Anmeldelse: ’Bosch: Legacy’ er en af de bedste krimiserier i streamingland

Igennem syv sæsoner fra 2014 til 2021 var der ikke en bedre politiserie i serieland end Prime Videos Bosch. Med formidable Titus Welliver i hovedrollen som den gnavne og dygtige neo-noir L.A. politimand, Hieronymus ’Harry’ Bosch, formåede serieskaber, Eric Overmeyer, at skabe noget af det bedste og mest bingeværdige tv, man overhovedet kunne finde.

Efter at Harry blev træt af det politiske og bureaukratiske fnidder, der hørte til politiet, og afleverede sit skilt, fulgte vi ham for første gang som privatdetektiv i første sæson af Bosch: Legacy.

Der var to primære sager i sæsonen. Den ene om en rigmand, der ledte efter en mulig arving, blev afsluttet fint, hvorimod den anden, der omhandler den skruppelløse forretningsmand, Carl Rodgers – et levn fra den afsluttende sæson af Bosch – stadig trækker tråde ind i anden sæson.

Men før den for alvor starter, skal den store cliffhanger fra sidste afsnit af første sæson forløses. Harrys datter Maddie (Madison Lintz) blev kidnappet af voldtægtsforbryderen Kurt Dockwiler (David Denman, som de fleste nok husker som Roy, Pams kæreste fra de første sæsoner af The Office), og de to første afsnit i anden sæson af Bosch Legacy er en hæsblæsende menneskejagt.

Harry er forståeligt nok ikke sit normale jeg med det store overblik. Hans til tider impulsive attitude er mere Liam Neeson i Taken end cool efterforsker. Fra afsnit tre bliver tingene mere normale. Fire måneder går, og alt er næsten tilbage til hverdagen.

Et kvinde bliver myrdet, og Honey Chandler (Mimi Rogers) bliver forsvarer for den mistænkte mand, der tilsyneladende ikke har nogen som helst tilknytning til offeret overhovedet. Noget er råddent i englenes by, og Harry bliver hurtigt – lettere modvilligt – involveret i sagen.

Skarpeste hjerne i L.A.

En af de ting, som hævede den originale serie over andre, var den sublime stemning. Selv om vi skriver to tusinde og et eller andet, var tonen nærmere 1950'ernes noir. Harrys forkærlighed for jazz, som han ofte ynder at spille på anlægget, og introsangen til serien sat til billederne af den funklende by i mørket, understregede med fed tusch, hvad det var, vi skulle føle.

Og er du vimmer, hvor var det cool. De grumme sager, Harry og makkeren Jerry Edgar (Jamie Hector, endnu en legemliggørelse af cool) skulle opklare, fremstod aldrig eksploitive eller forbrydelses-feticherende, som man for eksempel ofte ser det i true crime-genren.

Michael Connellys bogforlæg blev adapteret rigtig godt. Måske også fordi, at krimiforfatteren selv var og er involveret. Det er ham sammen med Overmeyer og Tom Bernardo, som står som skaberne af Bosch: Legacy.

Man fornemmede allerede forskellen i tonen i første sæson. Maddie får en større rolle, hvor hendes forsøg på at blive en politibetjent fik stor plads i serien – heraf noget af titlens Legacy-elementer.

Ikke alt var lige interessant, hvilket i sidste ende nok er en konsekvens af, at Titus Welliver er så fandens dragende som Harry. Mimi Rogers er ligeledes et powerhouse som den dygtige og kalkulerende advokat. Madison Lintz blegner lidt i sammenligning, og fordi der allerede har været syv sæsoner i Bosch, hvor vi har været helt inde i det inderste af maskinrummet hos politiet, fænger hendes møde med den verden ikke helt.

Glem det Harry, det er L.A.

Omvendt er tilføjelsen af Harrys tech-gut Mo (Stephen Chang) i første sæson stadig en gave, der bliver ved med at give. Changs knastørre levering af replikker med et glimt i øjet er konstant garant for sjove øjeblikke, uden at karakteren bliver reduceret til ren komik.

For der er egentlig ikke særlig meget at grine af i anden sæson af Bosch: Legacy.

Harry og Honey bliver efterforsket af FBI grundet omstændighederne omkring Carl Rodgers, og samtidig bliver to korrupte sædeligheds-politimænd Ellis (Max Martini) og Log (Guy Wilson) en større og større trussel, som sæsonen skrider frem.

Den del føles som klassisk Bosch på den gode måde. Der er også en, i forhold til første sæson, stor mængde af cameos fra den originale serie. Bedst af alt, så giver det mening, at personerne dukker op, når de gør. Og det virker da også som om, at man hen imod slutningen prøver at vende tilbage til den gamle formel.

Tredje sæson er allerede annonceret, og anden sæson slutter på en cliffhanger, som igen trækker spor tilbage til Bosch. Det ellers grove skel, man umiddelbart lancerede i første sæson af Legacy, bliver mere og mere udvisket, og spørgsmålet er, om ikke det er for det bedste?

For der er ujævne bump her i anden sæson med unødigt fyld, hvor man mest af alt ønsker at vende tilbage til Harry.

Men selv da er Bosch: Legacy umanerligt bingeværdig og en af den slags serier, hvor det er umuligt at give slip på den, når først man er gået i gang.

Harry Bosch er stadig den bedste efterforsker i serieland, og Titus Welliver bliver stadig ved med at imponere i glansrollen. Måske man skulle til at kigge på, hvordan det hele skal ende, så eftermæglet ikke bliver, at her var en serie, der overskred sidste salgsdato.

Anden sæson af Bosch: Legacy kan ses på Prime Video fra 20. oktober.