Anmeldelse: Børnene er blevet voksne i ’Afterwar’, men de hvisker stadig

Det er så let at lukke øjnene, når nyhedsmedierne endnu en gang fortæller om krig og konflikt. Men med Afterwar tvinger Birgitte Stærmose os til at se, lytte og forstå, hvad det vil sige at være mærket af krigen for altid. Selv længe efter de sidste bomber er faldet.

I kortfilmen Ønskebørn fra 2009 fulgte Birgitte Stærmose en gruppe børn i efterkrigstidens Kosovo. I en blanding af fiktion og dokumentarfilm gav hun dem en stemme, der ramte dybt. Som fortalte om at gå og sælge cigaretter i Pristinas gader hele natten, for tidligt om morgenen at liste pengene i moderens pung, så hun ikke skulle få dårlig samvittighed.

Om hemmeligheder i kærlighedens navn. Om overgreb og grænseoverskridelse, fordi der ikke var noget valg. Om at overleve på trods og vilje. Stemmer, der hvisker deres hemmeligheder og sandheder, som om ordene er for store til at blive sagt højt. Men som også spytter i afmagt. Som drengen, der siger: “Den eneste grund til, at jeg taler med dig, er min sult. Jeg er så sulten, at jeg kunne æde dine penge. Jeg kunne æde dig, hvis du var død ligesom min far.”

Gensyn med ønskebørnene

Hver hviskende bekendelse om brutale livsbetingelser, skam, frygt og drømme var en påmindelse om, at filmens børn kun var en lille håndfuld ud af mange, som de delte skæbnefællesskab med. En hel generation vokset op i krigens voldsomme skygge. De store barneøjne, der havde set alt for meget, var svære at lægge fra sig igen.

Man kan derfor sagtens forstå, at Birgitte Stærmose heller ikke kunne slippe dem og i 2016 begyndte at tænke over en fortsættelse, der nu altså er blevet til Afterwar.

Her vender hun tilbage til en håndfuld af børnene som voksne, Xhevahire, Gëzim, Shpresim og Besnik, for at se, hvordan det går dem nu? Men først vendes blikket bagud. Til Ønskebørn, som nærmest i sin helhed er indlejret i den nye film. Med stor effekt. Det er rørende og rystende at opleve barnet og den voksne side om side. At se blikket, der er blevet ældre og hærdet, klogere. Sårbart på en anden måde. Men stadig er det samme. Som om barnet også er blevet indkapslet i den voksne og nu kigger ud gennem en krop, der er vandret videre gennem livet, men også sidder fast i en tid, der har gjort så stort et indtryk, at det er blevet en definerende del af den pågældendes person og skæbne.

Håb og håbløshed

Afterwar er et stærkt portræt af en generation, der lever videre med krigen i deres indre, længe efter at medierne har rettet søgelyset mod andre, mere aktuelle, brændpunkter. Hvor andre børn går rundt med det samme tomme blik. Det er dybt rørende, men også forstemmende, at opleve, hvor meget krigen har påvirket de nu voksne børn, der lever en skyggetilværelse, med fattigdom og en skam over ikke at kunne rejse sig og komme videre. Men også med en vilje til forandring, et stædigt ønske om håb og lys, selv når det ser mørkest ud, som man må beundre.

Når Gëzim løfter sin lille nyfødte søn og kigger dybt i hans øjne, mens han siger “Altid. Jeg vil altid være der for dig,” og bliver belønnet med den lilles åbne, nysgerrige og tillidsfulde blik på det menneske, der indtil videre er hele hans verden, så mærker man håbet boble for de kommende generationer.

Eller når han giver sin smerte og frustration luft i en staccato raptekst, der smælder som de maskingeværer, han og de andre sandsynligvis stadig kan høre for deres indre øre. En stærk påmindelse om aldrig at dømme – for ingen af os ved, hvad andre bærer med sig.

Talende pauser

Formen er den samme som i Ønskebørn. En nænsom, kærlig, men også direkte og kompromisløs hybrid mellem dokumentarfilm og fiktion, skabt i samarbejde med de medvirkende gennem en længere proces fra 2018 til 2023, hvor Birgitte Stærmose og det øvrige hold er mødtes med dem og har udvekslet tanker, historier og erfaringer, hvoraf essensen er blevet til de fortællinger, vi hører i filmen.

De nu voksne børn hvisker stadig til kameraet. Men med en anden bevidsthed. Det er ikke længere nødvendigt at være stille, men det gør stadig ondt at finde ordene. At sige dem højt. Undertiden siger pauser og stilhed mere end ord. At tie er også en form for flugt. Ligesom religion og forsøg på rent fysisk at krydse landegrænser.

Når den er bedst, er Afterwar som et visuelt digt, der dykker ned i et traume og lader det ånde et øjeblik. Ude i lyset, hvor vi kan se det klart. Dele smerten. Måske endda forstå det uforståelige. Bevidste om, hvor privilegerede de fleste af os er. Det er med få effekter og små armbevægelser lykkedes Birgitte Stærmose at fange de medvirkendes indre liv, så vi kan mærke det. Det gør indtryk. Vær forberedt på at bære Afterwar med dig længe efter, lyset er tændt i biografen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: