Anmeldelse: Potentialet for et godt gys er til stede, men uhyggen udebliver i ‘Englebørn’ 

Den danske instruktør Peder Pedersen er mest kendt for at lave reklamefilm og musikvideoer for blandt andre Aqua og Minds of 99. Han har desuden tidligere været redaktør på horrormagasinet Inferno.

Det kan derfor ses som et naturligt næste skridt i karrieren at kaste sig over gyser-genren, der i øvrigt er en af undertegnedes yndlingsgenrer. Desværre også en genre, der ofte skuffer. Der er en tendens at lade historien og karaktererne komme i anden række, mens jumpscares og uforklarlige hændelser prioriteres – for så er man da sikker på at skabe uhygge.

Med sin spillefilmsdebut ‘Englebørn’ viser Peder Pedersen, at han kender genren godt og ved, hvad den kan, og han får flere af de afgørende elementer med. Desværre er der også meget, der bærer præg af, at der er tale om en lav-budget film. Men det er nu ikke filmens eneste problem.

For meget babygråd

'Englebørn' følger den talentfulde kunster Freya og hendes mand Mikkel, der spilles af henholdsvis Agnes Born ('The Witcher') og Micki Stoltt ('The Last Kingdom').

Det unge par skal flytte sammen i deres nye lejlighed i hjertet af København, og alt er tilsyneladende fred og idyl. Men de er kun lige kommet ind ad døren i deres nye lejlighed, før de bliver konfronteret med en af de mest slidte gyserklichéer i filmhistorien: en blinkende lampe. Heldigvis møder Freya tilfældigvis en venlig elektriker i opgangen, der kan hjælpe med at få fikset den kliché.

Filmens største problem ligger desværre i manuskriptet, og her er det svært at give budgettet skylden. Det er i historien, man skal kunne mærke nerven, potentialet og ikke mindst det hjerteblod, der er lagt i filmen.

Freya har ikke malet i lang tid, men drømmer om at få sine billeder udstillet på et galleri, der ejes af veninden Maggie (sangerinden Dicte). Men da Freya endelig skal i gang med at male nye billeder, hører hun babygråd fra loftet. Hvilket straks giver hende et tilbagefald og minder hende om fortiden, hvor hun blandt andet har været igennem en svær abort og et selvmordsforsøg.

Brugt rigtigt kan babygråd og børn være et virkelig effektivt greb, når det kommer til at skabe uhygge og ubehagelig stemning. Men misbruges det, har det den stik modsatte effekt.

Desværre er sidstnævnte tilfældet i ‘Englebørn’. Fra det øjeblik, vi hører babyen (eller hvad det er?) græde for første gang, bliver det nærmest en fast del af lydbilledet, hver gang Freya er alene i lejligheden. Og til sidst er det bare trættende at høre på.

Både Mikkel og vennen Henrik prøver at berolige Freya ved at sige, at det højst sandsynligt er hendes underbevidsthed, der fucker med hende. Freya går alligevel op på loftet for at se, om der skulle være en baby, der mangler hjælp - det er der som ventet ikke. Men gråden fortsætter, og det samme gør de meningsløse hændelser.

Inspiration fra Oscarnomineret dansk storfilm

Med “meningsløse” mener jeg ikke på den der ubehagelige måde, hvor uforklarlige ting gør, at uhyggen kommer snigende. For i ‘Englebørn’, er der ikke noget, der kommer snigende.

Da Freya en dag er på vej ned med skrald, bliver hun overfuset af en hjemløs, der går under navnet Cowboy-Johnny. Han griber fat i hende og begynder at råbe noget om “Englegården”. Mikkel kommer hende heldigvis til undsætning.

Senere viser det sig, at den opgang, de bor i, bliver kaldt Englegården på grund af en ‘Pigen med nålen’- inspireret mordsag, der fandt sted i starten af 1900-tallet. Det er i sig selv en glimrende idé at tage udgangspunkt i en af danmarkshistoriens største mordsager, der har fået ny opmærksomhed i kølvandet på Magnus von Horns Oscarnominerede storfilm.

Men det burde have været brugt mere subtilt, end tilfældet er her. For det mister den psykologiske effekt, at Freya kort tid efter finder tænder liggende i stuen og menneskeknogler i en papmachéskorstensskakt. Og da der på mystisk vis pludselig udbryder brand i lejligheden, og Freya begynder at se en kvinde gå rundt i soveværelset, sidder man med en fornemmelse af, at alt sker på en gang med det ene formål at skabe uhygge.

En traumatiseret hovedkarakter

Et andet godt greb, filmen benytter sig af, men slet ikke udnytter til fulde, er Freyas karakter og fortid. Den bliver ganske vist brugt, da filmen nærmer sig sin afslutning. Men undervejs bliver den fortalt mere, end den bliver vist.

Blandt andet via scener, hvor Freya går til psykolog, der spilles af Claes Bang – noget af et scoop for filmen, set i lyset af hans nuværende popularitet. Men scenerne mellem Freya og hendes psykolog byder kun på postulater om Freyas tragiske fortid, og det er ikke noget, der kryber under huden på seerne.

Maggie er også bevidst om Freyas sindstilstand, og hendes hjælp består i at sætte Freya i kontakt med mediet Ellen, der skal rense lejligheden for de onde ånder, der måtte være der. Den scene er endnu et bevis på, at man er bevidst om, hvad genren kan. Men når man reducerer en åndeuddrivelse til to kvinder, der sidder foran lidt stearinlys og ryster krystaller i en pose, ender det med at blive ufrivillig komisk.

Selvom Agnes Born leverer glimrende skuespil og får det bedste ud af sin karakter, er det, der bedst understreger hovedkarakterens mentale tilstand, Marcel Zyskinds flotte og stemningsfulde billeder. I sidste ende er det da også filmens visuelle udtryk, der redder den hjem.

Så mange spørgsmål

Filmens enkeltstående elementer er som udgangspunkt fine til en gyserfilm, der ganske vist ikke er super original, men har potentiale til at skræmme folk, der let lader sig skræmme. Men de rette elementer skaber ikke alene en god gyserfilm, og hvis den dramaturgiske udvikling og historien ikke hænger sammen, falder det hele til jorden.

Cowboy-Johnny bliver pludselig dræbt i porten til deres lejlighedsgård, uden at nogen opdager noget, før Freya får det fortalt af en anden hjemløs. Der er mange af den slags situationer, som gør, at man tænker, der er grænser for, hvad man kan slippe afsted med og give et lavt budget skylden.

Hvad er der sket med Cowboy-Johnny? Hvem tilhører de udslåede tænder? Hvor kommer knoglerne fra? Hvordan kan Freyas malerier male sig selv? Og vigtigst af alt, hvor kommer babygråden fra?

Ja, der er sandt at sige mange spørgsmål, der skal besvares hen imod slutningen. Men når vi får svaret på sidstnævnte, får man desværre det indtryk, at Freya er mere ubegavet end traumatiseret – det er en kæmpe skam og slet ikke filmens hensigt.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: