Anmeldelse: ’The Housemaid’ er en skøn, absurd thrillersatire

Sjældent har en film budt på så mange ildevarslende røde flag, som det lykkes instruktør Paul Feig at indsætte i det første kvarter af ’The Housemaid’.

Filmen er baseret på Freida McFaddens bestseller af samme navn og befinder sig i Feigs hænder i grænselandet mellem erotisk thriller og campet satire.

Udgangspunktet er ligetil.

Den unge Millie (Sydney Sweeney) bliver ansat af rigmandsfruen Nina Winchester (Amanda Seyfried) som hushjælp. Hun skal passe datteren Cecelia (Indiana Elle) og sørge for madlavningen til hele familien, som også inkluderer rigmanden Andrew (Brandon Sklenar).

Umiddelbart er lykken gjort, da Nina ringer og tilbyder Millie jobbet. Men straks efter hun er startet, ændrer Nina komplet karakter. Den smilende og venlige personlighed er pist forsvundet og erstattet af en temperamentsfuld og hadsk ditto, som ikke tøver med at svine den unge hushjælp til.

Men så er det heldigt, at ægtemanden Andrew er sympatisk, forstående – og desuden ser uforskammet godt ud i en hvid undertrøje.

Vi ved godt, hvor det bærer hen, men ’The Housemaid’ indeholder rigeligt med delikate twists og overraskende øjeblikke til, at man har det fornøjeligt hele vejen igennem den absurde thrillersatire.

Fuldstændig exceptionel

’The Housemaid’ er ikke ligefrem en film, der gør sig i det subtile.

Samtlige alarmklokker bimler og bamler, når replikker som »Jeg kommer til at slå mig ihjel på de her trapper« og »Vi kan ikke høre dig heroppe« bliver ytret i løbet af de første 15 minutter, og ham italieneren (Michele Morrone) fra de der polske Netflix-’Fifty Shades’-ripoff-film lusker rundt ude i haven og stirrer skummelt.

Noget er selvfølgelig helt galt, og der er flere spor, som undervejs peger på, hvordan det hele hænger sammen, hvis man har lyst til at lege detektiv.

Hvis man bare holder sig til at se filmen uden at gætte med, er der også et slibrigt trekantsdrama at mæske sig i.

Alle har hemmeligheder, og en af de mest åbenlyse i ’The Housemaid’ er, at Millie er tiltrukket af Andrew. Og det er ærlig talt ikke svært at forstå. Han er en kærlig stedfar for Cecelia, venlig og nå ja, virkelig pæn i en rullekrave.

Filmen tilhører dog primært to andre personer, hvoraf den ene er fuldstændig exceptionel.

Skælver af uforklarlig angst

Sydney Sweeney rammer en god balance i Millie mellem blåøjet naivitet og hemmelighedsfuldhed. Hun gør det godt i ’The Housemaid’ og er en sympatisk hovedperson, man ikke kan undgå at holde af og med.

Den helt store oplevelse i ’The Housemaid’ er dog Amanda Seyfried. Skuespilleren giver den fuld gas som utilregnelig hausfrau fra helvede, hvor man decideret frygter for alle andres velbefindende, når hun får et raserianfald.

Og få kan mønstre så intenst et blik som Seyfried. Det er et af den slags, der trænger direkte ind i din sjæl og får dig til at skælve af uforklarlig angst.

Det er i øvrigt en fuldkommen genial casting med Sweeney og Seyfried over for hinanden, der matcher hinanden godt.

Amanda Seyfried har fået lidt af et comeback i år efter nogle stille år. Med roller i krimiserien ’Long Bright River’ og ikke mindst Mona Fastvolds historiske musicaldrama ’The Testament of Ann Lee’ — hvor skuespilleren ligger lunt i svinget til en Oscar-nominering — har 2025 været et rigtig godt år for skuespilleren.

At kalde rollen i ’The Housemaid’ for kronen på værket er måske lige at strække den. Men det er en virkelig underholdende film, der er 50 % thriller, 50 % romance og 100 % fucked up på den gode måde.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: