Anmeldelse: Guldbjørne-vinderen 'Drømme' er en klog og nuanceret udforskning af forelskelse, begær og længsel

Hvor meget er fantasi, og hvor meget er virkelighed? Og hvor vigtigt er det egentlig, når det gælder kærlighed og kunst? Det er det helt store gennemgående spørgsmål i Dag Johan Haugeruds ’Drømme’, der for nylig vandt hovedprisen Den gyldne bjørn på filmfestivalen i Berlin.

Anden del af hans trilogi om identitet, udtryk – og de tre kodeord: Sex, drømme og kærlighed, der startede med ’Sex’ og afsluttes med ’Kærlighed’, der endnu ikke har en dansk premieredato.

Det er i hvert fald i den grad svært at skelne mellem virkelighed og fantasi for 17-årige Johanne, der er lidt af en drømmer. Hun lader sig gerne opsluge fuldkomment af de romaner, hun sultent indtager, men til gengæld keder hun sig lidt i sit helt almindelige teenageliv. Lige indtil hun får en ny fransklærer, der tager pusten fra hende.

Johanna, som hun hedder, er smuk, klog, empatisk og sensuel, svøbt som hun er i et tilsyneladende evigt lys og sanseligt bløde striksweatre i alle regnbuens farver. Johanne falder hårdt for hende, og da hendes forelskelse efterhånden bliver ubærlig, synker hun ned i en spirende depression. Som hun modvirker ved at tage tyren ved hornene og opsøge Johanna.

Ikke for at erklære sin kærlighed, men for at vinde hendes venskab og nærvær med opdigtede historier om teenagekvaler. Det lykkes. Og snart er Johanne fast gæst hos Johanna, der lytter til hendes problemer, mens hun lærer hende at strikke. Og måske er der også optakt til mere – for Johanna giver tydelige signaler om at gengælde Johannes tiltrækning.

Overgreb eller gennembrud?

Eller gør hun? Det viser sig nemlig, at alt, hvad vi ser, er en del af Johannes genfortælling af begivenhederne i hendes dagbog. En tekst, der i første omgang kun er tiltænkt hende selv, og hvor hun derfor giver den fuld gas med malende, længselsfulde beskrivelser af nøgenhed og begær.

Men er det nu også sandt, eller er det bare en sværmerisk teenagepiges dagdrømme? Og hvis det er sandt, er der så tale om et overgreb, hvor Johanna er gået over stregen i forhold til magtbalancen mellem lærer og elev?

Johannes mor og mormor reagerer i hvert fald først med forfærdelse, da de læser, hvad hun har skrevet. I første omgang viser Johanna kun teksten til sin mormor, der selv er forfatter med sin litterære storhedstid bag sig. Men mormor viser fluks teksten til Johannes mor – og så ruller bolden.

For Johannes mor er overbevist om, at hun læser om et overgreb. Om en person, der ikke har været sig sit ansvar og magtforholdet mellem lærer og elev bevidst og har udnyttet hendes uskyldige datter.

Hun er rystet. Mormoren, der er gammel 68’er, kan derimod ikke lade være med at bide mærke i tekstens litterære kvaliteter. Det er ungt, råt, direkte og sanseligt. Og det er selvoplevet. Lige det, verden labber i sig lige nu. Det må da bestemt kunne udgives!

Det kaster de to ældre kvinder fra hver sin generation ud i overvejelser om ikke alene, hvad der skal ske med Johannes tekst, men også deres egne drømme, begær og forhold til sex. For morens vedkommende består det mest af en række dates, der ikke fører noget med sig, mens mormoren har brugt livet på at give sig hen til litteraturen og politiske kampe i stedet for til kærlighed. Til sin store fortrydelse.

Pludselig dukker der andre toner op. En stolthed hos moderen, der pludselig ser sin lille pige som sin generations store stemme. Og en overraskende jalousi fra mormors side, fordi hun gik glip af al den saft og kraft, der flyder over siderne i Johannes tekst. Åh, hvem der bare var ung igen.

Tre generationers drømme

Det er der kommet et både elegant, intelligent og faktisk også flere steder ret morsomt generationsportræt ud af, hvor de to ældre kvinders liv flettes sammen med Johannes gennem deres reaktion på hendes tekst.

Imens Johanne selv kæmper udenfor deres rækkevidde – med sine store følelser for Johanna, der pludselig er blevet fjern og kold. Men også med, hvorvidt hun egentlig har lyst til, at hele verden skal læse med i, hvad der i bund og grund er hendes dagbog.

For hvor meget skal vi egentlig øse ud af den private suppedas? Og er det overhovedet interessant for andre at læse, medmindre der pyntes gevaldigt på virkeligheden?

På den måde stiller Dag Johan Haugerud spørgsmålstegn ved tidens massive bølge af autofiktion, der ofte mere har karakter af bekendelseslitteratur end af erkendelser, som andre kan tage til sig og bruge.

Er det egentlig også et overgreb at udgive så personlige tanker og beskrivelser fra en kun 17-årig pige, der måske ikke helt kan overskue konsekvenserne? Og hvad med lærerinden, der ikke har bedt om at få publiceret nærgående observationer af sin nøgne krop?

Længsel efter at blive set

Der er mange grænser, der bliver testet i ’Drømme’, der ikke er så stærk og overraskende som ’Sex’, der gik tæt på to mænds forhold til deres egen seksualitet og selvopfattelse med vid og bid.

Men den er ikke desto mindre en virkelig spændende, klog, poetisk og nuanceret udforskning af forelskelse, begær, længsel og drømme. Ikke bare hos teenagepigen, men også de to øvrige kvinder:

Hende der står midt i livet, og stadig kan få en bid af kagen, og hende, der kun har minderne at falde tilbage på. Og fortrydelsen.

For ’Drømme’ handler ikke kun om længsel efter en bestemt person. Den handler i lige så høj grad om længslen efter at føle sig hjemme i sin egen krop og sine egne følelser. Efter at høre til og blive set, som lige præcis den, man er. Klart og tydeligt, uden filtre af fordomme eller andre menneskers projicerede følelser.

For først når man er helt sig selv, er man fri. Til at elske, begære og drømme. Eller, som Dag Johan Haugerud har valgt at kalde sine film: Sex, Drømme, Kærlighed.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: