Anmeldelse: 'One Piece' viser, hvor svært det er at adaptere en manga

Det er altid et sats at adaptere noget fra et format til et andet. Særligt disciplinen at omforme en tegnet manga til live action har et plettet ry. Netflix prøvede og fejlede med Cowboy Bebop, så det er spændende at se, om de har lært af deres fejl.

Mangaen One Piece er elsket af millioner verden over, er den mest sælgende nogensinde og har en meget loyal fanbase. Der er altså meget og vinde eller meget at tabe med denne serie, som efter sigende skulle have kostet en pæn skilling at producere.

Piraternes æra

Piraten Gold Roger, den største og mest berømte pirat, er blevet fanget og står til at blive henrettet. Inden dødsstødet lander, fortæller han, at han har samlet alle sine skatte ét sted, og den første til at finde denne fabelagtige ’One Piece’, vil få alt det, som verden har at byde på. Med de ord begynder den store ’Pirat-æra’.

22 år senere bliver vi introduceret til den unge Monkey D. Luffy (Iñaki Godoy), der som så mange andre har sat sig for at finde skatten og blive piraternes konge. Han har ikke nogen plan som sådan, men besidder dog en uendelig optimisme og kræfterne fra en af de mystiske djævlefrugter, der giver, hvem end der spiser dem fantastiske kræfter. I Luffys tilfælde forvandler frugten hans krop til gummi, men fratager ham til gengæld evnen til at svømme.

For at finde ’One Piece’ har han brug for adskillige ting: Et skib, et mandskab og et kort over det nådesløse farvand, der strækker sig om verdens ækvator, ’Grand Line’. Gennem sæsonen støder han på særlige mennesker, der kan hjælpe ham på hans vej, og som alle har deres egne drømme. Piratjægeren Roronoa Zoro (Mackenyu), der vil være verden bedste sværdkæmper. Tyven Nami (Emily Rudd), som vil kortlægge hele verden. Bangebuks og løgner af rang, Usopp (Jacob Romero Gibson), som vil være en tapper kriger til søs, og den kvindeelskende kok Sanji (Taz Skyler), der drømmer om et kulinarisk slaraffenland, hvor de fire verdenshave mødes.

Det er en skæbnesvanger gruppe, der er på vej ud på deres livs eventyr, hvor mange fjender venter dem på denne færd for at forfølge deres drømme.

En smag af eventyr

Hvis der er noget, som One Piece skal kunne, er det at indgyde en sans af eventyr i seerne. Det pres ligger tungt på Godoys præstation som Luffy, da han er drivkraften i den henseende. Han er den, der lader mest til at passe ind i en animéverden, så han fanger ånden af karakteren, men det her er live action.

Når virkeligheden banker på, kan man ikke spille med samme regler som animation eller illustrationer. Det føles malplaceret, og det samme gør sig gældende for flere af kostumerne (hvor tro mod kildematerialet de så end er).

En ros, serien skal have, er for at minimere brugen af CGI. Der er naturligvis steder, hvor det har en vis grad af nødvendighed, navnlig når Luffy og andre bruger deres djævlefrugtskræfter. Det er ikke et kønt syn, og ligesom med nogle af de forskellige karakterdesigns, så fungerer det bedre, når det er tegnet.

Actionscenerne har generelt en god koreografi, og der er gjort meget ud af at svinge dem rundt på tråde for at gøre det hele mere overdrevet og fantastisk. Det hæmmes dog til tider af klipningen og valget af kameravinkler.

En herkulisk opgave

Serien største problem er desværre et, som den ikke kan gøre så meget ved. At skabe et univers, der er tro mod en fantasiverden, men befolket af virkelige mennesker i vores egen referenceramme, giver en forstyrrende dissonans.

Det er ikke kun visuelt, at serien kommer til kort, men også i plottet. Den første sæson dækker omtrent 2.400 sider af mangaen, og tilgangen skaber lidt af et problem. Serien vil nemlig fortælle samme historie på samme måde som i kildematerialet.

Det er nu engang dyrt at lave serier, specielt når de finder sted i et så visuelt distinkt univers som i One Piece. Plottet bliver derfor her presset sammen, og karaktererne får kun lige den dybde, som er nødvendig for, at de ikke er lige så to-dimensionelle som det papir, mangaen er tegnet på.

Vi ender med en udvandet udgave, der tager for meget fra fans af mangaen, og ikke giver nok til nytilkommere, der ikke allerede kender universet. Det kan nok godt gøres bedre, end det bliver gjort her, men ikke meget.

Guderne skal vide, at de virkelig prøver, og det skal de have ros for, men i sidste ende fungerer det bare ikke.