Anmeldelse: ’Pigerne fra Englandsbåden’ er en overraskende og original krimigåde

Nora Sand smider sin kuffert ind på bagsædet af en taxa. ”Du må godt bare køre nu”, siger hun spidst til chaufføren. Fra radioen og avisen i hendes skød fortælles en intim historie fra hendes privatliv.

Nora Sand (Marie Sandø Jondal) er en kendt journalist og anarkistisk sjæl – og nu involveret i en skandale, som præger mediernes forsider. Konsekvensen er tvungen orlov fra jobbet på avisen ’Global’. Hun søger tilflugt fra omverdenens interesse i sit barndomshjem, et lille samfund i Nordsjælland. Her bor hendes far stadig i et rødt træhus.

En aften ligger en kuvert med hendes navn på i hans postkasse. Den indeholder dokumenter og fotografier om en uopklaret sag om to teenagepiger, Lisbeth og Lulu, fra dysfunktionelle arbejderklassehjem, der forsvandt fra Englandsbåden i 1984.

Hun kaster sig omgående over sagen. For Nora Sand er det at være journalist ikke blot et arbejde, det er et kald, og hun går til sagen som en detektiv. Samtidig med hun begynder at bore i gåden, forsvinder en 14-årig pige – også en slags spøgelsespige, hvis status gør, at man ligesom sagen fra Englandsbåden ikke bruger de nødvendige ressourcer på at opklare sagen.

Kontraster og spejlinger

Opholdet og sagen tvinger Nora Sand til at vende blikket indad. Dels fordi hun er vendt tilbage til sit barndomshjem, og dels fordi hun ser sig selv i de forsvundne piger. Hvorfor er hun egentlig den utilnærmelige person, som hun er, og hvad er det for en fortid, hun i sin tid er flygtet fra?

Det er, som om der placeres et spejl foran hende, og selv om hun forsøger at slippe væk fra tankerne, lykkes det hende ikke. Spejltemaet vises også i seriens billedskønne intro, hvor billeder fra det nordsjællandske landskab fordobles. For ligesom de forsvundne piger passede hun heller ikke ind. Det gør hun stadigvæk ikke, hvilket fint antydes af hendes orangerøde hårspænde, røde læbestift og neglelak, der står i stærk kontrast til det meget grå og stillestående samfund.

Aldrig overdramatisk

Seriens første fire afsnit lider dog lidt af, at man ikke går i dybden. Man bruger poppsykologi til at skildre komplekse emner som angst og livsvalg, og hvordan nogle mænd kan være besat af unge piger. ”Du må da have mødt en del fucked up mænd,” spørger Nora sin veninde, der arbejder som parterapeut.

Temaerne som sagen og Noras indre opdagelser hvirvler op, men bliver ikke behandlet med den respekt de har fortjent. Sagen om pigernes forsvinden er spændende og kompleks, men man mister interessen, når den bliver så overfladisk skildret.

Opklaringen af sagen får Nora i kontakt med de ensomme eksistenser, som bebor hendes barndomsby, og her er der rig mulighed for at nyde det imponerende skuespil, som serien byder på. Igennem seriens otte afsnit tenderer man aldrig til det overdramatiske, tværtimod er spillet behageligt nedtonet.

Særligt Susan A. Olsen, som fortolker karakteren Jytte, har haft et utal af anonyme biroller som f.eks. retsmediciner i Journal 64, men hun får her mulighed for at vise sit store talent. Der er så mange faldgruber i hendes rolle, men hun undgår sikkert dem alle og efterlader et uudsletteligt indtryk.

Det visuelle aspekt af serien præges af fotograf Michael Mark Lanhams intense og stemningsmættede billeder. Særligt mestrer han lys og skygge. Men også hans brug af smukke og mystiske ultra-nærbilleder, som når en kvinde langsomt børster sit hår, eller når to personer kysser hinanden.

Uhygge og skønhed

Den overfladiske tone, som præger de første fire afsnit og besværliggør indlevelsen, udvikler sig i seriens anden del til et ægte og dybsindigt mysterium. Særligt historiens tema om angst og frygt tages nu alvorligt og foldes smukt ud.

I en intens samtale mellem Nora og hendes far fortæller hun ham, at for hende er angst bare et ord, og han svarer hende ”Noget, der taler til dig, men du kan ikke gennemskue det”. Eller da en af karaktererne forklarer, hvad frygt er: ”Frygten er noget, man tager for sig selv og giver til andre.”

I de uhyggeligste scener henimod slutningen skaber fotografen en interessant dobbelthed, som får billederne til at emme af uhygge og skønhed, hvilket får situationerne til at virke endnu mere dragende.

Man giver sig god tid til at folde gådens løsning ud. I rigtig mange krimiserier har man meget travlt med at få alle de løse ender til at gå op, og det hele bliver frygtelig forjaget. Men her formidles det i langsomme og intense samtaler, hvor man stille og roligt afslører, hvad der er sket med de to piger på Englandsbåden. Og heldigvis åbner man også op til gådens vigtigste element, hvorfor det er sket.

Krimigådens løsning virker ikke forudsigelig. Tværtimod er den meget overraskende og originalt tænkt. Fortællingens slutning omfavner en, og man suges ind i den dystre og dybsindige fortælling.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: