Anmeldelse: Jøsses, en film! Topkarakter til storslåede ’The Brutalist’

Sjældent har en indlagt pause været så kærkommen som den efter de første små 100 minutter, da den første ud af filmens to dele er overstået.

Ikke fordi ’The Brutalist’ er en dårlig film. Tværtimod er den et af de episke mesterværker, der efterhånden bliver længere og længere imellem. Men filmen er simpelthen så overvældende.

'The Brutalist' er et af den slags grandiose periodedramaer, man så flere af i 60'erne og 70'erne, hvor udgangspunktet ofte var ”den store amerikanske fortælling”. Og som skildrede, hvordan samfundet og verden ændrede sig, mens et enkelt eller nogle få mennesker forsøgte at skabe sig en tilværelse i mulighedernes land.

Det er dén fortælling, som instruktør Brady Corbet og medmanuskriptforfatter Mona Fastvold vender tilbage til med ’The Brutalist’.

Hovedpersonen er László Tóth (Adrien Brody), en ungarsk arkitekt. Under Anden Verdenskrig bliver han og hustruen Erzsébet (Felicity Jones) samt niecen Zsófia (Raffey Cassidy) adskilt, da de bliver sendt til forskellige koncentrationslejre.

Da krigen er ovre, ved han ikke, om de er i live eller ej. László rejser til USA, hvor han bor hos sin fætter Attila (Allessandro Nivola), som har konverteret fra jødedommen til hustruen Audreys (Emma Laird) katolicisme. Bare fordi nazisterne ikke render rundt i gaderne, betyder det ikke, at jødehad og afsky mod minoriteter ikke eksisterer i USA.

Vi følger László gennem de næste knap 15 år, hvor han forsøger at få fodfæste i landet, få Erzsébet og Zsófia til Amerika samt det livsforandrende møde med rigmanden Martin Van Buren (Guy Pearce), der både bliver hans frelser og hans plageånd.

Tilbage til fortiden

’The Brutalist’ er delt op i to dele, tilsat en ouverture og en epilog. Samme greb brugte Corbet og Fastvold i hans forrige film, Natalie Portman-dramaet ’Vox Lux’. Den film var dog kun på 110 minutter, små 10 minutter mere end første del af det nærværende periode-epos.

Med et budget på lige knap 10 millioner dollars er ’The Brutalist’ en uhørt billig film i Hollywood-kontekst. Det er dog ikke noget, man kan se i filmen, hvor rigtig flot set-design og betagende flot fotografi perfekt hensætter publikum til fordums tid.

Ved at bruge det periodesvarende VistaVision-format forstærkes illusionen endnu mere og giver filmen et look, som får den til at se langt dyrere ud, end den er. Det er smart filmhåndværk og vidner om en god forståelse for faget og dets historie.

Som titlen ’The Brutalist’ indikerer, handler det også om arkitektur. Brutalisme er en stil, som byder på minimal ornamentering og masser af beton i store voluminøse konstruktioner.

Det er sådan en krabat, som László skal designe til Van Buren som et gigantisk mindesmærke over hans elskede, afdøde mor – en amerikansk version af Mærsk-Operaen.

Byggeriet er Lászlós store mulighed. Men Van Burens meninger ændrer sig efter hans humør. Selvom der umiddelbart er stor respekt imellem dem, ser vi glimtvis igennem årene, at rigmanden ikke ligefrem knuselsker folk fra de lavere lag i samfundet.

Duften af Orson Welles-klassikeren ’Citizen Kane’ er ikke til at tage fejl af, men ’The Brutalist’ er mere rå og brutal, og har i den forstand mere tilfælles med Paul Thomas Andersons mesterværk ’There Will Be Blood’.

Stor film, store mennesker

Begge store film med store personligheder i centrum.

László er et kompliceret individ med en masse traumer og sorg i bagagen. Derfor er det måske ikke så underligt, at han bliver en ganske funktionel heroinmisbruger.

For en skuespiller er sådan en rolle det rene guf, og Adrien Brody kommer omhyggeligt ned i alle nuancekrogene af den plagede kunstner. Om det bliver ham eller Timothée Chalamet, der napper Oscaren for Bedste mandlige hovedrolle, bliver yderst spændende at se.

Guy Pearce er rigtig god som Van Buren, og formidler flot den rigmandsarrogance, som karakteren indeholder. Han er djævlen på Lászlós ene skulder, og Erzsébet er englen. Felicty Jones giver en masse karakter til figuren, så hun fremstår som en kæmpe selv blandt de mange larger than life-personligheder.

Lol Crawleys mesterlige billeder er i en særklasse for sig, og Daniel Blumbergs dundrende musik veksler mellem at matche den rå betonbrutalisme og en lille form for eksistentiel glæde. En svær balancegang, som også til tider sender publikum til sonisk tælling, men som alligevel er med til at cementere ’The Brutalist’ som noget helt ekstraordinært.

Der er skønhed i brutaliteten, og med ’The Brutalist’ indtager Brady Corbet fortjent pladsen som en af de mest interessante amerikanske filmskabere til nutiden og fremtiden.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: