Anmeldelse: ‘Dark Matter’ er en slowburner sci-fi-serie med gode twists

SPOILER ALERT! For at skildre præmissen i historien bliver dele af den afsløret i det følgende.

Jason Dessen har et godt liv. Han er astrofysiker og lever af at undervise på universitet. De studerende er måske ikke så passionerede, som han kunne ønske, men derhjemme har han en skøn kone og en sød teenagesøn. Så altså, et ret godt liv på de fleste parametre.

Alligevel nager spørgsmålet, om det er nok. ‘Var det dét, var det mit liv?’ Og tvivlen bliver forstærket, da han en aften mødes med en tidligere kollega, der har stor succes med sin karriere. Vennen tilbyder ham endda job i sit nye firma, men det vil kræve, at Jason skal hive teltpælene og familien op og flytte til San Francisco. Noget, han hurtigt vurderer, vil være umuligt.

Småutilfreds type

Bedst som han går hjem fra mødet med vennen om aftenen, bliver han kidnappet. Af en mand, der først er en mystisk skikkelse, indtil det viser sig at være Jason Dessen selv. Fra et andet liv. Eller parallelunivers, om man vil.

Det viser sig, at en anden Jason Dessen, der også har været lidt småutilfreds med sit liv, har opfundet en stor boks, hvor han kan gå ind og komme til et parallelliv. Problemet er, at boksen på den måde har skabt flere Jason’er, hvoraf flere af dem gerne vil hjem til konen Daniela (spillet af Jennifer Connelly). Andre har aldrig været gift eller fået børn, eller de har en anden kæreste.

Kvantefiktion er en ny genre

Det er ret forvirrende i første halvdel af serien, og som seer er det svært at gennemskue, hvilken Jason man skal holde med. Hvilket, selvfølgelig, rejser det eksistentielle spørgsmål om, hvilken Jason, der har mest ret til sit liv? Eller hvem den originale Jason er?

Præmissen er endnu en historie, der leger med multiverse-tanken. Den er en del af en voksende genre, man kunne kalde for ‘kvantefiktion’, der fortællemæssigt ofte mest kommer ud som ‘hvad nu hvis’-narrativer.

Ingen second-screening

Et af de største og mest vellykkede filmeksempler i genren er den Oscarvindende Everything Everywhere All at Once. Her gjorde man det kloge træk at lade Michelle Yeoh optræde i multiple kostumer og settings. Sådan, at det visuelt var ret nemt at aflæse, hvilket liv vi nu var i, og hvilken version af Yeoh vi nu skulle følge.

Her kæmper Dark Matter mere, for Joel Edgerton, der spiller Jason, ser nogenlunde ens ud i alle versioner. Kun et par skrammer i ansigtet og et ar på armen er små tegn på, hvilken Jason vi nu har med at gøre. Det er der en pointe i, heldigvis, men man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Og second-screener du nogle sekunder, mister du højst sandsynligt tråden.

Romanforfatter bag serien

Det er et krævende setup, og man kan godt diskutere, om pay off’et står mål med den seerindsats, der skal til. Dark Matter er baseret på en bedstsælgende science fiction-roman af Blake Crouch, der også er manuskriptforfatter og skaber af serien.

Nogle ting er tydeligvis nemmere at vise på skrift, for eksempel hvilket nr. af Jason man nu følger, men hægter man sig på, får man en serie, der slowburner sig igennem et interessant tankespind.

For vi har nok alle gjort det. Tænkt tanken, hvad nu hvis jeg havde valgt noget andet, hvordan ville mit liv så se ud? Det har man så god mulighed for at fundere over, mens man ser Dark Matter.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: