Anmeldelse: 'Rental Family' har hjertet på rette sted og uden på tøjet

2026 er i danske biografer startet med et fokus på det moderne arbejdsmarked, som det ser ud i hele verdens produktionscentrum, Asien.

Den sydkoreanske auteur Park Chan-wook tager de satiriske briller på i den hæsblæsende kulturkritik ’No Other Choice’, mens ’Rental Family’ følelsesfuldt skildrer et sært japansk fænomen, hvor mennesker lejer skuespillere til at spille roller, der kan hjælpe med noget i kundernes liv.

Det er set før, blandt andet i Werner Herzogs ’Family Romance, LLC’, men der er gods nok i emnet til flere filmiske behandlinger.

I ’Rental Family’ kæmper amerikaneren Phillip nogle år efter succes med fjollede reklamer i Japan nu for at finde roller. Han bliver castet til et projekt som trist amerikaner og får sig en overraskelse, da han ser, at kulissen er en begravelse, hvor alle er kede af det. Det viser sig at være iscenesat, for nede i kisten ligger en spillevende mand og nyder at høre alle de fine ord, som gæsterne siger om ham.

”Vi sælger følelser”, siger chefen for castingbureauet til en skeptisk Phillip. Han bliver dog overbevist om eksistensberettigelsen, da han spiller husbonden i et bryllup, så den anden halvdel får frihed til at leve med sin kvindelige udkårne.

Filmen pirker lidt til publikums eget moralske kompas, men først og fremmest er ’Rental Family’ et velspillet komediedrama med hjertet på rette sted og uden på tøjet.

Humor og melankoli

Brendan Fraser har et ansigt, som uden at gøre det store hurtigt får det til at fugte i øjnene nede på publikumsrækkerne.
Skuespilleren skabte sig et navn i den actionspækkede ’Mumien’-trilogi og vil af 90’er-børn huskes for rollen som lettere idiotisk Tarzan-kopi i ’George – den gæve liansvinger’. Siden gik det ned ad bakke, men han fik et gigantisk comeback med den Oscar-vindende præstation i ’The Whale’.

Det er nok netop livets op- og særligt nedture, der har begavet Fraser med en dirrende evne til at ligne en mand, der konstant er på nippet til at bryde ud i gråd. Det er ikke altid en fordel, men som Phillip får han det maksimale ud af følelserne, når han kastes ud i forskellige roller.

De vigtigste er som far for den rebelske pige Mia og som journalist, der skal interviewe en legendarisk skuespiller, som ifølge datteren er ked af det, fordi samtiden har glemt ham. På den måde får Phillip både en datter og en faderfigur ind i sit ensomme liv, og han blomstrer i mødet med menneskelig forbindelse.

Mia spilles af unge Shannon Mahina Gorman, der giver Brendan Fraser fornemt modspil, så scenerne mellem dem simrer i en skønsom blanding af humor og melankoli.

Poetiske hverdagsøjeblikke

På vej hjem fra visningen af ’Rental Family’ faldt jeg over en nyhed om, at der nu også herhjemme er mulighed for at leje en skuespiller, hvis man vil fremvise en fiktiv kæreste for familien eller måske bare drive gæk med vennerne.
Inden man kaster sig ud i det, kan man med fordel se filmen, som kommer med en rettesnor for, at det kun er moralsk i orden at bruge falske aktører i det virkelige liv, når folk lyver for sig selv.

Den er dog ikke helt afklaret, og det er forståeligt nok med sådan en gråzone, men undervejs virker det, som om filmen farer lidt vild i sin egen historie.

Manuskriptet af den japanske filmskaber Hikari – kendt for serierne ’Beef’ og ’Tokyo Vice’ – og den amerikanske manuskriptforfatter Stephen Blahut rammer det meste af tiden en poetisk tone, hvor hverdagsøjeblikke bliver sigende for den måde, vi i dag holder hinanden på afstand.

Noget af poesien fordufter dog af og til, fordi folkene bag kommer til at overformulere de eftertænksomme ideer i replikker, der ikke føles som noget, der ville komme ud af munden på karaktererne.

Der gemmer sig en anden og måske faktisk bedre film i Phillips samtaler med kollegaen Aiko, der er blevet totalt sortsynet i arbejdet med at være andre mennesker end sig selv. Fordi filmen både skal gøre plads til det venskab samt Phillips forsøg på faderskab og en rejse med den ældre mand, ender det hele med at mudre sig en kende syntetisk sammen.

Fælles ensomhed

Trods de forlorne rammer er der en masse rene følelser i ’Rental Family’, som det er svært ikke at blive rørt af. Allerede fra første billede, hvor høje Phillip skiller sig ud i Tokyos proppede menneskehav, er ensomheden slået an.

Undervejs finder vi ud af, at det ikke kun er ham, der føler sig alene, fordi han er anderledes i et fremmed land. Spøgelsesagtig musik farver stemningen, når mange af Phillips naboer holder sig for sig selv i deres små kasser af lejligheder, mens hans kolleger, der arbejder for at skabe fællesoplevelser for andre, er blandt de mest ensomme i den japanske hovedstad.

Derfor er det et smukt fællesskab, den lille gruppe får stablet på benene, når maskerne endelig falder til sidst. Det er opbyggelig feelgood af den sentimentale slags, som mange er allergiske overfor, men som i mødet med det japanske samfunds tilknappede facon går direkte i hjertekulen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: