Anmeldelse: Forestillingen ’Renæssance’ forspilder en gylden mulighed

Det begynder med en sang. Unisone kvindestemmer, der tydeligt tilhører ældre kvinder, bølger ud mod os i den dunkle teatersal. Så går tæppet op, og bum – så står de der, stærkt funderet med løftet hage og faste blikke rettet mod os.

10 kvindelige skuespillere over 67 år – som teatret selv beskriver det: Sonja Oppenhagen, Kirsten Olesen, Birgitte Raaberg, Rikke Wölck, Jannie Faurschou, Hanne Hedelund, Ulla Henningsen, Ann Hjort, Marianne Mortensen og Pia Rosenbaum.

Der er noget rørende og stærkt over at se så mange aldrende kvinder stå der sammen på scenen. Et syn, der desværre hører til sjældenhederne. Også selvom det er kvinder, der har været markant til stede i kulturlivet gennem både hele mit og de fleste andre publikummers liv.

Den langvarige applaus, de modtager ved premieren alene ved første syn af dem, er sigende for både det og for, hvor stort potentialet er for at skabe en teateroplevelse af de helt store og vigtige.

Her er muligheden for, at disse dygtige skuespillere kan sætte sjældne ord og krop på, hvordan det er at være aldrende kvinde i verden, som den er nu. Men selvom publikums velvillighed til at lytte og klappe åbenlyst er stor, og idéen er formidabel og sympatisk, så forspildes muligheden for at komme i dybden.

Fuld fart på

Jovist, dramatiker og instruktør Kamilla Wargo Breckling springer lige ud i det med en snak om døden, og vi besøger da også kortvarigt tabuemner som inkontinens og sex i forestillingens patchwork-form, hvor de 10 skuespillere skiftes til at berette om forskellige aspekter af det at være der i livet, hvor de er netop nu.

Vi springer fra det ene til det andet. Både stort og småt. Nogle gange formidlet gennem sang. De vil fortælle om det hele og har travlt (selvom de indledningsvis siger, at de ikke har), men ender paradoksalt nok med at fortælle meget lidt.

Klapsalvesøgende tekst

Der er jo ikke som sådan noget galt med de ting, de siger. Det er sindssygt, at vi stadig kæmper for ligeløn, som de gjorde det i 70’erne. Det er glædeligt, men også vildt, at der først nu er blevet afsat adskillige millioner til forskning i kvindesygdomme. Det er fedt, når Sonja Oppenhagen ikke synes, det er en kompliment at få at vide, at hun ser yngre ud, end hun er.

Men det er også utrolig nemt at klappe af, og det er en skam, at teksten ofte forfalder til kedelige, klapsalvesøgende "YAZ QUEEN"-øjeblikke i stedet for at udfordre mere og tage den et spadestik dybere.

Det synes ikke rigtig tilstrækkeligt bare at konstatere, at ældre kvinder stadig har sex, men så ikke sige noget yderligere om den sag, når nu man har scenetiden.

Hvis ambitionen ægte har været at give os kendskab til den modne kvinde, hvorfor får vi så ikke lov til at komme rigtigt tæt på hende? Hvorfor får de ikke lov at udfordre hinanden og synes noget forskelligt om et emne? De oplever vel ikke alle alderdommens sexliv på samme måde? Den ældre kvinde er vel ikke bare på én måde?

Kunsterisk råstyrke

Det tror man i hvert fald ikke på, når man betragter de 10 kvinder på scenen, for de efterlader ingen tvivl om, hvor meget kunstnerisk råstyrke, erfaring og forskellighed de besidder, og hvorfor de er værd at give meget mere taletid.

De står stærkt på scenen med uoverstigeligt meget pondus, og man får lyst til at kigge på dem og lytte til dem. De leverer både det sjove og det alvorstunge med stor overbevisning.

Det sidste er der dog ikke meget af, for det meste af teksten forsøger at være humoristisk, og de gange vi rent faktisk bevæger os ud i det lidt mere følsomme, bliver det hurtigt punkteret af et skift.

Det ærgrer især de steder, hvor ’Renæssance’ kortvarigt griber fat i noget spændende og dybere. Som teksten om at gå fra "vi" til "bare mig" eller scenen om deres mødre, der pludselig åbner op for menneskelig nuance og perspektiv, når de minder os om, at selv disse modne kvinder også er nogens døtre.

Det bliver næsten rørende, men så kommer nogen ind fra højre og proklamerer, at de har forlagt deres briller. Hurtigt videre til en ligegyldig scene om det.

Hvor er vildskaben?

Læser man på Nørrebro Teaters hjemmeside, lover de en ærlig, stærk og vild undersøgelse af kvindernes nuværende liv, men den stærke vildskab er svær at få øje på. Det er altså ikke nok at se Marianne Mortensens bare bryster en enkelt gang, selvom et øjeblik som det kunne have dannet kimen til en mere risikosøgende og buldrende forestilling, der for alvor kunne have sat aftryk.

For nuværende bliver vi ikke rigtig klogere på, hvordan det er at være dem – mere bare mindet om, at de findes, og det er ærlig talt temmelig trist, hvis Nørrebro Teater forventer, at vi stiller os tilfredse med det.

Vis dem nu den respekt at lade dem folde sig ud i al deres vildskab og styrke. Der er så meget livserfaring til stede på den scene, og det er brandærgerligt, at det aldrig rigtig bliver udnyttet til noget større, sådan som de ellers fantaserer om i en scene.

Ingen af dem efterlader tvivl om, hvor meget de har at give videre, men i denne iscenesættelse forspildes en gylden mulighed.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: