Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: 'Criminal Minds: Evolution' piller ved ting, der ikke skal pilles ved

AfAmanda Lee Edelstein
23. januar 2023
Criminal Minds Evolution anmeldelse
Criminal Minds Evolution / Foto: Disney+

Del artikel

’Criminal Minds: Evolution’ har potentialet til at blive en rigtig god serie, men den formår ikke at leve op til de tidligere sæsoner. Og man skal som seer ikke forvente, at det er en fortsættelse af den serie, vi kender.


Det sidste afsnit af Criminal Minds blev oprindeligt vist i 2020. Efter 15 sæsoner var det tid til at sige farvel til BAU (FBIs enhed for adfærdsanalyse) – og det var et emotionelt og velskrevet et af slagsen.


Men nu er Criminal Minds altså alligevel tilbage med en 16. sæson. De første afsnit kan ses på Disney+ allerede nu. Men lever de mon op til originalen?

Spin-off eller ej?


Det kan være svært at regne ud, om Criminal Minds: Evolution er en spin-off til Criminal Minds eller en ny sæson. Mest af alt fordi serien er promoveret med en undertitel. Men på Disney+ er de nyeste afsnit en del af sæson 16, så vi må gå ud fra, at det er en decideret fortsættelse af den originale serie.


Det giver også fin mening, eftersom vores hovedkarakterer er gengangere fra Criminal Minds – heriblandt Paget Brewster som Emily Prentiss, A. J. Cook som Jennifer “JJ” Jareau, Joe Mantegna som Davis Rossi m.fl. Serien kaster desuden seeren direkte ud i nye sager, så man skal kende bare lidt til de “gamle” karakterer for at kunne følge med.


Men der kan argumenteres for, at Criminal Minds: Evolution havde fungeret bedre som en spin-off. For selvom flere af karaktererne er de samme, virker de forandrede i forhold til, da vi forlod dem i sæson 15.


Samtidig er afsnittenes forløb og udtryk anderledes. I stedet for at følge enkelte sager, er de alle nu forbundne. Seeren følger ikke BAU-holdets arbejde nær så tæt, som vi har gjort tidligere. Det hele virker lidt overfladisk.


Og de regner alt for hurtigt meget indviklede ting ud. Som f.eks. at der er tale om et netværk af seriemordere, der er opstået i kølvandet på Covid-19. Hvordan gætter man det uden håndgribelige beviser?


Derudover er serien helt generelt mørkere og mere dyster end tidligere. Det kan nok forklares med, at TV-regler ikke længere tynger produktionen. Så hvis man ikke synes, at Criminal Minds var “uhyggelig” nok før, vil man formentlig finde serien mere spændende nu.

Karaktererne har ændret sig


Man kan ikke undgå at lægge mærke til, at alle de elskede karakterer har ændret væremåde. Det er blot småting, men alligevel betyder de en del for, hvordan man opfatter karaktererne. F.eks. bander Rossi hele tiden, JJ og hendes mand har ægteskabsproblemer, selvom de tidligere var stærkt sammentømrede, og teamet har svært ved at åbne op for hinanden.


Det skal sikkert forklares med, at holdet har været under massivt pres, og at verden generelt har ændret sig efter Covid-19. Men det virker forceret – ligesom samspillet mellem hovedkaraktererne gør.


I de tidligere sæsoner af Criminal Minds kunne man mærke, at BAU var som en familie. Nu føles det, som om de har det lidt akavet i hinandens selskab. Forhåbentlig er det noget, der bliver udraderet med tiden, når castet har spillet over for hinanden i længere tid.

Måske skulle man have ladet franchisen hvile


Som nævnt var afslutningen på sæson 15 af Criminal Minds ideel. Alle karaktererne fik en form for happy ending, og serien blev rundet godt af. Men i første afsnit af Criminal Minds: Evolution blev den glædelige afslutning praktisk talt ødelagt for seeren.


F.eks. er Rossis kone gået bort, hvilket har efterladt ham vred og tillukket. Selvom seeren havde fået indtryk af, at han kunne blive gammel med en, han elskede ved sin side i forrige sæson. Det var også meningen, at Penelope Garcia og Luke Alves endelig(!) skulle være begyndt at date. Men det bliver mast til jorden, når vi hører, at de kun var på én date. Hvorfor havde de så flirtet i flere sæsoner?


Og lad os endelig blive ved Garcia. For selvom det er en fornøjelse at se Kirsten Vangsness som Penelope Garcia igen, er det ærgerligt, at Garcia bliver trukket ind i arbejdet for BAU, når hun endelig har fundet ro i en anden hverdag.


Netop dét understreger flere scener. De er virkelig følelsesladede at se. Man kan ikke undgå at blive lidt trist på karakterens vegne, fordi det føles, som om hun aldrig slipper væk fra “ondskaben”.

Ikke alt er negativt


Det er svært ikke at blive lidt skuffet over Criminal Minds: Evolution, hvis man er fan af serien. For selvom Criminal Minds: Evolution ikke er dårlig, lever den bare ikke op til de tidligere sæsoner.


Criminal Minds: Evolution fanger dog seeren ved at være mere mørk og arbejde med et helt andet afsnit-setup end før. Så mon ikke det blot kræver noget tilvænning for de af os, der har været hooked på den forrige afsnit-opbygning og BAUs proces for at fange seriemordere?


Den nye sæson vakler mellem 3 og 4 hjerter, når man bedømmer ud fra de første afsnit. Vi lander dog på 4 hjerter, fordi vi her på redaktionen har tiltro til folkene bag serien. De har trods alt tidligere vist, at de kan levere en god og velsammensat serie!


https://imgix.vielskerserier.dk/2016/03/4-hjerter.jpg

Se traileren til Criminal Minds: Evolution



Criminal Minds: Evolution


Streamingtjeneste: Disney+
Premiere: 18. januar 2023
Genre: Krimi, drama, mysterie
Instruktør: Nelson McCormick, Sharat Raju, Joe Mantegna, Bethany Rooney m.fl.
Manuskriptforfatter: Erica Messer, Breen Frazier, Matthew Lau m.fl.
Medvirkende: Joe Mantegna, A. J. Cook, Kirsten Vangsness, Aisha Tyler, Adam Rodriguez, Paget Brewster m.fl.
Land: USADisney+
Afsnit: 10 afsnit af ca. 50 min.


LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Disney+ i januar 2023

LÆS OGSÅ: Criminal Minds har nået enden


LÆS OGSÅ: De 5 bedste krimiserier i 2022

Del artikel

Læs mere omDisney+

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste