har været i skabelsen af figurerne. For de er alle mere eller mindre snuppet fra andre filmuniverser som Mad Max, Star Wars og Conan the Barbarian.

En trist fornemmelse

Jeg har strakt mig langt for Rebel Moon-universet. Jeg har ladet tvivlen komme den til gode. Jeg elsker kitschede, overdrevne universer, som med et glimt i øjet tager os med på en eventyrlig rejse. Som i den aktuelle Fallout-serie fra Prime Video.

Jeg kan sagtens elske dårlig smag. Men Rebel Moon – Part Two: Scargiver tager sig selv vanvittig seriøst. Den opfører sig, som om det er stor filmkunst. Komplet uden selvindsigt. Og dét er næsten uudholdeligt, selv for en altædende sci-fi fan som mig.

Giv det tid, og jeg kommer måske til at grine af Rebel Moon – Part Two: Scargiver. Måske jeg endda kan lære have en form for sympati for dens eklatante dårligdomme. Lige nu er jeg bare trist.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: