Anmeldelse: Du har ikke set en detektivserie som ’A Murder at the End of the World’
A Murder at the End of the World
Streamingtjeneste: Disney+
Premieredato: 14. november 2023
Genre: Drama, mysterie
Instruktør: Brit Marling, Zal Batmanglij
Manuskriptforfatter: Brit Marling & Zal Batmanglij (serieskabere), Melanie Marnuch, Rebecca Roanhorse
Medvirkende: Emma Corrin, Clive Owen, Brit Marling, Alice Braga, Joan Chen, Edoardo Ballerini m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 7
Du har ikke set et whodunit-mordmysterium som A Murder at the End of the World. Hvilket måske ikke er så underligt, når man kender en smule til serieskaberne Brit Marling og Zal Batmanglij. Det begynder, ganske som det plejer.
Den unge amatørdetektiv Darby Hart (Emma Corrin) bliver inviteret til et af tech-mogulen Andy Ronsons (Clive Owen) eksklusive selskaber. Stedet er et afsides resort i Island, hvor de skarpeste hjerner fra hele kloden samles for at spise og diskutere – og indirekte bliver imponeret af Elon Musk-klonens imponerende nye opfindelser, bl.a. AI-programmet Ray (Edoardo Ballerini).
Hurtigt og ganske hjerteløst bliver det slået fast, at Darby i hvert fald ikke er blevet inviteret af Andy, for det er hun slet ikke interessant eller berømt nok til at blive.
Som om det ikke er nok, er hendes eks Bill (Harris Dickinson) der også. De fandt oprindeligt hinanden gennem en forkærlighed for true crime og afslørede også en seriemorder sammen, inden han smuttede for seks år siden.
I mellemtiden er han blevet en feteret Banksy-agtig kunster under navnet Fangs. Og nu mødes de igen efter al den tid. Samtidig er Darbys idol, hackeren Lee Johnson (Brit Marling), også tilstede som hustru til Andy Ronson. Plus en håndfuld andre personer, og vi har fået samlet en god portion potentielle mordere og ofre.
Første afsnit slutter også med et mord, og hvem er bedre til at opklare det end amatørdetektiven Darby?
Skræddersyet detektiv
A Murder at the End of the World kræver meget af sit publikum. For det første er de syv afsnit meget varierende i længde, fra 40 og op til 75 minutter. Det bliver derfor nærmest umuligt at regne sig frem til, hvornår ting sker i historien, fordi det veksler så meget.
Det er uden tvivl også det, Brit Marling og Zal Batmanglij har haft som intention. De to skabere er nemlig ikke bange for at udfordre deres publikum med deres film og serier. Deres mest kendte samarbejde, Netflix-serien The OA, var veludført science fiction, som vekslede mellem meget matematisk baseret videnskab og til tider syrede ud med talende kæmpeblæksprutter og cliffhanger, der skriger på at blive forløst en dag.
Anmeldelse: Mordmysterieserien ’The Afterparty’ imponerer med en formidabel 2. sæson
Marlings udgangspunkt for i det hele taget at starte på at skrive manuskripter var, at hun var træt af at få tilbudt de samme stereotype roller som en eller andens kæreste eller offer for en forbrydelse.
Darby er også en skøn karakter med masser af lag. Gennem veleksekverede flashbacks ser vi både, hvordan hun var med sin retsmediciner-far på arbejde – og derved lærte nærmest alt om døde kroppe og opklaring af dødsfald – og fra tiden sammen med Bill.
Vi kommer fuldstændig omkring hende som person, hvor Emma Corrin er eminent til at formidle både med ord og kropssprog, hvad der rumsterer i Darby. For det ville være forkert at undervurdere hende, sådan som Ronson gør. Til trods for det ungdommelige udseende og pink hår ser hun sammenhænge, som ingen andre umiddelbart ser. En sammenligning med Lisbeth Salander ligger umiddelbart lige til, men som personer, kunne de ikke være mere forskellige. For ja, de er begge unge kvinder med fænomenale computer-evner, og som opklarer forbrydelser, men det er også der, hvor lighederne ophører.
Darby Hart er (heldigvis) et detektiv-unikum, som vi forhåbentlig får lov til at opklare flere sager sammen med i fremtiden.
Hvem er morderen?
Når alt kommer til alt, er A Murder at the End of the World et mordmysterium.
I takt med at flere folk dør, og Darby selv bliver udsat for attentater, højnes intensiteten, og man sidder som seer febrilsk og prøver at hitte ud af, hvem der slår folk ihjel.
Er det astronauten Sian (Alice Braga)? Filminstruktøren Martin (Jermaine Fowler)? Den usympatiske forretningsmand David (Raúl Esparza)? Den kinesiske entreprenør Lu Mei (Joan Chen)? Lee? Ronson? En anden? Svaret og tvivlen om, hvem det er, er der i lang tid. Og med tanke på, at det er en af forudsætningerne i en whodunit, lykkes det til fulde.
Anmeldelse: ‘Mordet i Venedig’ er hyggekrimi til de stunder, hvor man ikke stiller så store krav
Ved at placere begivenhederne på et hotel langt pokker i vold ude i den islandske ødemark, tilsat en god snestorm, højnes intensiteten stødt og roligt i takt med, at timerne går. Udover Darby bliver de andre personer i vid udstrækning holdt ude i armslængde i lang tid. Når de så endelig bliver nuancerede, vokser sandsynligheden eksponentielt for, at de ender som ofre – alternativt, forstærker de deres kandidatur som potentielle mordere.
Det er 'katten efter musen'-leg, hvor man ikke ved, hvem der er hvad. Tilsat en god portion diskussion om emner som teknologi, globalisering, magtstrukturer – socioøkonomisk og køn – kærlighed og (selvfølgelig) eksistens, har A Murder at the End of the World mere tilfælles med Alex Garlands moderne sci-fi-klassiker Ex Machina end Kenneth Brannaghs Hercule Poirot-film.
Er man opmærksom på det, er der ingen grænser for, hvor meget nydelse man kan få ud af den underfundige og særlige detektiv-serie.