Anmeldelse: Stephen King-filmen ’The Life of Chuck’ er hjertevarm i ordets reneste betydning

Stephen King er kendt for sine gyserfortællinger, hvor et på overfladen normalt samfund bliver udsat for en grufuld begivenhed eller hjemsøges af en eller anden form for ondskab.

Derfor kan det umiddelbart også virke overraskende, at ’The Life of Chuck’ er baseret på en af gyserforfatterens mere ukendte noveller.

For her er der ikke nogen onde monsterklovne, vampyrer eller andre dæmoniske gespenster, som vi ellers plejer at finde. Og dog.

Vi starter nemlig med, at en række underlige begivenheder har fundet sted over hele verden. Spekulationer om verdens undergang sender dele af befolkningen ud i ren panik, mens andre finder besynderlig ro i det.

Skolelæreren Marty (Chiwetel Ejiofor) opdager en række reklamer og store billboards med et billede af revisoren Chuck (Tom Hiddleston), som bliver ønsket tillykke med 39 gode år. Hvem er Chuck? Og hvad betyder reklamerne?

Svarene kommer i næste akt af ’The Life of Chuck’.

Filmen er opdelt i tre akter, som fortælles i omvendt rækkefølge, så den starter med det sidste og slutter med det første. Derigennem får vi at vide, hvem Chuck er, og hvorfor han er så vigtig. Svaret er overraskende rørende og livsbekræftende.

Og så alligevel ikke, når det er ’The Haunting of Hill House’-skaberen Mike Flanagan, der har instrueret og skrevet manuskript til ’The Life of Chuck’.

Flanagan har allerede to King-adaptationer under bæltet – ’Gerald’s Game’ og ’Doctor Sleep’ – samt serieversionerne af ’Carrie’ og eposset ’The Dark Tower’ undervejs. Så han kan med rette siges at være tidens fremmeste Stephen King-adaptør. Og den status cementerer han med den rørende ’The Life of Chuck’.

Medrivende og nænsomt

Man mærker tydeligt Stephen Kings touch i ’The Life of Chuck’, når det kommer til personkarakteristikkerne. Forfatteren er en af de bedste til at forme helstøbte karakterer med en myriade af bevæggrunde til at retfærdiggøre deres handlinger.

Det er blandt andet derfor, at hans skurke er i den tankevækkende ende, fordi de ofte har velargumenterede grunde til at være onde.

I ’The Life of Chuck’ er fraværet af ondskab eller skurke nærmest bemærkelsesværdigt.

I stedet er King og Flanagans fokus i de tre akter på, hvad det er, der giver mennesker lyst til at leve. Hvad er det, der driver os fremad, når universet byder på modgang?

Det er spørgsmålet og et, som Mike Flanagan altid berører i sine værker. ’The Life of Chuck’ er en stærk og rørende humanistisk undersøgelse af, hvordan vi bliver formet af begivenheder. I takt med at filmen udfolder sig, bliver det åbenbaret, hvordan det hele hænger sammen. Det er medrivende og nænsomt på en og samme tid, og højdepunktet er noget så usædvanligt, i hvert fald i en Stephen King-kontekst, som en dansescene.

Humanistiske guldklumper

I akt to møder vi Chuck, da han er på en konference. For at slå tiden ihjel går han rundt på må og få. Da han kommer forbi en gademusiker, som spiller en fængende trommerytme, begynder han stille og roligt at danse.

Tempoet bliver mere og mere hektisk, og snart får han også en dansepartner og bliver tiljublet af den tiltagende menneskemængde. Tom Hiddleston er forrygende i sekvensen, hvor skuespilleren vrider sig, springer og i det hele taget bevæger kroppen på en måde, som vi aldrig har set ham gøre før.

Hans dansepartner Annalise Basso formår på kort tid at gøre et stort indtryk og hjælper med at sælge idéen om, at det her øjeblik er et af de mest mindeværdige i Chucks liv.

Hvorfor det betyder noget, får vi en del af forklaringen på i sidste akt. På lige knapt to timer formår Mike Flanagan elegant at destillere og formidle en hel seriesæsons mængde af følelser, tanker og dilemmaer. Det kræver et stærkt og fokuseret manuskript, og det må man sige, at Mike Flanagan formår at indfri med ’The Life of Chuck’.

I hver akt er der fokus på en kernerelation, som der bygges op til. På vej derhen møder vi en række personer, hvoraf flere af dem bliver spillet af nogle af Flanagans mange faste skuespillere. Mark Hamill har for eksempel en skøn rolle som Chucks gnavne og lettere alkoholiserede bedstefar, der er i besiddelse af en sønderknusende hemmelighed af den slags, som ikke alle har lyst til at kende.

Sådan er der flere små guldklumper i ’The Life of Chuck’, der er hjertevarm i ordets reneste betydning. En vellavet og tankevækkende film, som bliver hængende i sit publikum længe efter, at rulleteksterne er løbet over lærredet. En af den slags, der giver et tiltrængt pusterum fra verdens elendigheder.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: