Anmeldelse: ‘The Running Man’: Sjældent har en instruktør været så tro mod et King-forlæg

I 1987 filmatiserede Paul Michael Glaser Stephen Kings ‘The Running Man’, og selvom hans version af Kings fremtidsdystopiske bog er ganske underholdende, hører den til blandt de mindst vellykkede Stephen King-adaptioner. Groft sagt er det kun fortællingens hovedpræmis, der binder bogen og filmen sammen.

Essensen af Kings dystopiske univers er mere eller mindre væk; derudover foregår filmen i en lukket arena, mens bogen foregår i hele USA. Og var det ikke for en altid seværdig Arnold Schwarzenegger i rollen som Ben Richards, ville der ikke være meget godt at sige om filmen.

Nu har Edgar Wright kastet sig over selvsamme fortælling, og det er en kæmpe fornøjelse at kunne sige, at han med sin version af ‘The Running Man’ ikke bare har lavet en topunderholdende actionthriller, der har alt det, 87-versionen mangler. Han har også formået at lave en af de mest vellykkede Stephen King-filmatiseringer nogensinde.

Genkendeligt USA

I Kings bog fra 1982 finder handlingen sted i et brutalt og totalitært USA i 2025, hvor økonomien er kollapset, og skellet mellem den rige overklasse og den fattige underklasse er enormt.

Nu er 2025 snart overstået, og mon ikke de fleste kan genkende lidt af det USA, King har skildret i sin godt 40 år gamle roman? Og det er næppe tilfældigt, at Wright ikke lader sin film foregå i en nær eller fjern fremtid.

Selvfølgelig er der tale om sci-fi, og dermed skal man tage settings og meget andet med et gran salt. Der, hvor fortællingen rammer plet, og King igen, igen formår at sætte et spejl op for mennesket – og dermed give os frit udsyn til vores mørkeste indre – er i dette tilfælde desperationen hos fattige mennesker, der udnyttes af samfundets rigeste og mest magtfulde personer.

I ‘The Running Man’ repræsenterer Glen Powell førstnævnte kategori i rollen som Ben Richards, mens Josh Brolin tilhører sidstnævnte i sin rolle som produceren bag programmet ‘The Running Man’, Dan Killian, der ikke skyr nogen midler i jagten på tårnhøje seertal.

Selvom Richards højt og helligt lover sin kone (og sit syge barn), at han under ingen omstændigheder vil melde sig til programmet, ved vi alle, hvordan det går med det løfte. Spillet går i al sin brutale enkelthed ud på at holde sig i live i 30 dage, mens man bliver jagtet af professionelle jægere og landets befolkning på landsdækkende tv – samtidig med at Killian spreder rygter om deltagerne for at opretholde et indædt had til dem.

Edgar Wright rammer plet

Instruktør Edgar Wright er kendt for sin særegne visuelle stil og har givet os uforglemmelige oplevelser med blandt andet ‘Shaun of the Dead’, ‘Last Night in Soho’ og ikke mindst ‘Baby Driver’.

Og Wrights visuelle og fortællermæssige stil kommer virkelig til sin ret i ‘The Running Man’, der byder på hæsblæsende og vanvittigt flotte actionsekvenser i ægte Hollywood-stil med masser af Wrights sans for smukt at fusionere klipning, lyd og billeder, så det bliver både medrivende og topunderholdende.

Det overdrevne fra Kings historie, kombineret med Wrights fortællerglæde, hvor humor altid spiller en stor rolle, gør ‘The Running Man’ til en vanvittig og grotesk film, der desværre er langt mere end bare underholdning. Under den vanvittige overflade lurer samfundskritikken, og de gange, den dukker op, rammer den seerne hårdt og nådesløst.

For udover spillets rå præmis er de simple regler blandt andet, at man som borger har pligt til at angive Richards, hvis man ser ham – og man har lov til at slå ham ihjel, hvis man ønsker det.

Det giver en brutal fremdrift i fortællingen, der gør, at man som seer konstant sidder på kanten af sædet og med svedige håndflader.

Blandt de mest vellykkede King-adaptioner nogensinde

Glen Powell bruger sit talent fremragende og giver Ben Richards både charme, målrettethed og en enorm sårbarhed, der giver filmen de nuancer, der gør, at den skal tages som meget mere end en actionfilm.

På næsten alle afgørende områder rammer Wright essensen af Kings samfundskritik, humor, action, relevans og ikke mindst de menneskelige konsekvenser ved magthavernes magtmisbrug.

Det er en film, der sætter sig fast og bliver hængende længe efter, rulleteksterne er rullet over skærmen. ‘The Running Man’ demonstrerer med både kant og overskud, at god underholdning sagtens kan rumme både alvor og en skarp samfundskommentar.

Filmen formår at balancere intens spænding med en subtil humor og en fortælling, der får publikum til at kigge indad. Kombinationen af det hele gør ‘The Running Man’ til en af de mest vellykkede King-filmatiseringer nogensinde – ikke den bedste, men sjældent har en instruktør været så tro mod et King-forlæg.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: